Jeg har skøjtet rundt i en evighed på siden for forestående flyrejse til London for at checke et enkelt stykke bagage ind. Den ene vej gik det godt. Smådyrt, men acceptabelt. Kom i tanker om, at kufferten skal med hjem igen. Systemet kvitterede med en bekræftelse på 210 GBP. Det er alligevel meget for en kuffert.
Gik frisk videre på en anden hjemmeside for at booke transport fra lufthavn til hotel og tilbage igen nogle dage senere. Nåede gennem hele proceduren og blev afvist, da jeg nåede til Confirm. Så det gik ikke.
Surfede videre for at finde sommerovernatning i Amsterdam til min familieflok. Endte med at betragte det som indledende research.
Gik en lang tur i skoven med veninde og hund. Dét gik godt.
Mange kan sikkert genkende en oplevelse, jeg havde i søndags. Man kan have lokale seværdigheder, som man aldrig har set, selv om de ligger lige i baghaven. For eksempel har jeg aldrig set H.C. Andersens hus, selv om jeg boede lige midt i Odense for mange år siden. Hverken indeni eller udefra har jeg set digterens barndomshjem, og jeg er ikke engang helt sikker på, hvor det præcist ligger.
Nu har jeg boet i Viborg i 25 år. Her spiller Hærvejen en stor rolle i byens historie, fordi Viborg var et vigtigt knudepunkt på den lange rute. Byfesten kaldtes indtil for få år siden Hærvejsfestival, nu hedder den Snapsting, men en af aktiviteterne er stadig den traditionsrige Hærvejsmarch, og byen er også slutmålet for den årligt tilbagevendende Hærvejsvandring, der varer syv dage og går fra Slesvig til Viborg. Og lige mens jeg skriver dette, taler byens borgmester, Ulrik Wilbek, varmt for en Hærvejsmotorvej henne i mit fjernsyn.
Hærvejen, altså. Den er vigtig. Det vidste jeg godt.
Men der findes også Hærvejsstenen. Dét vidste jeg ikke. Jeg var i hvert fald ikke opmærksom på det. Men i søndags gik jeg en tur, bare nogle få kilometers rundtur ud fra mit eget hus for at få en smule frisk luft, og så var jeg på det nærmeste ved at falde over den. Hærvejsstenen. Den står bare 50 meter fra vejen, der går fra Viborg mod Hald Ege. Det er en stor granittromle med en kompasrose på toppen, og i spiraler rundt om stenen er indhugget en tekst af Peter Seeberg:
“Jerusalem, Rom, Santiago de Compostella, Hamburg, Lübeck, Paris, Finderup, Varde.”
Sommetider falder de fineste oplevelser på en torsdag aften.
I aftes skinnede Sort Sol over Viborg. I en fyldt Store Sal på Paletten, som er sådan et fint spillested. Jeg har været frivillig på Paletten i syv år, og der har jeg haft mange bartjanser og – frem for alt – rigtig mange gode musikalske oplevelser, både med artister, jeg kendte i forvejen, og nogle, der kom ud af det blå. For mig i hvert fald.
I aftes var jeg ikke på arbejde. Jeg var var der som gæst sammen med en flok gode venner, og jeg stod lige midt i salen. Få meter fra scenekanten, få meter fra Steen Jørgensen.
Jeg må indrømme, at jeg ikke er ret godt hjemme i Sort Sols bagkatalog. Faktisk kender jeg kun én sang sådan rigtigt. Men det betød ikke noget i går. Det var en megagod og meget intens koncert. Flot, flot lysscenografi, meget enkelt i sit udtryk, og et super velspillende band med en karismatisk forsanger. Både nye og gamle numre. Ikke så meget snak, bare musik fra start til slut. Og lys. Og nærvær.
Tak for det. Bare tak.
Her får I fire lykkelige, uredigerede minutter af den sang, jeg kender.
Min jægersmand havde været på årets sidste jagt, og den slags giver en vis portion motion og i hvert fald så meget frisk luft, at han ikke var til sinds at klæde sig i vandremundering og skridte mere ud, da han kom hjem. Det havde jeg heller ikke regnet med, men selv var jeg tilpas fuld af skridt, der skulle gås, efter have tilbragt det meste af dagen med vasketøj, støvsugning, bollebagning, brændeindbæring og telefonsnak.
Så jeg tog vandrestøvlerne på fødderne og skindluen på hovedet og drog af sted. 7,7 km afternoon hike, sagde mit Endomondo-track bagefter, og det sagde den, fordi jeg havde indstillet aktiviteten til ’vandring’. Det var måske lidt overgjort, for Den Danske Ordbog definerer ’hike’ som ’vandretur som varer en dag eller et døgn, og som man tilbagelægger medbringende al nødvendig bagage, mad osv.’. Sådan var det ikke helt. Jeg gik trods alt kun 7,72 kilometer og var ude i en time og 40 minutter. Og jeg havde ikke mad med.
Her er jeg ikke kommet ret langt hjemmefra
Det her cirka 800 meter fra, hvor jeg bor. For trekvart år siden skiftede jeg job og holdt op med at køre den her vej. De har lavet en rundkørsel, mens jeg vendte ryggen til, opdagede jeg i dag. Men den er åbenbart stadig så ny, at de er nødt til at skilte med det.
Broen efter rundkørslen bærer en motortrafikvej, som man ikke bare sådan kan krydse til fods. Men jeg kender den hemmelige passage.
Og så kommer man ad en fin, øde skovvej mellem høje nåletræer.
Men man ved, at der færdes både mennesker og dyr, når nogen har villet have ulejlighed med at sætte en hochsitz op. Men de var der ikke i dag.
Der er både pænt og vådt omkring Viborg.
Til sidst var der også blevet pænt mørkt, og så fortjente jeg også at komme hjem til brændeovn og sofa.
Landet ligger sådan, at om cirka fem måneder putter vi vandrestøvlerne i rygsækkene, og når vi tager dem op og snører dem fast på fødderne, er vi i Utah.
Jeg ved ikke rigtigt, hvilken udtale jeg skal lægge mig fast på. Når jeg udtaler det Jutaarhh, kigger folk spørgende på mig, og når jeg prøver at sige det på en mere dansk måde, ser de på mig med et blik, der siger “Hvem Jutta?”
Men Utah. Det vestlige USA. Mormoner. Der hvor Donny Osmond kommer fra – hvis man er så gammel, at man kan huske ham. Nationalparkerne Canyonlands og Grand Staircase Escalante.
Det er netop i disse to nationalparker, vi skal vandre. Tre dage i den ene og tre dage i den anden, og der er rasende pænt begge steder. Se bare.
Det vil være rigtig godt at få trænet. At få gået. At få nogle kilometer i fødderne. Både fordi det vil komme os til gode, når vi går i gang derovre, og fordi det jo helt generelt er godt at røre sig. Vi er ikke fantastisk gode til at få det gjort.
Men i dag var en flot dag, og i dag gik vi otte kilometer.
Det er ganske vist ikke amerikanske kløfter og taffelbjerge, men få kilometer fra hvor vi bor ligger et meget smukt dansk istidslandskab med søer og bakker, og der gik vi ud.
