Om at vinkle udgifter, så de gør mindre ondt
I går kom jeg til at knække havevanderen. Den gode cirkelvander, som kunne nå et stort område trods et relativt lavt vandtryk. Vi har også en, der vipper frem og tilbage, men der er ikke pres nok på vandet, og den skal derfor flyttes mange gange for at nå hele haven.
Det blev spredt vanding i går.
I dag drog jeg på cirkelvanderfærd. I det først besøgte byggemarked havde de ikke den model, jeg var ude efter. I havecenteret, som var næste stop, havde de dyre sager. 249 kroner for den rigtige model. Jeg syntes, det var lige i overkanten af, hvad jeg gad bruge på en vander, og overvejede længe, om vi alligevel ikke bare kunne klare os med vippevanderen. Men den blev jo underkendt allerede sidste år. Jeg kiggede videre. Jeg behøver ikke mærkevarer, og det kunne være, de havde noget billigere. Det havde de ikke. De havde noget dyrere. Et andet mærke med tilsvarende egenskaber til 310, og pludselig blev den første, der var tres kroner billigere, helt attraktiv, og jeg tog den med til kassen.
Ha!, sagde jeg indeni og blev enig med mig selv om, at det er sådan, man får folk til acceptere en høj pris: Man skal bare vise dem noget, der er endnu dyrere, så glider det første ned.
Nu mangler jeg bare at få presset denne positive tilgang ned over den parkeringsbøde på 650 kroner, jeg kom ud til, fordi jeg ikke havde set, at man skulle stille parkeringsskive.
Måske er vinklen nødt til at være, at det i det mindste var godt, at jeg købte en vander, så jeg ikke fik en bøde for ingenting.
Den første, som siger at vanderen så kostede mig 900 kroner, kan få en kur med en vinkelsliber.
