10. marts 2016 | den store bunke, Heldige mig |
“I morgen skal du selv sørge for aftensmad”, sagde vi til Lasse. “Vi skal til Herning og høre Brandt og Dickow”.
“Nåååeh, er det de der billetter, I har snakket om i 750 år?”, sagde han.
Og det er det. Vi har godt nok haft dem hængende længe, og jeg glæææder mig. Det er vi flere, der gør. Vi har lavet aftale med vores gode venner Henrik og Anne Dorthe, og da vi i sin tid spurgte, om de ville med, udløste det et “Ja ja jaja ja ja ja jaaaaaaaaaaaaa” efterfulgt af en hel masse emojis med både flag, høje hatte, guitarer, hjerter og flueben.
Med Steffen Brandt og Tina Dickow er det alt dansk musiks allerbedste og min fortids og nutids favoritter samlet på én scene. Jeg hørte dem sammen for syv år siden, også i Herning, og det var så godt. Jeg er forventningsfuld, og de, der allerede har oplevet dem på denne turne, roser og siger, vi godt kan glæde os. Det gør vi. Jeg har et crush på dem begge to.
I firserne blev jeg voksen i Aarhus med Steffen Brandt og TV2 som lydspor. Nytårsnat – ved indgangen til 2016 – var der to timers fjernsynssammendrag af TV2s livekoncerter gennem tiderne. Henrik og jeg havde en fest. Jeg har mødt min ligefan, og vi dystede om at skråle højest til sangene og mundhugges om, hvem der havde været tættest på Steffen og dermed havde størst ejerskab. I fred og fordragelighed, naturligvis. Men højlydt. Til sidst var alle de andre gået i seng.
I morgen skal vi nok lade være med at synge med. Kun lige så stille inde i os selv. Det bliver så godt.
29. august 2015 | den store bunke |
Torsdag aften indløste jeg en fødselsdagsgave. En af de gaver jeg fik til senere effektuering end på selve dagen. Min veninde gennem et helt voksenliv havde givet mig billetter til Aarhus Festuges uofficielle åbningskoncert Ned fra Nord/Úr Norðri, hvor Tina Dickow inviterede musikalske venner og stemninger fra Island og Aarhus plus et twist fra Færøerne på scenen til at bygge bro og knytte musikalske bånd mellem sin gamle og nye base.
Så stod jeg der mellem titusind andre midt på Vester Allé, som var lukket af i begge ender, hvorved hele området mellem Rådhuset og Musikhuset blev en stor festivalplads lige midt i byen, og havde en fantastisk aften. Med mine egne bedstevenner og Tina Ds bedstevenner.
Det var magisk. Scenen lignede et lysende græsk tempel i skumringen og nattemørket, og værtinden lignede en gudinde med sine flagrende gevandter i samme blå farve som en stormfuld Nordsø i morgenlys.
Samaris, Eivør, Helgi Jonsson, Ásgeir Trausti, Kjartan Arngrim, Steffen Brandt (i islandsk sweater i anledning af temaet (jeg tror han havde lånt den, jeg tror ikke på han ejer andet end sort tøj!)), Vocal Line og bandet. Alt var så godt, som jeg havde ønsket mig, og mere til.
Og Tina Dickow selv. Hun spænder utrolig bredt, fra stille til råt, fra countryballader til symfonisk rock, og så har hun en mand, hvis lyse stemme harmonerer så perfekt med hendes mørkere, at det bliver helt overjordisk og næsten intimt, når de synger sammen.
Aldrig har hun skuffet mig. Jeg har efterhånden oplevet hende til en del livekoncerter i de senere år, uden at jeg bevidst har opsøgt en rekord eller foretrukket hende frem for andre. Det er bare blevet sådan. Akustisk intimkoncert sammen med Steffen Brandt i Herning, to koncerter i Scandinavian Congress Center, Grøn Koncert, Beachparty i Skive, solo i Holstebro, og denne augustaften var dermed vores syvende møde. Jeg ved ikke med hende, men jeg var i hvert fald godt underholdt. Jeg fik alle mine ønsker opfyldt og glæder mig over, at hun fik mulighed for at give sin by og sit publikum den oplevelse.
Sikke en åbning på den festuge.
Sikke en gave.
Tak.
