10. juni 2014 | den store bunke |
I en uge havde jeg ikke indtaget litteratur i nævneværdige mængder. I går var jeg hele bredspektret rundt. I kolonihaven hørte jeg først Anne-Cathrine Riebnitzskys fremragende Forbandede yngel færdig. Derefter startede jeg på at lytte til Jo Nesbøs Sønnen, og jeg nåede at sidde på altanen og læse de sidste sider i Helen Fieldings Bridget Jones – vild med ham, inden den skulle afleveres på biblioteket i dag.
Jeg synes godt, vi kan sige, at jeg favner bredt.
Til gengæld skal jeg arbejde på at være rummelig i forhold til navne på fiktive drabsefterforskere. Jeg har læst tre bøger i Lotte og Søren Hammers serie, hvor hovedpersonen hedder Konrad Simonsen og bliver kaldt Simon. Jo Nesbø introducerer i Sønnen en ny politimand. Som hedder Simon. Jeg skal lige vænne mig til, at det er et helt andet univers.
9. juni 2014 | den store bunke |
To af mine børn er studenter, så jeg ved nok, hvordan den slags går for sig. I Danmark, förstås.
I torsdags var jeg til svensk studenterfest, og det er noget helt, helt andet. Vores svenske venner havde forsøgt at forklare dagens program for os, men vi var slet ikke forberedt på, hvad der ventede os, og i virkeligheden kunne de slet ikke have sagt noget, der havde fået os til at forstå.
En af de mest markante forskelle for danske øjne var dagens farver. Alt strålede selvfølgelig i gult og blåt.
Vi er så vante til, at det hele er rødt og hvidt, og studenterne bliver belæsset med langstilkede, røde roser. Men i Sverige er gule og blå fresier det oplagte valg.
Herhjemme får man huen på og bliver student den dag, man er oppe i sidste fag, og studenten fejres med champagne. I det svenske system er man ikke til eksamen, men har fagforløb, og alle bliver studenter – “springer student” – samme dag. Studentdagen! I Helsingborg, hvor vi var, sprang 1700 studenter fra samtlige byens gymnasier ud i torsdags.
Dagen starter med morgenmad, officiel afslutning og gudstjeneste i kirken, frokost på skolen, og derefter springer de. Løber, helt bogstaveligt.
“Vores” student skulle først springe sammen med kammeraterne fra egen skole. Nede for foden af trappen stod studenternes familier og venner og ventede med skilte og blomster.
Skiltene var fascinerende for os, der ikke havde set det før. Skilte med studentens navn, billede – langt de fleste var babybilleder – og skole/klasse. I flere tilfælde undrede og morede jeg mig over forældrenes valg af billede. Man kunne godt have valgt noget mere flatterende, tænker jeg. Skiltene har til formål, at studenten kan finde sin familie, og senere, at familien kan få øje på studenten i virvaret.
Så kom studenterne fra Annas skole løbende ned af trappen, hujende og råbende, og fandt deres egen flok, hvor folk stod klar med blomsterbuketter, små champagneflasker og studentertøjdyr i blågule bånd, som blev hængt om studentens hals. Sådan gør man nemlig på de kanter.
Efter lykønskninger, knus og kram og en lille pause tog studenterne videre til næste udspring, byens centrale torv, Stortorget. Her skulle alle studenterne – dog i hold – løbe ned ad trapperne oppe fra Kärnan, fæstningen øverst i billedet, og løbe syv gange rundt om rytterstatuen (af Magnus Stenbock, som besejrede den store danske hær ved slaget ved Helsingborg den 28. februar 1710).
Herefter myldrede studenterne ud til deres respektive vogntog af lastbiler og kæmpetraktorer med vogne, som var rigget til med bannere, skilte, musikanlæg, fyrværkeri, balloner, røgmaskiner – og hujende studenter med blomster, fløjter og konfettikanoner. Og der blev kørt kortege rundt i byen i halvanden time – vogntog med 1700 hoppende, skrålende og festende studenter i rendyrket pumpende technofest.
Det var vi ikke med til. Her var jeg også fyldt op med kulturelle indtryk for en stund. Vi tog hjem og forberedte det sidste til aftenens fest, inden hovedpersonen ankom, standsmæssigt transporteret i mosters cabriolet.
Jeg nåede aldrig at lære den svenske studentersang på trods af, at den blev sunget adskillige gange.
Sjungom studentens lyckliga dag,
låtom oss fröjdas i ungdomens vår!
Än klappar hjärtat med friska slag,
och den ljusnande framtid är vår.
Inga stormar än
i våra sinnen bo,
hoppet är vår vän,
och vi dess löften tro,
när vi knyta förbund i den lund,
där de härliga lagrarna gro!
där de härliga lagrarna gro!
Hurra!
Jeg ved ikke, om det kan betale sig at lære den til næste gang. Den er svær. Jeg kan allerede sidste linje, og bagefter siger man skål. Det kan jeg også. Det må være nok.
Det var en härlig dag.
Hyrrrråååå!
1. juni 2014 | At have have, den store bunke |
Fjernsynet kører med festforestilling og fejring i anledning af Prinsgemalens 80 års fødselsdag. Jeg er ikke kommet videre derfra. Er faktisk stadig lidt paf over, hvor høj Maria Rørby Rønn egentlig er. I rød kjole og på et par høje stiletter ragede hun så højt op over Dronningen og Prinsgemalen, som ikke er små mennesker, at jeg uvilkårlig kom til at tænke på halvkæmpen Madame Maxime, forstanderinden fra den franske troldmandsskole Beauxbaton fra Harry Potter.
Men nu er underholdningen i gang, og den gør jo ingen skade, så det får lov at køre, indtil der kommer nogle nyheder, der kan opdatere mig på verdens gang de sidste dage. Jeg har ikke holdt øje.
I dag har jeg stenet. Chillet. Slappet af. Var til 50 års fødselsdagsfest i går og er en lille smule træt i dag. Har lidt ondt i halsen. Passer på mig selv inden en ny uge. Var et par timer i haven. Den nye vander var ikke nem at få til at fungere. Faktisk kunne vi overhovedet ikke få den til at køre hele vejen rundt. Det er helt urimeligt, at to forholdsvist begavede mennesker skal slås hjem af en cirkelvander, der kun vil cirkelvande partielt.
Vi opgav nu ikke uden koncentreret googling.
Derefter blev vippevanderen taget til nåde et kort stykke tid, ingen udgangen blev en kombination af det sunde stykke fra den gamle vander, som jeg ødelagde, og et sundt stykke fra den nye vander. Dermed kan hele køkkenhaven igen vandes i én omgang, og imens skal vi huske at nyde lige så meget, som vi yder. Astrid har et helt naturligt talent for at nyde.
31. maj 2014 | At have have, den store bunke |
I går kom jeg til at knække havevanderen. Den gode cirkelvander, som kunne nå et stort område trods et relativt lavt vandtryk. Vi har også en, der vipper frem og tilbage, men der er ikke pres nok på vandet, og den skal derfor flyttes mange gange for at nå hele haven.
Det blev spredt vanding i går.
I dag drog jeg på cirkelvanderfærd. I det først besøgte byggemarked havde de ikke den model, jeg var ude efter. I havecenteret, som var næste stop, havde de dyre sager. 249 kroner for den rigtige model. Jeg syntes, det var lige i overkanten af, hvad jeg gad bruge på en vander, og overvejede længe, om vi alligevel ikke bare kunne klare os med vippevanderen. Men den blev jo underkendt allerede sidste år. Jeg kiggede videre. Jeg behøver ikke mærkevarer, og det kunne være, de havde noget billigere. Det havde de ikke. De havde noget dyrere. Et andet mærke med tilsvarende egenskaber til 310, og pludselig blev den første, der var tres kroner billigere, helt attraktiv, og jeg tog den med til kassen.
Ha!, sagde jeg indeni og blev enig med mig selv om, at det er sådan, man får folk til acceptere en høj pris: Man skal bare vise dem noget, der er endnu dyrere, så glider det første ned.
Nu mangler jeg bare at få presset denne positive tilgang ned over den parkeringsbøde på 650 kroner, jeg kom ud til, fordi jeg ikke havde set, at man skulle stille parkeringsskive.
Måske er vinklen nødt til at være, at det i det mindste var godt, at jeg købte en vander, så jeg ikke fik en bøde for ingenting.
Den første, som siger at vanderen så kostede mig 900 kroner, kan få en kur med en vinkelsliber.
29. maj 2014 | den store bunke |
Overskriften er en sang fra Min Søsters Børn Vælter Byen fra 1968, som blev sunget af Dirch Passer og Pusle Helmuth. Der er som sådan ikke noget mentalt galt med mig, men jeg bruger meget tid lige nu på at bygge om i øverste etage og vænne mig til, at jeg i stedet for at arbejde lokalt nu kører en lille time morgen og eftermiddag for at transportere mig til og fra et nyt arbejdssted.
Min hidtidige arbejdsplads er købt af en anden grafisk virksomhed, og jeg har fremover fysisk arbejdsplads der. Jeg er allerede i fuld gang med omplantningen af mig selv. Selve arbejdet er fint, jeg passer ind, knokler som en travhest og tilvænner mig. Det går godt med det, men omstillingen til nye omgivelser og nye kolleger kræver selvsagt energi. Hvad jeg arbejder hårdest på at tage ind i mit system, er en anderledes dagsrytme. Jeg står op en time før jeg plejer og møder en halv time før vanligt. Jeg er B-menneske og arbejder virkelig mentalt på at nærme mig A’et. Efter 19 forkælede år med cykel- og gåafstand til arbejde tilbringer jeg og min bil nu op mod to timer dagligt på landevejen. Vi er jo arbejdsheste begge to – om end Hvide T nok har kunnet mønstre flere hestekræfter i sit tidligste liv end nu – og er et stærkt team. Jeg lytter til lydbøger, og bilen demonstrerer alle de lyde, den kan, og sviner sig til i døde insekter.
Al den omvæltning har kostet på bloggefrekvensen på det seneste. Det tilretter sig i takt med, at jeg tilvænner mig.
På det allerseneste er der også sket det, at yngsten er udfordret med nye omgivelser og nye kolleger. Han har fået ungarbejde. Udstyret med Fakta-T-shirt og Ny-medarbejder-badge debuterede han ved kassen i går, og da han kom hjem, smed han sig på sengen og sov snart efter som en sten. Efter en flot tid ved Søndersøløbet tirsdag aften, idræt i skolen i går og fire timers varescanning var der udsolgt, indtil jeg vækkede ham til den fedt- og friturebaserede ovnvarmede aftensmad, jeg havde orket at slæbe mig ned i Rema 1000 og finde på. Måske skal jeg til at tænke Fakta ind i indkøbsmønsteret, hvis der nu dumper en medarbejderrabatordning ind i husstanden.
I dag var der endelig en dejlig mulighed for langsom morgenmad med avis, og jeg nød det.
Ligesom yngsten, kæresten og tolvhundrede andre løb jeg også Søndersøløb tirsdag aften, og lad mig bare sige det: Det er ikke god form, der plager mig. Jeg ærgrer mig ikke, konstaterer bare, at det er nogle år siden, jeg peakede i min formkurve. Jeg er blevet tykkere og dovnere, og sådan er det bare. Nu. Jeg var seks minutter længere tid ude på ruten end min personlige rekord. Og ruten er altså bare 5,8 km.
Jeg ville ikke bytte mit nuværende liv for det liv, jeg havde, dengang jeg var tyndere og godt løbende. Derfor ærgrer jeg mig ikke over mine løbstider og min runde form.
Allerede i eftermiddag monterer jeg en ny løbetrøje og et nyt startnummer og kaster mig ud i Kalkmineløbet, som Gerda, en af mine fellow løbedamer på Facebook, meget præcist beskriver sådan her: “så er vi snart på vej til løbet, som vi elsker og hader. Kalkmineløbet, som går op-og-ned-og-ud-og-ind-og-er-varmt-og-koldt-og-som-bare-bli’r-ved-og ved. Glæder mig både til at komme derud og til at komme hjem igen”.
Jeg ved ikke helt, hvorfor jeg gør det, men før jul virkede det som en god ide. Med mit nye tempo kommer det vel til at tage mig mindst halvanden time at tilbagelægge en kvartmaraton. Det er også en slags rekord. Der kommer ingen billeder. Alle fotograferne er gået hjem, når jeg kommer forbi. Til gengæld regner jeg med at nå at få opklaret de mord, min lydbogsdrabschef arbejder med.
Og bagefter har jeg en masse Kristi Himmelfartsferie at nyde.
24. maj 2014 | den store bunke |
Fryseren var rendt tør for madpakkeboller, og jeg havde sat mig for at bage i dag. Det meste af denne weekend tilbringer vi på Mortens adresse, men han var rendt tør for bageingredienser.
Så jeg gik hjem og havde en date med min Ballerup. Og indså, at det ville blive en dag hakket i småbidder, hvis jeg skulle tilbage til min egen matrikel senere på dagen for at sætte på plade og endnu senere sætte i ovn.
Så jeg pakkede dejen i pose og tog den med. Meget sær ting at gå gennem byen med en pose dej.
Jeg fyldte Mortens ovn med bageplader og fik fine boller ud af det.
Men hans fryser var rendt tør for plads, og da vi senere skulle ud at løbe, gik vi først gennem byen med to poser boller for at gå op og putte dem i min fryser på vejen. Sær bagage for en person i løbetøj.
Jeg glæder mig, til vi flytter sammen.
