23. februar 2020 | den store bunke |
Vinden er usynlig, og blæsten kan man ikke få at se.
Jo, man kan. Hver ENESTE gang, det blæser mere end friskt, tager vinden den havestol, som på billedet mangler ved havebordet, og slynger den over til pælen, hvor vi endnu ikke har fået monteret et fuglefoderbræt. Altid den stol først.
Hvis stormen fortsætter, følger stolen ved siden af efter og lægger sig tæt op ad den første.
Det har aldrig stormet så meget, at vi ved, om den tredje stol i rækken kan finde lægge sig på linje.
Men der står #3 i overskriften, fordi det er tredje gang, jeg finder på at bruge den samme overskrift. Her og her.
25. august 2015 | den store bunke |
I vores gade blev der for nogle dage siden hængt tre rækker røde, gule, grønne og blå opslåede paraplyer op i hele gadens længde i første sals højde. Lige ud for vores vinduer. Det så rigtig flot og sjovt ud med de farvestrålende, glade pletter op mod den blå sommerhimmel, som vi havde i sidste uge, og man blev lidt tosseglad af at kigge op.
Morten tog dette fine billede.
Vi snakkede lidt om, at vi var spændte på, hvordan de så ud efter den første storm. Ikke på den bedrevidende gnæggende hvad-sagde-jeg-måde, men mere på det-er-synd-men-det-kan-de-nok-ikke-holde-til-måden.
I dag har det blæst en hel del, og vindstødene har ikke bare blæst mit oliventræ på terrassen omkuld, men de har også krænget den røde paraply uden for stuevinduerne – midt i billedet – af sit skelet. Det er ærgerligt, men det var nok noget i den retning, vi havde forestillet os ville ske.
Men så prøv at se den gule paraply et par pladser længere henne. Den er blevet til en skål. Den samler regnvand op under bygerne, og når der kommer et rigtig godt vindstød, vipper den vandet ud.
Den hænger lige over vores gadedør.
Dér stod jeg, da dét vindstød kom.
5. december 2013 | den store bunke |
DR2 har kørt stormfjernsyn hele eftermiddagen, de sociale medier flyder over af betragtninger om vind og uvind, og jeg vil egentlig gerne slutte mig til flokken af folk, der synes det er lidt overdrevet med den – undskyld mig – storm, der er blevet pisket op i medierne.
Men jeg kan faktisk ikke ret godt lide vejret. Jeg var glad for at køre Hvide T ned i parkeringskælderen og komme hjem i lejligheden. Men der var da ingen fred. Ved 18-tiden var det faktisk lidt vildt. Virkelig voldsomme vindstød, som blæste dørene op inde midt i lejligheden. Selv om entredøren var låst og alle dobbeltvinduerne forsvarligt haspede og skunkene er nyisolerede. Pludselig lød et brag oppe på loftet, som om noget væltede. Jeg var oppe med en lommelygte for at se, om jeg skulle tage landlordkappen på mig, ligesom dengang der var femten centimeter fygesne på loftet. Der blæste en stiv modvind deroppe, men lyskeglen fra min lille MacLite afslørede ikke noget slemt. Jeg fandt ikke ud af årsagen til braget.
Så jeg gik ned og lavede en kande te og en portion havregrød og følger godt med i Bodils (dét navn – but why?) hærgen i hele landet.
Og smiler ad eftermiddagens Radioavisvært, der stillede videre til reporteren ved vestkysten: “Hva’ så, Peter, har Bodil givet dig et godt blæs?”
Stormsikring
30. oktober 2013 | At have have, den store bunke |
Siden jeg den ene dag stod med bare tæer i Det libyske Hav og den næste stod i Føtex og stirrede ind i fire hyldemeter julekalendere, er det kun gået én vej med vejret. Mod vinter.
Vi har oven i købet rettet på tiden, så det næsten er mørkt, når jeg har fri fra arbejde. Det stormer og blæser, og det regner, og der er ikke udsigt til andet, så langt meteorologerne tør spå. Hver morgen overvejer jeg cyklen og ender med bilen. Så pivet er jeg.
Jeg kørte omkring haven i dag for lige at se, om noget var blæst omkuld eller væk. Det hele stod som det skulle, bortset fra alle solsikkestammerne, som stritter i alle retninger med tunge sortvisne hoveder. Rødbeder og pastinakker står stadig fast forankret, men skal snart tages op til vinteren, og porrerne skal tages op og sættes i jorden igen i en rende foret med visne blade; et system min mor beskrev for mig i lørdags. Sådan har hun altid gjort, så er det nemt at hente friske porrer, der ikke er frosset fast i jorden. Jaee… jeg ved ikke, jeg synes nu, det lyder sært, men har lyst til at prøve det af.
Jeg ved ikke lige, hvornår det bliver. Det er mørkt, når jeg får fri, og både lørdag og søndag har Søren Jacobsen, som ejer vejret, bebudet rå mængder regn og blæst. Og jeg er en pivfis. Så vil jeg være inde.
Det gode, der er sket i denne uge, er, at Landlord har ladet de slemme skunke i lejligheden isolere. De er alle tre foret med flamingo og fuget i samlingerne. Jeg kan simpelt hen mærke, at det er en anden luft, når jeg åbner. Det er ikke længere det råkolde pust, der slår mig i møde.
Jeg rækker tunge af regnen, flytter ind i skunken og holder øje med varmeregningen.
