2. december 2017 | den store bunke |
De gik godt. De var endda også hyggelige, de små fire timers julefest på plejehjemmet i eftermiddag.
Vi var vel omkring halvtreds, og mor og jeg havde overhovedet ikke behøvet at komme i så god tid for at få nogle ordentlige pladser, for der var lavet bordplan. Men så udnyttede vi tiden til en rundvisning, blandt andet i Sårklinikken, hvor jeg fik udpeget de undersøgelsesrum, min mor har fået behandling i, og Træningscenteret, hvor hun har gået og gået og gået, da hun genoptrænede efter et lårbensbrud for nogle år siden. Og så var det tid at vende tilbage til Caféen.
De gamle udgjorde en tredjedel af de forsamlede, og resten var fordelt på personale og gråhårede børn ligesom mig. Musikken var placeret i hjørnet, Carl på harmonika og Henning på elguitar, og til at styre de mange, mange sange og salmer, vi sang fra Det Store Sanghæfte, blev hver gang den samme udpeget – “Synger du for, Carl Martin?!”
Det var faktisk meget godt at få trænet julesangstemmen lidt inden juleaften. Jeg sad og kom i tanker om, hvor dirrende og anstrengt min stemme plejer at være, når vi når til den sidste og meget hurtige sang rundt om træet. I år kræver familietraditionen, at vi synger 13 sange – en for hvert hjerte i den kærlige krans – så det er bare med at have luft nok i sangstemmen.
Ind i mellem alt det syngeri blev der serveret ribbensteg med det hele og risalamande med det hele. Nogle skulle nødes, og nogle skulle endelig ikke have skålene stående foran sig, “for så ta’r han selv!!”, og jeg kunne se på den pågældendes omfang, at han har haft alt for let adgang til skålene tidligere i sit liv.
Et par stykker sad og fik en lille lur undervejs og havde nok ikke så meget ud af festlighederne, andre nød at få snakket med de omkringsiddende, og generelt var der god stemning. Min mor er den snakkende type og havde snart en samtale i gang med Åses dreng (på omkring halvtreds), der sad ved siden af, om heste og ridestævner på Vilhelmsborg. Ikke at hun nogensinde har interesseret sig for heste, men det gjorde min far, og så ved man jo et og andet, der kan holde en samtale i gang. Det var i hvert fald rart at se.
Henne omkring kaffen og småkagerne trængte flere af beboerne til at komme hjem og stirre huller i luften, og kørestolene begyndte lige så stille at trille af sted med gråhårede børn omkring. Og da ingen kunne drikke mere kaffe, og ingen måtte få mere Baileys, spillede Carl og Henning Nissernes vagtparade, og vi sluttede af med at synge Dejlig er den himmelblå (med det sidste både skrevet i ét ord i Det Store Sanghæfte og udtalt i ét ord, da sangen blev valgt!), og så brød alle op.
Vi evaluerede kort hjemme hos mor, inden jeg kørte hjem, og var enige om, at det var en god eftermiddag,
22. januar 2017 | den store bunke |
Det er helt fantastisk, hvad det har gjort af godt for min mor at flytte i plejebolig. Hun er tilpas og tryg i visheden om, at hjælpen er nær, hvis hun har brug for den. Hun sover bedre om natten af samme grund. Efter de første to uger med nye mennesker og nye rutiner at lære er hun ved at finde sit ståsted i den blandede flok af beboere i Hus 3, hvor hun befinder sig i den friskeste fjerdedel.
Jeg tør næsten ikke skrive det af skræk for at jinxe miraklet. Men det er samtidig for godt til at holde hemmeligt.
Forleden snakkede mor og jeg om grunden til, at hun sover så meget bedre det nye sted end det gamle, og vi tror begge, at det skyldes, at alle bekymringerne er lagt over på nogle andres skuldre. Alt det, som hun i sin alenehed har været bekymret over, gruet for og har fået til at vokse sig stort uden nogen at drøfte det med og uden nogen til at trække hende tilbage til virkeligheden, er væk. Om hun gled i badet, om hun huskede at slukke for kogepladen, om det var vejr til at vove sig ud at købe ind, om skraldecontaineren blæste omkuld, om madleverandøren ringede på mens hun var på toilettet, om det var glat på vej ud til postkassen efter avisen.
Det meste er ikke længere aktuelt, resten er der personale til at håndtere. Og når man bor i en lejlighed på et plejecenter har man den perfekte balance mellem socialt og privat. Mor går hen og spiser i fællesrummet til alle måltider, får sig en snak med dem, der vil og er i stand til at snakke, hvorefter hun går hjem til sig selv og læser avis, løser krydsord og ser fjernsyn, som hun plejer at gøre. Alt sammen med det sikkerhedsnet, der er i, at “pigerne” kun er et kald væk.
Jeg håber med alt, hvad jeg har af kærlig karma, at hun får en række gode år der, for det er et godt sted. Det er en stor omvæltning, men gevinsten er større.
Den sidste formiddagskaffe i det gamle hjem.
Installeret i nyt hyggeligt sofahjørne, nærmest en kopi af stuen det forrige sted.
“Du kan sige til din mor, at hun roligt kan flytte på plejehjem”. Den anden dag ringede datteren af en kone fra mine forældres gamle omgangskreds. Ida har været næsten døv i flere år, og derfor foregår kommunikationen gennem Idas døtre. Nu ville hun gerne vide lidt om, hvordan mors flytning var gået. Datteren fortalte, at Ida er ringe nu. Udover den mistede hørelse ser hun heller ikke længere ret godt, men hun vil ikke på plejehjem. Og det anbefalede mor så, at hun roligt kunne gøre.
Bedre forsikring om, at vores mor trives, kan vi næsten heller ikke få.
11. januar 2017 | den store bunke |
Overskriften kunne også have været ’gammelt og nyt’, det hele er rigtigt.
Det er Dag 3 i min mors nye liv. I søndags installerede vi hende i plejebolig, og det går forrygende. Det er mit udtryk, selv ville hun aldrig udtale sig så kategorisk positivt. Man kan jo altid finde noget at bekymre sig om, og man skal altid huske at tage forbehold.
Men det har faktisk været forbavsende lidt, der har været at klage over, siden hun flyttede. Og det bekræfter bare, at det har været usikkerheden over for det ukendte, der har hersket og overskygget det meste andet i den senere tid. Nu griber hun det nye og tilvænner sig og synes, at alle er så flinke og hjælpsomme.
Jeg er simpelt hen så lettet.
Jeg er også træt, for det har trukket kræfter at pakke ned, vælge ud og skære ind til det nødvendigste. Det er mine kræfter, der er trukket, mor overlod det stort set til mig at tage beslutningerne, og heldigvis for det. Vi startede med at gå rundt og snakke om så godt som alle ting i hendes hjem – skal eller skal ikke flyttes med –, så jeg nemt kunne pakke de ting i kasser, som skulle med. Adskillige gange i løbet af de fire dage, jeg var der, mistede jeg tålmodigheden og skældte ud. Over tåbelighed, gentagelse og gammelkonethed. Over at skulle forklare igen og igen. Det var svært at undgå, men jeg tror faktisk ikke, at det har skadet vores forhold. Nogen var nødt til at være førerhun, og det var bedst, at det var mig. Vi håndterede det hele bedst, hvis jeg fik lov at pakke i fred, mens mor sad og løste krydsogtværs, så sådan var det meget af tiden.
Imens gjorde min bror klar i den nye lejlighed og satte gardiner og ledninger op, og i søndags flyttede vi den 90-årige og hendes sager, indrettede og installerede. Det gik så godt! Der var fire sæt aktive og effektive arme, og da vi nåede aften, manglede vi kun at sætte billeder og en enkelt lampe op. Det gjorde vi færdigt om mandagen.
Det er tilsyneladende uvant for mig at henvende mig så meget til min bror. Hver anden gang kaldte jeg ham Morten (han hedder Mogens), og når jeg kom i tanker om, det ikke var rigtigt, var mit næste forsøg Far… Han ligner ganske vist vores far mere og mere, men alligevel…
Der er blevet fint, hjemligt og hyggeligt hos mor. Alt er godt. Alle er flinke. Alle den aleneboendes bekymringer er fjernet. Hun er tryg og taknemmelig og i fuld gang med at lære det hele at kende. Der kan stadig opstå bekymringer, men tankerne behøver ikke at vokse sig store, inden hun får snakket med nogen om det, der fylder. Hun går ud i fællesrummet til fire daglige måltider og snakker med personalet og de beboere, der kan og vil, og så kan hun gå hjem til sig selv og gøre det, hun plejer at få tiden til at gå med. Det er en perfekt kombination af socialt og privat, og det er enormt betryggende for os og rart at tænke på, at der faktisk bliver draget omsorg for de gamle og dem, der trænger. Jeg er fan af Nordfyns Kommune.
I en af de mange skuffer og skabe, vi fortsat mangler at tømme og fordele mellem arvinger, velgørenhed og genbrugspladsen, genfandt jeg glemte mesterværker. To hjemmelavede brilleetuier, som er fremstillet i samme årti, men som markant repræsenterer hver sin epoke, hver sin stil og modebillede. De er syet omkring 1975, muligvis lidt før og lidt efter. Det til venstre syede min mor til sin mor. Det er hende, der både har broderet små korssting og monteret det hele med snoet snor og gyldne beslag. Etuiet til højre syede jeg til min mor, og det er sjovt, så markant anderledes det er i sit udtryk, nærmest popart, og i en moderne stil, der peger fremad, hvor korsstingene rækker bagud. Jeg er i overvejelser, om jeg skal gemme dem eller lade være med at fylde mit hjem med flere nostalgiske darlings fra dengang, jeg var ferm med fladsting.
5. januar 2017 | den store bunke |
Egentlig skal jeg gå i seng. Det skal jeg altså. Jeg har fire rå dage foran mig i Landet Uden Internet. Dét i sig selv slår mig ikke ud, det er mere det, at i det land bor min mor, og formålet med at rejse dertil er, at hun flytter i plejebolig, og det er mig der skal pakke hendes liv sammen og pakke det ud igen.
Det lyder ret enkelt. Pakke ind, pakke ud. Men hun downsizer og skal ikke have alle sine ejendele med. Jeg skal derfor i første omgang kun pakke de ting ned, hun skal have med. Jeg har bare ikke helt overblik over, hvilke det er, og hun har endnu mindre. Så jeg forestiller mig i store træk, at vi kommer til at snakke om samtlige genstande – også dem der ikke skal med, og at vi kommer til at snuble i nostalgien nogle gange. Jeg er fortrøstningsfuld og regner med, at det nok skal gå. Det er jo ikke sådan, at vi træder ud af den gamle dør og kaster en tændstik over skulderen. Vi (jeg) kan gå de tre hundrede meter tilbage og hente det, jeg ikke tænkte på at få med, inden vi rømmer og tømmer den gamle bolig for alvor og distribuerer resten ud til arvinger, salg, genbrug og velgørenhed.
Jeg ved ikke, hvor jeg starter i morgen, når jeg rammer fødeøen. Jeg håber, jeg ved det, inden jeg bliver spurgt første gang. Jeg har flyttekasser i bagagerummet og nogle lamel- og rullegardiner, som størstebror sætter op på den nye adresse, mens jeg håndterer og huserer på den gamle.
Intet internet bliver en fordel. Der er ingen overspringsmuligheder. Jeg er glad, når det er overstået og alle kan give sig til at vænne sig til de nye tider. Jeg er spændt på min egen habitus, når jeg vender snuden hjemad engang på mandag. Udmattet og lettet på en gang, sikkert.
I dag også har været en udmattende dag. Udover mental forberedelse til morflytning har jeg været til MUS-samtale på arbejde, og da jeg kom hjem, var vi til laaangt møde i banken. Min nye bank, som jeg skifter til på grund af huskøbet. Så det er nye konti, nye lån, nye metoder, ny bankrådgiver, nye beslutninger, nye voksenting at forholde os til. Hvilket kreditforeningslån vil I have? Tag stilling til pension og livsforsikring, begunstigelse og budget. Overvej testamente. Udfyld skema om helbredsoplysninger.
Der er gravet dybere end sædvanligt på alle planer denne torsdag.
Det blev der egentlig også i går. Jeg havde besøg af min veninde Hanne fra Sydney. Vi havde ungarsk sammen på Aarhus Universitet i starten af firserne, da vi var midt i tyverne, den ene sorthåret og den anden mellemblond. Hanne læste ungarsk, og jeg læste komparativ lingvistik, men institutterne lå i samme hus, og jeg havde også ungarsk som et af mine fag de første to semestre, så vi havde mange lektioner sammen. Jeg havde årskort nummer 810402, hun havde 810401, og vi grinede meget. Sådan starter et venskab. Hanne rejste til Australien med sin Malcolm i 1990 og har haft sit liv i Sydney siden. Vi ses, hver gang hun er i Danmark, og hver gang snakker vi om, at engang skal jeg også besøge hende. I 27 år har vores gensyn godt nok været på dansk grund, men jeg er sikker på, at jeg kommer til Australien en dag. Det fantastiske og dejlige er, at selv om vi er midt i halvtredserne og har halv- og helvoksne børn, er vi også unge, når vi er sammen, og vi snakker og griner, som var der ikke gået 35 år, siden vi mødtes. Men nu har vi stort set samme hårfarve.
13. maj 2016 | Udpluk |
Forleden aften var der en baby i lejligheden ved siden af vores!! Åbne vinduer og skærende barnegråd. “Hvad tror du vores venner vil sige, hvis vi siger, vi vil flytte, fordi der er en baby her?”, sagde Morten.
(Nej, venner, vi vil ikke flytte. I skal ikke til at slæbe alle vores ejendele. Igen. Vi har ørepropper!)
Til gengæld er overboen flyttet. Vi befinder os for en periode i et lydtomt limbo uden løbende børn ovenpå, uden stole der bliver skubbet hen over gulvet, uden energisk klakkende skohæle. Måske er det stilhed før storm. Vi ved det ikke, men lige nu er det os selv, der står for det meste lyd.
Jeg har ikke fået is endnu i år. Hverken ispind eller vaffel eller bæger. I går på vejen hjem fra min mor på Fyn var jeg inde på en tankstation, fordi Lille Hviden ikke ville bringe os helt hjem uden optankning. Jeg kunne også gå ind og købe mig en is, tænkte jeg, men så nøjedes jeg med at fodre bilen. Det var da dumt. Nu holder de varme dage op.
Jeg var på Fyn, fordi vi – og mor – havde en aftale med en visitator fra kommunen. Det er flot at være fyldt 90, men svært at acceptere, at man ikke kan, hvad man før har kunnet. Nu har vi ansøgt om en plejebolig til mor. Det ene øjeblik betragter hun det som verdens værste påhit, og det næste kan det ikke går hurtigt nok. Og sådan kan der gå mange måneder. Men hurra for Nordfyns Kommunes samarbejdsvillighed.
I går lærte jeg et nyt ord. Samskabelse. Min læseklub – læsekreds, bogklub, kært barn, I ved – havde besøg af to bibliotekarer, som er ved at gøre sig klogere på netop det. De har valgt læsekredse som deres fokusområde. Det blev en god snak om ideer til gensidig inspiration med både biblioteket og andre læsekredse i området. Det kan godt gå hen og blive sjovt med sådan noget samskabelse.
På mandag går bukkejagten ind. Nogen her i husstanden glæder sig vildt meget. En stor og en lille. Nogen her i husstanden står fælt tidligt op på mandag og sætter sig ud i et tårn og er helt stille. En anden her i husstanden glæder sig mest til at skille krudt fra ukrudt i kolonihaven.
