5. september 2015 | At have have, den store bunke |
Hvem bor i det grønne hus?
Det lyder som en labyrintgåde, “Jensen bor i det hvide hus, Hansen bor i det gule hus, Jørgensen i det røde og Nielsen i det blå. Men hvem bor i idet grønne?”. Gæt.
Klatrestativet bugner af bønner lige nu. Det var Lasses ide at begive sig ud i bønneavl i år, og han er godt tilfreds med det foreløbige resultat. Vi har en ordentlig bøttefuld med hjem fra dagens haveekskursion, og de fleste skal i fryseren. Nogle af dem lavede vi på Lauras initiativ til bønnefritter. En tilpas mængde grønne bønner vendes i olie, salt og presset hvidløg, bredes ud i ét lag på en bageplade på papir og bages i 40 minutter ved 200° varmluft. Så er de så sprøde og lækre og himmelske, at selv de, der ellers ikke ret vilde med bønner, elsker dem og glemmer at fotografere dem.
Vi fik dem til pandestegt kullerfilet, bagte rødbedestave og æblekompot med et strejf af lakrids. Alt var over gennemsnittet, og jeg er færdig med at kunne bevæge mig for i dag.
Hvem boede så i de agurkegrønne omgivelser? Det var en bænkebider, der kun fyldte en tyvendedel af det hul, den havde skabt med sin grådighed.
3. september 2015 | den store bunke |
De svenske bukke har udsigt til kugleregn på denne tid af året. Ikke bare de svenske jægere kravler til vejrs i deres tårne og skruer falkeøjne og kikkertsigte på; også danske mænd i grønt er rejst over vandet for at krybe i skjul med årvågne blikke og fingre på aftrækkere. Min egen jægersmand tog af sted tidligt i morges, gennemimprægneret og fuldt udrustet til en række dage med gode naturoplevelser med gode kammerater. I grønt med et strejf af orange. Fordi sådan er jagtens dresscode.
Det betyder, at jeg er græsenke. Det har også et strejf af grønt. Jeg slog ordet op, som jeg så tit slår ord op for måske lige at blive klogere på deres betydning og oprindelse og hvorfor-hedder-det-egentlig. Græsenken overraskede mig.
Det vidste jeg faktisk ikke. At en græsenke oprindeligt er en ’pige der er blevet forført i det fri og derefter forladt’. Nå. Men det er da synd. Det er heldigvis ikke, hvad der er overgået mig, så jeg skal da bare se at nyde at være hende, der en kort tid lever alene fordi hendes jægersmand er bortrejst til Sverige. Det står mig endda frit for at plukke og kombinere med et af de beslægtede ord i den lange liste, som ordnet.dk præsenterer for mig. Græsgrevinde, det er da lige mig.
Noget af det, græsgrevinder beskæftiger sig med, er at bestille lydbøger på biblioteket. Jeg var tæt på at rende tør for lytteratur til de daglige køreture og – endnu værre – kørte også på reservetank med hensyn til inspiration. Så kiggede jeg på må og få i Politikens tillæg Bøger fra i søndags og reserverede, hvad jeg fik lyst til, og hvad der kunne fås. Nu er det bare at vente og høre efter, når den tid kommer.
Og rydde et hjørne i fryseren til svensk dyrekød, måske? Håbet er grønt, og jeg har sagt knæk og bræk.
31. august 2015 | den store bunke |
Fra nu af vil jeg øve mig i at begrænse brugen af ordet ikke. I stedet for vil jeg give udtryk for ikke’s modsætning. Lyder det kryptisk?
“Vi har ikke fået kigget på den VHS-afspiller”, sagde jeg i eftermiddags, da jeg fik øje på posen med den aflagte maskine, vi kringlede os, fordi vi havde nogle gamle videobånd liggende, vi gerne ville se indholdet af. Sommetider siger vi også “Jeg har ikke fået løbet” eller “Jeg fik ikke ringet til mor”. Eller “Jeg kan ikke lide rosenkål”. Og så hænger det bare der og er helt negativt, og man føler, man er bagud på alle områder.
Jeg vil ikke fokusere på alt det negative… se, der var den igen!
Jeg vil vinkle det 180 grader og for eksempel sige: “Skulle vi tage og tilslutte den der VHS-afspiller og se udsendelsen fra dengang, du var i fjernsynet og vandt ting, eller fra dengang, vi testede gryder i Rabatten? Hvad med på onsdag?”. Eller “Jeg har løbet to gange i august, det var dejligt, jeg var af sted!” og “Jeg må ringe til mor i dag, vil du huske mig på det?”. Og … “Du må godt få mine rosenkål, så kan jeg tage din broccoli”. Fokusere positivt og åbnende.
Det er rigtig svært. Men man kan øve sig og blive god til det.
Da børnene var små, sagde jeg altid til dem, når vi spiste aftensmad, og de mukkede over menuen, at hvis de ikke havde noget godt at sige om maden, skulle de lade være med at sige noget. De skulle vænne sig til at fremhæve de ting, de godt kunne lide, i stedet for at pege på dem, de ikke brød sig om. Og hånden på hjertet; der var da aldrig fuldstændig dødsensstille under måltiderne.
Engang omgikkes jeg en del journaliststuderende, og en sideviden som er hængt ved i mit hoved stammer fra dengang de lærte om overskrifter; hvad der var brugbare formuleringer, hvad der fængede og holdt fast, og hvad der bare lod læserne drive videre til næste artikel. “Ingen rotter på Esbjerg Havn” var et eksempel på en ikke-overskrift. “Nå”, ville læseren bare tænke, “der er ingen historie her, alt er godt, jeg behøver ikke læse mere”.
På samme måde er der kun nedlukning i ikke. Jeg vil øve mig i at vende det om og åbne for mulighederne.
Jeg har skrevet ikke og ingen femten gange i denne tekst. Sytten med de to i den forrige sætning. Og det kunne have været mange flere, hvis jeg ikke havde gjort mig umage med at finde andre formuleringer undervejs. Atten.
Fra nu af bliver det kun bedre.
Er der egentlig nogen, der har læst hertil … trods overskriften?
30. august 2015 | At have have, den store bunke |
“Det er længe siden, du har løbet?”, sagde en i min husstand forleden. Tonefaldet var eftertænksomhed snarere end bebrejdelse. Som om emnet overhovedet kunne akkumulere bebrejdelse. Eftertænksomhed er i orden.
Det er selvfølgelig rigtigt, hvad der blev sagt. Det er en smule længe siden, jeg har løbet. Det blev til to gange i august, fortæller min Endomondo mig. Synes i øvrigt, at Endomondo laver om på designet mellem hver gang, jeg er der. Jeg har endda et nyt fint løbeur, som jeg fik til min fødselsdag midt i juli. Det har ikke været med ude ret mange gange, men det er heldigvis et dygtigt og godt ur, som også magter gammeldags tålmodighed.
Men jeg kan ikke være flere steder på en gang. Og i denne weekend – for nu bare at nævne ét tidspunkt – vurderede jeg, at jeg var bedre placeret i kolonihaven. Lydbøgerne lader sig lytte akkurat lige så godt der som ude på en løberute, fødderne ville hellere have havesko end løbesko på, hænderne var gladere med håndredskaber, og hjernen sagde plukke squash og salat, plante jordbærstiklinger, grave kartofler op, vande tomater og agurker, slå græs.
Vi kan kalde det grønne glæder. Og orange og røde og blå og kartoffelfarvede.
Mit løbeur er også grønt. Det er en anden slags glæde. Jeg har faktisk lige ladet det op. Til hvis nu ører, ben, hænder og hjerne skulle få lyst til noget andet.
29. august 2015 | den store bunke |
Torsdag aften indløste jeg en fødselsdagsgave. En af de gaver jeg fik til senere effektuering end på selve dagen. Min veninde gennem et helt voksenliv havde givet mig billetter til Aarhus Festuges uofficielle åbningskoncert Ned fra Nord/Úr Norðri, hvor Tina Dickow inviterede musikalske venner og stemninger fra Island og Aarhus plus et twist fra Færøerne på scenen til at bygge bro og knytte musikalske bånd mellem sin gamle og nye base.
Så stod jeg der mellem titusind andre midt på Vester Allé, som var lukket af i begge ender, hvorved hele området mellem Rådhuset og Musikhuset blev en stor festivalplads lige midt i byen, og havde en fantastisk aften. Med mine egne bedstevenner og Tina Ds bedstevenner.
Det var magisk. Scenen lignede et lysende græsk tempel i skumringen og nattemørket, og værtinden lignede en gudinde med sine flagrende gevandter i samme blå farve som en stormfuld Nordsø i morgenlys.
Samaris, Eivør, Helgi Jonsson, Ásgeir Trausti, Kjartan Arngrim, Steffen Brandt (i islandsk sweater i anledning af temaet (jeg tror han havde lånt den, jeg tror ikke på han ejer andet end sort tøj!)), Vocal Line og bandet. Alt var så godt, som jeg havde ønsket mig, og mere til.
Og Tina Dickow selv. Hun spænder utrolig bredt, fra stille til råt, fra countryballader til symfonisk rock, og så har hun en mand, hvis lyse stemme harmonerer så perfekt med hendes mørkere, at det bliver helt overjordisk og næsten intimt, når de synger sammen.
Aldrig har hun skuffet mig. Jeg har efterhånden oplevet hende til en del livekoncerter i de senere år, uden at jeg bevidst har opsøgt en rekord eller foretrukket hende frem for andre. Det er bare blevet sådan. Akustisk intimkoncert sammen med Steffen Brandt i Herning, to koncerter i Scandinavian Congress Center, Grøn Koncert, Beachparty i Skive, solo i Holstebro, og denne augustaften var dermed vores syvende møde. Jeg ved ikke med hende, men jeg var i hvert fald godt underholdt. Jeg fik alle mine ønsker opfyldt og glæder mig over, at hun fik mulighed for at give sin by og sit publikum den oplevelse.
Sikke en åbning på den festuge.
Sikke en gave.
Tak.
25. august 2015 | den store bunke |
I vores gade blev der for nogle dage siden hængt tre rækker røde, gule, grønne og blå opslåede paraplyer op i hele gadens længde i første sals højde. Lige ud for vores vinduer. Det så rigtig flot og sjovt ud med de farvestrålende, glade pletter op mod den blå sommerhimmel, som vi havde i sidste uge, og man blev lidt tosseglad af at kigge op.
Morten tog dette fine billede.
Vi snakkede lidt om, at vi var spændte på, hvordan de så ud efter den første storm. Ikke på den bedrevidende gnæggende hvad-sagde-jeg-måde, men mere på det-er-synd-men-det-kan-de-nok-ikke-holde-til-måden.
I dag har det blæst en hel del, og vindstødene har ikke bare blæst mit oliventræ på terrassen omkuld, men de har også krænget den røde paraply uden for stuevinduerne – midt i billedet – af sit skelet. Det er ærgerligt, men det var nok noget i den retning, vi havde forestillet os ville ske.
Men så prøv at se den gule paraply et par pladser længere henne. Den er blevet til en skål. Den samler regnvand op under bygerne, og når der kommer et rigtig godt vindstød, vipper den vandet ud.
Den hænger lige over vores gadedør.
Dér stod jeg, da dét vindstød kom.
