4. april 2017 | den store bunke |
Fjerde dag i den ternede skjorte. I dag starter jeg med at pakke kasse nummer 46. Det kan jeg jo sagtens sige. Jeg kunne også have sagt, at jeg startede med nummer 99, i princippet kan ingen vide, om jeg bare finder på et tal. Men jeg lover på æresord, at der allerede står 45 fyldte kasser tårnet op, og i dag går jeg i gang med køkkenet. Det er omfattende. Vi har meget. Meget! Og jeg har ingen ide om, hvordan vi kan få plads til det hele i det nye køkken. Eller jo, det har jeg. Det får vi ikke. Der bliver tale om prioriteringer, og egentlig er det bare de prioriteringer, vi slap for, da vi flyttede sammen for toethalvt år siden. Vi har enormt meget skabsplads i lejligheden; ikke kun i køkkenet, men i alle rum, og det får vi ikke i samme grad i huset. Vi kommer også til at savne kælderrummet og loftsrummet her i ejendommen. Igen: prioriteringer. Når vi finder ud af, hvad vi kan få stuvet ind i krogene derude.
Det gode er, at det nye hus nu er indflytningsklart. Store søn var kaldt hjem i weekenden for at spartle og male. Tre dage gik han derude og arbejdede, og søndag var Morten, Lasse og Astrid også på adressen med ruller og værktøj. De har gjort et kæmpe stykke arbejde, og det er simpelt hen så fedt, at vi bare kan rykke ind på lørdag og begynde seriøs indretning.
Min egen eneste mission er at pakke. Pakke, pakke, pakke. Kasse nummer 46 bliver kogebøger, tror jeg. Og noget let, måske plastikbøtter eller den der netskærm, man sætter over lagkager.
Sæt i gang.
23. april 2016 | den store bunke |
De sidste tre gange, jeg har ydet flyttehjælp, har det været for jægere. Jægere har våbenskabe. De er tunge. Det er noget med 130-150 kg, og flyttekammeraterne – som også tit er jægere – stønner og puster og prøver at undgå at være i nærheden, når der skal tages fat. Våbenskabe står nemlig tit inderst i kældre eller på førstesale, og det har noget med sikkerhed at gøre. Hvis der er unge ’knejter’ med, der bare tror, at våbenskabe er en smal sag, bliver de sat til at tage fat, og så er de nok ikke så kålhøgne næste gang.
Jeg havde selvfølgelig ikke fat i våbenskabene – der var to! – denne gang heller, det er jo en opgave for rigtige mænd med muskler, men det kan da godt være, vi næste gang godt vil flytte for nogen, der har lidt lettere ting.
Til gengæld har jægere tit ting, der ikke sådan lige kan puttes i flyttekasser. Kuduer, for eksempel.
6. august 2014 | den store bunke, Heldige mig |
Flere har spurgt mig, om jeg godt kan blive ved med at blogge som Grevinden på tredje nu, hvor jeg er flyttet i en førstesalslejlighed.
Selvfølgelig kan jeg det. Det er jo et brand. Man kan også købe Karen Volf småkager, selv om Karen selv ikke har vredet en vaniljekrans siden 1946.
Grevinden på tredje er bloggens navn, og bloggen er den samme, som den hele tiden har været. På et tidspunkt laver jeg en ny top og et andet udseende til den, så vi ikke skal blive ved at trækkes med et billede af min gamle tredjesal. Jeg har bare vurderet, at det tjener alle bedst at få indrettet i den fysiske virkelighed førend i cyberspace.
Vi flyttede i lørdags og havde en fantastisk flyttedag. Det var hårdt, varmt og sejt, ja, men tænk at være så privilegeret, at man kan tale om en fantastisk flyttedag og mene det. Vi var 17-18 mennesker, der løftede i flok efter evne, lyst og kræfter. Først flyttede vi alle Mortens ting fra det kælderrum, hvor de har været opmagasineret i to uger, op i den nye lejlighed, og dernæst flyttede vi alle mine ting fra tredjesalen til henholdsvis den nye lejlighed, det nytømte kælderrum og til genbrugsstationen. Imens gik Poul Erik og grillede på vores nye terrasse. Han havde for lang tid siden sagt: “Min ryg kan ikke holde til at slæbe, men jeg kan lave mad hele dagen”. Så vi sluttede af med lækre hjemmelavede burgere og forskellige slags pølser. Jeg elskede alle og var grundglad og dybt taknemmelig, da jeg sad der og kiggede rundt på alle vores gode mennesker, bænket på umage stole og hynder i en kæmpe, svedig rundkreds på terrassen.
Nu går vi og pakker vores lidt over hundrede flyttekasser ud og sætter på plads og skruer og samler og borer, og det tager langsomt form. Her er rart at være, højt til loftet, lyst og lækkert, og jeg kan mærke, at vi får det godt her. Grevinden har stadig både udsigt og indsigt og vil blive ved med at dele tanker om stort og småt med de læsere, der hænger ved.
Her er det frokostsandwichtid efter første flytteheat for alle dem, der næste dag vil vågne op med lange arme og værkende lår.
