25. august 2015 | den store bunke |
I vores gade blev der for nogle dage siden hængt tre rækker røde, gule, grønne og blå opslåede paraplyer op i hele gadens længde i første sals højde. Lige ud for vores vinduer. Det så rigtig flot og sjovt ud med de farvestrålende, glade pletter op mod den blå sommerhimmel, som vi havde i sidste uge, og man blev lidt tosseglad af at kigge op.
Morten tog dette fine billede.
Vi snakkede lidt om, at vi var spændte på, hvordan de så ud efter den første storm. Ikke på den bedrevidende gnæggende hvad-sagde-jeg-måde, men mere på det-er-synd-men-det-kan-de-nok-ikke-holde-til-måden.
I dag har det blæst en hel del, og vindstødene har ikke bare blæst mit oliventræ på terrassen omkuld, men de har også krænget den røde paraply uden for stuevinduerne – midt i billedet – af sit skelet. Det er ærgerligt, men det var nok noget i den retning, vi havde forestillet os ville ske.
Men så prøv at se den gule paraply et par pladser længere henne. Den er blevet til en skål. Den samler regnvand op under bygerne, og når der kommer et rigtig godt vindstød, vipper den vandet ud.
Den hænger lige over vores gadedør.
Dér stod jeg, da dét vindstød kom.
5. december 2013 | den store bunke |
DR2 har kørt stormfjernsyn hele eftermiddagen, de sociale medier flyder over af betragtninger om vind og uvind, og jeg vil egentlig gerne slutte mig til flokken af folk, der synes det er lidt overdrevet med den – undskyld mig – storm, der er blevet pisket op i medierne.
Men jeg kan faktisk ikke ret godt lide vejret. Jeg var glad for at køre Hvide T ned i parkeringskælderen og komme hjem i lejligheden. Men der var da ingen fred. Ved 18-tiden var det faktisk lidt vildt. Virkelig voldsomme vindstød, som blæste dørene op inde midt i lejligheden. Selv om entredøren var låst og alle dobbeltvinduerne forsvarligt haspede og skunkene er nyisolerede. Pludselig lød et brag oppe på loftet, som om noget væltede. Jeg var oppe med en lommelygte for at se, om jeg skulle tage landlordkappen på mig, ligesom dengang der var femten centimeter fygesne på loftet. Der blæste en stiv modvind deroppe, men lyskeglen fra min lille MacLite afslørede ikke noget slemt. Jeg fandt ikke ud af årsagen til braget.
Så jeg gik ned og lavede en kande te og en portion havregrød og følger godt med i Bodils (dét navn – but why?) hærgen i hele landet.
Og smiler ad eftermiddagens Radioavisvært, der stillede videre til reporteren ved vestkysten: “Hva’ så, Peter, har Bodil givet dig et godt blæs?”
Stormsikring
