18. juli 2017 | Hørt og set i forbifarten |
Skrivebordet på computeren var rodet helt til med dokumenter og mapper og noter og billeder, sådan som det sker for skriveborde. De bliver fyldt fra den ene side, og efterhånden er der ikke flere ledige pladser. Så bør man rydde op, og det gjorde jeg. Og fandt løse ord, jeg har samlet sammen, fordi jeg nok har ment, jeg kunne få brug for dem. Eller få brug for at dele dem. Det er så nu.
Skovloven – den lov der freder skov. Sig ordet. Det falder godt.
Havfald – det affald der ikke bør smides ud til søs
Kandiskendis – musiker fra orkestret Kandis
Udendansk – det samme som udenlandsk. Min ven Henrik har fundet på det. Det er et godt ord.
Der lå også et udklip fra banken om investeringer. Her synes jeg godt, man kunne have gjort sig lidt større ulejlighed med de lange forklaringer på investeringspuljerne, især de første tre.
Endelig har jeg gemt et citat fra dagens Politiken, som for 25 år siden interviewede 12 unge fra 10. klasse om deres fremtidsdrømme og nu er vendt tilbage og har talt med dem om, hvordan det gik. Kristina Christensen, 41 år, Smørumnedre, gik den lige vej; hun arbejder med naturvidenskab, som planen var; hun er logisk og rationel anlagt og fortæller blandt andet om at flytte sammen med sin kæreste i hans allerede fuldt møblerede hus: »Min mor spurgte, hvad der så skulle ske med mine ting. Og jeg havde det bare sådan: »Det er jo bare ting. Her er en sofa og et bord, og vi skal ikke bruge mere lige nu«. Så jeg havde meget få ting med, da jeg flyttede ind. Det kan da godt være, at jeg bedre kunne lide nogle af mine egne ting, men ved du hvad, det er jo bare et bord, altså«.
“…. ved du hvad, det er jo bare et bord, altså”…! Jeg ville godt give noget for at have bare en smule af den indstilling. Måske ville nogle af dem, jeg lever sammen med, også give lidt.
11. november 2016 | den store bunke |
Jeg dvæler ved Leonard Cohens poesi og musik, som jeg har haft med mig det meste af mit liv.
Tidligere på året, da Bowie og Prince døde, var jeg ikke så berørt, som så mange andre var og gav udtryk for. Det var da trist, som det altid er, når en berømmet og elsket kunstner forlader denne verden, men jeg var ikke ramt i hjertet. Ingen af de to har haft en særlig plads i mit musikliv, og jeg var ikke specielt godt kendt i bagkatalogerne, ligesom jeg heller ikke var det, da Michael Jackson døde.
Da Bowie døde, og det samme med Prince, blev de sociale medier fyldt med tilkendegivelser og citater, minder og delinger af andres bevingede udtalelser. Jeg kommenterede ingenting, men jeg tænkte da, at ’behøver I alle sammen dele jeres helt personlige yndlings-Bowie/Prince-fortælling/minde/storslåede sang/skelsættende øjeblik?’ Men jeg kommenterede ingenting, for man må have respekt for, hvad andre tænker og synes og rammes af.
Denne gang er jeg der selv. Leonard Cohens punktum berører mig. Jeg har haft hans sange helt inde under huden det meste af mit voksenliv, i glade stunder og i triste stunder, i stunder hvor ikke andre kunne gøre det. Det er ikke mange dage siden, Morten og jeg talte om, at hvis han skulle komme på vores kanter igen, hvad han jo nok ikke gjorde, vidste vi godt, så skulle vi se ham igen. Vi oplevede ham for fire år siden i Mølleparken i Aalborg. Det var så godt, og hvor var det godt, vi gjorde det. Tre timers varme, ydmyghed, poesi og verdensklasse på en dansk sommeraften.
Vi nåede ikke at gentage en fysisk koncertoplevelse, men han har efterladt så meget, som vi bliver ved med at have. Og jeg sidder også med et lille smil, for jeg tror, at han var tilfreds med at have tilendebragt, hvad han skulle i denne verden.
Nu sidder jeg og hører alle mine yndlingsnumre. Det bliver jeg ikke færdig med i dag. Det tager en evighed.
22. september 2016 | Hørt og set i forbifarten |
Det tog ikke mere end tre minutter af en snak hen over frokostbordet på arbejde at plukke tre nye ord til forrådet. Ord, som findes, men som jeg bare ikke har været i nærheden af, fordi de bruges i sammenhænge, hvor jeg ikke har været. Og nok heller ikke kommer til at være ret meget fremover. Men ordene er nyt og spændende legetøj, og jeg gik straks i gang med at udtænke, hvornår og i hvilke situationer, jeg kan få skudt med mine nye våben.
De to første er tæt forbundet, og de, der kender det ene, kender med garanti også det andet.
Konkurrencebikini
Bikinifitness
Stærke sager, ikke sandt. Man bliver allerede helt bange ved tanken om alle de muskler og al den selvbruner og glinsende olie, der er forbundet med ordenes univers. Hvis du ikke ved, hvorhenne vi bevæger os, så smid et hashtag foran og søg på #konkurrencebikini eller #bikinifitness – så skal du bare se glimmer og sixpacks.
Jeg fik også Power clean.
Det har ikke noget med rask rengøring at gøre, men er en vægtløftningsteknik – noget med at trække vægtstangen op foran skuldrene og støde den videre til strakte arme. Eller cirka. Jeg vil ikke klandres for mangelfuld forklaring, og af samme grund er det nok det af de tre ord, der vil komme sjældnest ud af værktøjskassen.
Personligt tror jeg mest på #konkurrencebikini, som jeg forventer mig meget af. Jeg tror faktisk, jeg vil arbejde med det allerede i de næste dage. Ikke anskaffe den fysiske ubeklædningsgenstand, men sende selve ordet af sted i overraskende sammenhænge og se, hvordan det går.
21. april 2016 | Hørt og set i forbifarten |
Når man bliver gammel, og tankerne kører på pensionistbillet inde i hovedet uden præcise mål og retninger, sker det, at ord får lagt sig ned i skuffer, som er svære at åbne igen.
I en telefonsamtale er min mor og jeg kommet ind på noget med sygdom og medicin, og hendes ordforråd snigløber hende.
Hvad er dét udtryk… når man skal rende på wc ustandseligt?
Øh… inkontinens?
Nej, når man får piller…
Øhh… blærebetændelse?
Nej…
Øhhh… så ved jeg det ikke..?
Pludselig kommer det til hende:
Vanddrivende!!
31. august 2015 | den store bunke |
Fra nu af vil jeg øve mig i at begrænse brugen af ordet ikke. I stedet for vil jeg give udtryk for ikke’s modsætning. Lyder det kryptisk?
“Vi har ikke fået kigget på den VHS-afspiller”, sagde jeg i eftermiddags, da jeg fik øje på posen med den aflagte maskine, vi kringlede os, fordi vi havde nogle gamle videobånd liggende, vi gerne ville se indholdet af. Sommetider siger vi også “Jeg har ikke fået løbet” eller “Jeg fik ikke ringet til mor”. Eller “Jeg kan ikke lide rosenkål”. Og så hænger det bare der og er helt negativt, og man føler, man er bagud på alle områder.
Jeg vil ikke fokusere på alt det negative… se, der var den igen!
Jeg vil vinkle det 180 grader og for eksempel sige: “Skulle vi tage og tilslutte den der VHS-afspiller og se udsendelsen fra dengang, du var i fjernsynet og vandt ting, eller fra dengang, vi testede gryder i Rabatten? Hvad med på onsdag?”. Eller “Jeg har løbet to gange i august, det var dejligt, jeg var af sted!” og “Jeg må ringe til mor i dag, vil du huske mig på det?”. Og … “Du må godt få mine rosenkål, så kan jeg tage din broccoli”. Fokusere positivt og åbnende.
Det er rigtig svært. Men man kan øve sig og blive god til det.
Da børnene var små, sagde jeg altid til dem, når vi spiste aftensmad, og de mukkede over menuen, at hvis de ikke havde noget godt at sige om maden, skulle de lade være med at sige noget. De skulle vænne sig til at fremhæve de ting, de godt kunne lide, i stedet for at pege på dem, de ikke brød sig om. Og hånden på hjertet; der var da aldrig fuldstændig dødsensstille under måltiderne.
Engang omgikkes jeg en del journaliststuderende, og en sideviden som er hængt ved i mit hoved stammer fra dengang de lærte om overskrifter; hvad der var brugbare formuleringer, hvad der fængede og holdt fast, og hvad der bare lod læserne drive videre til næste artikel. “Ingen rotter på Esbjerg Havn” var et eksempel på en ikke-overskrift. “Nå”, ville læseren bare tænke, “der er ingen historie her, alt er godt, jeg behøver ikke læse mere”.
På samme måde er der kun nedlukning i ikke. Jeg vil øve mig i at vende det om og åbne for mulighederne.
Jeg har skrevet ikke og ingen femten gange i denne tekst. Sytten med de to i den forrige sætning. Og det kunne have været mange flere, hvis jeg ikke havde gjort mig umage med at finde andre formuleringer undervejs. Atten.
Fra nu af bliver det kun bedre.
Er der egentlig nogen, der har læst hertil … trods overskriften?
