13. maj 2016 | Udpluk |
Forleden aften var der en baby i lejligheden ved siden af vores!! Åbne vinduer og skærende barnegråd. “Hvad tror du vores venner vil sige, hvis vi siger, vi vil flytte, fordi der er en baby her?”, sagde Morten.
(Nej, venner, vi vil ikke flytte. I skal ikke til at slæbe alle vores ejendele. Igen. Vi har ørepropper!)
Til gengæld er overboen flyttet. Vi befinder os for en periode i et lydtomt limbo uden løbende børn ovenpå, uden stole der bliver skubbet hen over gulvet, uden energisk klakkende skohæle. Måske er det stilhed før storm. Vi ved det ikke, men lige nu er det os selv, der står for det meste lyd.
Jeg har ikke fået is endnu i år. Hverken ispind eller vaffel eller bæger. I går på vejen hjem fra min mor på Fyn var jeg inde på en tankstation, fordi Lille Hviden ikke ville bringe os helt hjem uden optankning. Jeg kunne også gå ind og købe mig en is, tænkte jeg, men så nøjedes jeg med at fodre bilen. Det var da dumt. Nu holder de varme dage op.
Jeg var på Fyn, fordi vi – og mor – havde en aftale med en visitator fra kommunen. Det er flot at være fyldt 90, men svært at acceptere, at man ikke kan, hvad man før har kunnet. Nu har vi ansøgt om en plejebolig til mor. Det ene øjeblik betragter hun det som verdens værste påhit, og det næste kan det ikke går hurtigt nok. Og sådan kan der gå mange måneder. Men hurra for Nordfyns Kommunes samarbejdsvillighed.
I går lærte jeg et nyt ord. Samskabelse. Min læseklub – læsekreds, bogklub, kært barn, I ved – havde besøg af to bibliotekarer, som er ved at gøre sig klogere på netop det. De har valgt læsekredse som deres fokusområde. Det blev en god snak om ideer til gensidig inspiration med både biblioteket og andre læsekredse i området. Det kan godt gå hen og blive sjovt med sådan noget samskabelse.
På mandag går bukkejagten ind. Nogen her i husstanden glæder sig vildt meget. En stor og en lille. Nogen her i husstanden står fælt tidligt op på mandag og sætter sig ud i et tårn og er helt stille. En anden her i husstanden glæder sig mest til at skille krudt fra ukrudt i kolonihaven.
23. april 2016 | den store bunke |
De sidste tre gange, jeg har ydet flyttehjælp, har det været for jægere. Jægere har våbenskabe. De er tunge. Det er noget med 130-150 kg, og flyttekammeraterne – som også tit er jægere – stønner og puster og prøver at undgå at være i nærheden, når der skal tages fat. Våbenskabe står nemlig tit inderst i kældre eller på førstesale, og det har noget med sikkerhed at gøre. Hvis der er unge ’knejter’ med, der bare tror, at våbenskabe er en smal sag, bliver de sat til at tage fat, og så er de nok ikke så kålhøgne næste gang.
Jeg havde selvfølgelig ikke fat i våbenskabene – der var to! – denne gang heller, det er jo en opgave for rigtige mænd med muskler, men det kan da godt være, vi næste gang godt vil flytte for nogen, der har lidt lettere ting.
Til gengæld har jægere tit ting, der ikke sådan lige kan puttes i flyttekasser. Kuduer, for eksempel.
3. oktober 2015 | At have have, den store bunke |
Oktoberudsigt. Med fugleklat, som vi er åbentsindede nok til at se uden om.
Udsigten er god, både fra køkkenet og meteorologisk. Jægersmanden er taget på premierejagt i konsortiet og vender hjem senere på dagen med gyldne oktoberskovsoplevelser, som kan opveje den tomme vildtpose, der altid er risiko for. Fra teenageværelset er der stille. Jeg har sovet så længe, som jeg kunne, og som jeg altid trænger til efter en række hverdage, hvor vækkeuret er stillet til 05.50. Og 05.55. Og 06.00, hvor jeg står op. Jeg har fået morgenmad og kaffe og har ikke flere liv tilbage i Candy Crush. I aften har jeg en frivilligtjans på Paletten, hvor Thorbjørn Risager spiller blues/soul/rootsrock. Det skal nok blive godt og svedigt.
Men nu. Det er havevejr. Det er tid at tage kontaktlinserne på, putte plugs i ørerne – lige nu hører jeg Anna Grues Judaskysset – og tage i kolonihaven. Jeg har en overordnet ide om, hvad jeg vil lave. Det er noget med at trække en række rødbeder op af jorden og finde vinteropbevaring til dem. Gøre det samme med en række gulerødder, som til gengæld nok ryger direkte i komposten. Jeg er temmelig sikker på, at der er sorte ormespor i samtlige rødder, og lad det så være det endelige argument for at droppe gulerødder i køkkenhaven herefter. Tre sæsoner har gjort det. Vi. Gider. Ikke. Rodgnaskere. Vi gider i hvert fald ikke ulejligheden med at skaffe dem et hjem.
De ældste jordbærplanter kan graves op og smides i komposten. Rabarberne bliver måske flyttet. Det store bed foran huset, som for tredje år i træk ikke er blevet “ryddet hen over sommeren” kan … ryddes. Jeg kan starte på vintergravningen, så det ikke – igen – bliver den, jeg skal starte med til foråret. Måske får jeg gjort halvdelen af det, jeg har i tankerne. Måske mindre. Bemærk, at jeg skriver ’kan’, ikke ’skal’. Der skal jo også være tid til at fundere og tænke kloge tanker, drikke kaffe og bare sidde i terrassekrogen og kigge ud over jorderne og føle mig rig. Og spise den madpakke, jeg laver. Nu.
Ha’ en gylden lørdag.
31. oktober 2014 | den store bunke |
Jeg sidder i køkkenet og genoplader. Det er fredag eftermiddag, og jeg har altid akkumuleret hele ugens søvnunderskud, når jeg når hertil. Jeg begynder at gabe allerede, når der mangler fyrre kilometer af hjemvejen, som mest ser sådan ud:
… og sådan her:
Godt at jeg også i dag nåede vågen og helskindet hjem.
I fem måneder har jeg nydt naturens skiften på mine køreture morgen og eftermiddag. Det startede med sart sommer og høj morgensol, og nu er det mørkt, orangegyldent og efterårsruskende. Jeg har mine favoritsteder på vejen. Et af dem er morgenudsigten et bestemt sted ud over Tange sø, som aldrig er ens, men hvor himlen altid er høj. Eftermiddagene, hvor skyggerne begynder at blive lange, fordi de strækker sig mod natten, som er deres egentlige væsen, som det cirka hedder i Karl Ove Knausgårds Min Kamp 3, som jeg lige for tiden lytter til undervejs.
Og nu lader jeg op med en kop te i et mørknende køkken og med vaskemaskinen kørende i badeværelset. På det ene værelse holder teenageren fredag med sine gadgets, på det andet lyder tidens popmusik som akkompagnement til preteenagerens computerspil. Jægersjægersmanden er på vej hjem med en rå til fryseren, og i aften har jeg vagt på Paletten til Beatles Forever Live.
Når jeg lige har ladet op.
