7. december 2016 | den store bunke |
Tre timer efter, at vi havde købt hus, blev jeg ringet op af områdelederen for hjemmeplejen i min mors kommune. Hun ville fortælle, at der var et tilbud om en plejebolig til mor, og så ville hun spørge, hvor de skulle sende det hen. Man ville nemlig gerne undgå Postdanmark for at være sikker på at få det frem i tide inden for svarfristen.
Det er nu tolv dage siden, og det er gået stærkt. Vi har set boligen, målt op, talt med personale og kommune, drøftet indgående og taget beslutninger. Enden på det er blevet, at min mor lige efter nytår flytter til den bolig, der med størst sandsynlighed bliver hendes sidste. Det bliver en stor omvæltning, og det bliver ikke let.
Tilbuddet kommer på et tidspunkt, hvor hun faktisk har det godt og klarer sig rimeligt i eget hjem. Da hun ansøgte i foråret, gik det skidt, og dengang ville hun være flyttet i samme sekund, hun havde fået muligheden. Som det går nu, havde det været fint at vente nogle måneder, måske et halvt år. Omvendt ved man aldrig, hvornår verden vender rundt, og de små besværligheder bliver til store udfordringer. Pessimismen kan pludselig tårne sig op over optimismen. Vi tør faktisk ikke sige nej til boligen.
Der er også masser af gode ting ved det nye arrangement. Mor skal flytte et par hundrede meter hen til en bolig i et plejecenter, hvor hun er vant til at komme et par gange om måneden til foredrag og musikarrangementer. Hun kan stadig gå hen og besøge sine gamle naboer og gå ture i det område, hun kender. Hun slipper for at skovle sne, vaske tøj, frygte at glemme at slukke for kogepladen, og hun får stadig sit eget sted, hvor hun kan sidde og læse avis og løse krydsord og trække sig tilbage, når hun har lyst til det. Der er nogen til at hjælpe, når hun skal have skiftet en pære, og når hun er bange for at falde i brusebadet. Der er nogen at spise og drikke kaffe sammen med. Hun kan nemt blive et friskt og oplivende element blandt beboerne i enheden, for sådan er hun nemlig også.
På den anden side er der syvtusind ting, der bliver anderledes, og det er dem, der fylder mest. Hun må ikke længere deltage i den ugentlige ældreaktivering i en anden by sammen med andre hjemmeboende gamle, som hun ellers er blevet så glad for, og hun kommer til at savne barndomsveninden Ellen, der bor lige overfor. Det ER bare ikke nemt at blive plantet om, når man er 90. På det nye sted spiser de rugbrød midt på dagen og varm mad om aftenen, og i hele hendes liv har det været omvendt. Hvordan skal lejligheden møbleres, hvad og hvor lidt skal hun have med, mon de kan lave øllebrød på den rigtige måde, hvad skal der ske med alle de ting hun IKKE skal have med, hvem skal sy gardiner, hvem skal sætte lamper op, har vi bestilt gelænder ved toilettet, skal hun kun have de blå kopper med, hvor skal hun aflevere sit vasketøj, hvor er skraldespanden i badeværelset, – alt det og meget mere ligger hun vågen og spekulerer på om natten, og det går ud over overskud og livsmod.
Der er opture og nedture, og når det er en af de tunge dage med ophobet tankemylder, som i dag, er der ikke andet at gøre end at sætte mig med telefonen og masser af tid, lytte og kommentere og forklare og lytte mere og prøve at ’tale til fornuft’, som hun selv kalder dét, jeg gør. Og det hjælper. Jeg kan høre i løbet af samtalen, at det letter. At det måske nok kommer til at gå alligevel. At der måske også er gode ting at se frem til.
Selv er jeg selvfølgelig ikke i tvivl om, at det hele bliver løst og vi får styr på al praktikken. Vi er gode til den slags. Men jeg må indrømme, at jeg ser frem til om en månedstid, når vi er ved at have pakket ud igen, har stillet det hele på plads og fundet de fleste af svarene.
28. maj 2016 | den store bunke |
Temaet i dag har været gamle mennesker, der skal finde sig til rette i et liv. der er blevet anderledes.
Fire telefonsamtaler med min mor, en med ældstebror og en med områdelederen for hjemmeplejen i min mors kommune har jeg haft. Sådan er det ikke hver dag, men i dag var det nødvendigt. En 90-årig, der netop er blevet visiteret til hjælp til bad, rengøring og tøjvask, har brug for uendelig meget snak og mange gentagelser for at forstå, hvornår og hvordan alt det nye skal foregå. Det kommer jo under alle omstændigheder til at være anderledes, end hun plejer at gøre selv, og det i sig selv er svært at indstille sig på. Min mor er verdensmester i at opfinde bekymringer. Det har hun altid været, men det er taget til med alderen, og det stresser hende hele tiden at forsøge at skabe et overblik over noget, hun ikke kan forestille sig. Vi børn forsøger at forudse og fjerne kilderne til bekymring, men hun er altid lidt foran og bekymrer sig om ting, vi ikke havde forestillet os kunne give anledning til spekulation.
Der kommer hjemmehjælp om fredagen fra nu af, og fordi rutinerne ikke er kørt ind endnu, var der brug for så mange telefonsamtaler i dag. Dels kom hjemmehjælperen senere end forventet, og dels foretog hun sig mere, end vi havde regnet med var programsat i dag. Jeg ringede til områdelederen i hjemmeplejen, ganske enkelt for at høre, hvad der er noteret i deres system, at der skal gøres hvornår. Jo mere præcist jeg ved det, jo bedre kan jeg forklare mor det. Og gentage det, når hun har glemt det igen. Der viste sig at være en fejl i afdelingens indtastninger, hvilket var årsag til forvirringen i morges, men det fik vi rettet, og nu er frekvensen på de forskellige opgaver noteret korrekt. Det var en god samtale. Jeg blev klogere og kan formidle videre til mor med en ny vægt bag mine beroligende forsikringer, fordi det ikke bare er noget jeg tror, men noget jeg ved. Områdelederen blev også klogere, antager jeg.
Forhåbentlig bliver det en dag ren rutine for min mor, at der kommer nogen hver fredag og hjælper med personlig pleje, og hver anden fredag yderligere med tøjvask og rengøring. At nogen sommetider hedder Dorthe og sommetider Karin og sommetider noget helt andet. Jeg håber det.
Det er uendelig svært at forestille sig det tankemylder og det overarbejde, der konstant finder sted i en hjerne, der kæmper for at fastholde kontrollen og de indarbejdede rutiner af frygt for, at det hele ellers smuldrer. Det er ærgerligt og synd, at det er sådan, men det er nu vilkårene, og vi kan kun forsøge at mildne.
Det fylder selvfølgelig også meget hos mig konstant at være en lille smule i alarmberedskab.
Jeg krydser fingre for, at forandringerne glider godt ind i den nye gænge, og glæder mig over, at dagens sidste telefonsamtale trods alt handlede om en problemløsning, mor selv tog initiativ til: Hun har bedt ældstebror købe et ekstra tørrestativ inden næste fredag, til hvis nu der ikke er plads til både sengetøj og alt det andet på ét tørrestativ, når det hele skal vaskes på samme dag. Det er et initiativ, det er løsningsorienteret, og dét er stort.
Temaet “gamle og ensomme” fortsatte i aften, hvor Morten, Astrid og jeg så En mand der hedder Ove i biografen. Vi har alle tre læst bogen og haft store oplevelser med den. Ove forsøger også at finde mening og ståsted i tilværelsen via rutiner og regelrytteri. I virkeligheden bunder hans facon i de slag, livet har budt ham, både sorger og glæder. Filmen er præcis, som den skal være, Rolf Lassgård er fremragende som Ove, og alle de bærende karakterer er perfekt castede. Fortællingen er både sjov og rørende. Der var fugtige øjne i biografmørket, og også dét var, som det skulle være.
Se den, se den, se den!
30. november 2015 | den store bunke, Hørt og set i forbifarten |
Hver anden uge kommer der en fra kommunen for at skifte sengetøj hos min mor. Det er en af de ting, hun har accepteret at få hjælp til, ligesom hun ikke længere laver mad selv, men får det leveret. Det er besværligt for hende at lægge sengetøj på, men hun vasker det stadig selv. Af samme grund vil hun på ingen måde høre tale om at få det skiftet hver fjortende dag, for så skal hun jo vaske hele tiden, og så tit HAR hun da heller aldrig lagt rent på, og det er da også hul i hovedet.
Imidlertid er det fuldstændig umuligt at lave den aftale med kommunen, at sengetøjshjemmehjælperen faktisk kun kommer hver fjerde uge. Spørg mig ikke hvorfor, men det passer bare ikke ind i deres system. “Du kan jo bare sige nej hver anden gang, det må du jo gerne”, siger de til hende. Så sådan er det. Og for ikke at løbe sur i rækkefølgen og komme til at lade sengetøjet skifte i utide (det skete en gang, hvor hun blev forvirret over, at hjemmehjælperen kom så tidligt på dagen, og så blev hun nødt til at vaske storvask alt for hurtigt, og det ærgrede hende i mange dage bagefter), har mor ganske enkelt skrevet henholdsvis Nej og Ja på vægkalenderen ud for de mandage, hvor en hjemmehjælper ringer på, så hun ved, hvad hun skal sige.
I dag kom pigen fra kommunen allerede kvart i otte, men som mor fortalte mig i telefonen: “Der stod nej på min kalender!”, så hun måtte gå igen.
Jeg kom til at tænke på Pia Raugs Regnvejrsdag i november …“der står “maj” på min kalender”. På mors står der altså nej. Eller ja, hvis det er den rigtige dag at skifte sengetøj.
Jeg synes altså, det er smart fundet på!
