23. juni 2016 | den store bunke |
Vi har en student. Det gik godt i tirsdags. Dansk økonomi var en blandet landhandel, sagde censor og mente vistnok eksaminandens præstation snarere end selve den danske økonomi. Eller jeg tror, det var det, hun mente – jeg hæftede mig bare ved, at knægten var godt tilfreds med karakteren og med at få huen sat på plads og formodentlig også de velmente familiekram.
At blive student er også:
- At blive fejret af sine nærmeste – og få roser og gaver.
- At tage til fest om aftenen – udenbys, så mor må køre en.
- At spise middag med lærerne på gymnasiet, gå i byen og komme så sent hjem, at man når at sige godnat/godmorgen til den første, der står op – den dag man skal ud på studenterkørsel.
- At rende tør for hvide skjorter.
I dag kører de rundt til alle klassekammeraterne i en pyntet lastbil, som jeg ikke så, fordi vi bor i gågaden, hvor man ikke må køre. Men de var her.
Vi havde overvejet, hvad man byder en flok ristede studenter, der rejser fra det ene traktement til det andet hele dagen og i virkeligheden ikke trænger til så meget. En omgang cheeseburgere, dåseøl og –cola og en stabel juicebrikker, var vi blevet enige om. Vi var tredje stop på ruten, klokken halv tolv ville de ankomme, havde vi fået trukket ud af studenten. Og det var han sikker på, insisterede han, da jeg satte ham af ved startstedet i formiddags.
Vi havde bestilt 30 cheeseburgere hos McDonalds til afhentning 11.15 sharp, for klassen havde kun 20 minutters ophold hvert sted, men burgerne skulle også gerne være lidt varme, når studenterne kom. Morten kørte af sted klokken 11…. og ti minutter senere hørte jeg råben, latter, snak og truthorn nede fra gaden, buldren på trapperne – og så ringede dørklokken, og studenterne myldrede ind i lejligheden og ud på terrassen, hvor det heldigvis var tørvejr. “Er der et toilet?”, kvækkede en pige, som tydeligvis havde mistet stemmen for lang tids hujen siden, og så forsvandt to af pigerne ind på badeværelset. En af drengene var hårdt ramt efter flere dages fest og ville hellere have et par Panodil og mente, at hvis han tiggede et par Panodiler hvert sted, kom han nok igennem dagen. Eller også gjorde han ikke. Han så i hvert fald ikke ud til at være bagud med alkoholindtag.
Men de kom jo altså tyve minutter for tidligt ifølge det aftalte, og jeg havde slet ikke nået at stille drikkevarer frem fra køleskabet, og Morten var ikke kommet tilbage med burgerne. Jeg bar dåser og brikker ud og kastede det hele på terrassebordet, præcist så skødesløst som nok i virkeligheden var den allerbedste måde – og Morten kom drønede ind i gården og kastede bilen fra sig ureglementeret tæt på gadedøren og løb op ad trapperne med tre poser varme cheeseburgere, som fremkaldte en kollektiv begejstringsbrummen blandt de unge, og at dømme efter hvor få der var tilbage, da de kort tid efter drog videre, var det det helt rigtige valg, vi havde truffet.
Nu mangler vi dimissionen i morgen med taler, overrækkelse af eksamensbeviser, rektorhåndtryk, musik og hvad der ellers hører til sådan en ceremoni. Og SÅ er der sommerferie. Al studenterhalløjet i denne uge har været så fint og godt, men det er altså også lidt hårdt, også for forældrene.
I aften slapper jeg af. Jeg ved ikke, hvornår studenten kommer hjem, eller hvilken tilstand han er i. Men jeg har vasket de hvide skjorter, så han kan hældes i sådan en, inden han skal skrues i huen og trykke rektor i hånden i morgen.
Og så skal han have pakket til Roskilde Festival, som han tager af sted til lørdag morgen. Godt han er ung og ubekymret.
(Jeg har vasket tøj).
Opdateret: Han er hjemme i god behold og hæderlig tilstand, træt og tilfreds efter en rigtig god dag.
20. juni 2016 | den store bunke |
I morgen laver jeg hattrick.
Ha, så fik jeg det lige vendt, som om jeg selv gør noget aktivt. Det er ikke tilfældet. Det er min yngste, der fuldt fortjent skal høste al æren, når han først på eftermiddagen får sat en studenterhue op på sit hoved. Min andel i hattricket består i at have produceret tre børn. De to ældste gennemgik studenterhalløjet for fire og tre år siden, og nu brygger vi på student nummer tre.
Lige nu sidder han på værelset og er i gang med 24 timers forberedelse til sidste eksamensfag. Det er samfundsfag, og emnet er noget med økonomisk vækst. Det er okay, siger han, der er bare meget stof. Jeg er sikker på, det nok skal gå godt. Han er fredet til ved middagstid i morgen, så kan han forvalte natten, som han vil. Jeg håber han finder tid til at sove lidt også. Men jeg siger det ikke. Det er mor-snak, og det skal han spares for lige nu.
Jeg har sat kassen med studenterhuen frem, skrevet champagne på indkøbslisten og taget tidligt fri. Så fejrer vi ham, lige de allernærmeste, inden han kaster sig ud i studenterglæde, byture, studenterkørsel, dimission – og dernæst nærmest direkte af sted til Roskilde Festival. Det er en vild tid, og det er ham vel undt at få det hele med. Jeg ser ham, når jeg ser ham, og jeg har vasket en hvid skjorte, til hvis han skulle få brug for sådan en.
Det er lykkedes mig at få lokket et konkret klokkeslæt ud af ham, på hvornår studenterkørselsflokken rammer vores matrikel, så vi kan koordinere og nyde samtlige de atten-tyve minutter, de har til rådighed her. Og så er jeg egentlig tilfreds.
Kryds lige fingre for hans begavede talestrøm tirsdag mellem halv et og et.
13. juni 2016 | den store bunke |
I weekenden var vi til studenterfejring i Helsingborg. Sara tog studenten, som de siger derovre. Det var sådan en fin og trevlig weekend med festligheder, solskin og hygge. Og denne gang vidste vi, hvad svenske studentertraditioner indebærer, og hvad vi kunne forvente.
For to år siden blev storesøster Anna student, og svenske studenter bliver fejret så markant anderledes end danske, at hele dagen dengang var et konstant bombardement af nye og overraskende indtryk for os danskere, som jo ellers nok ved, hvordan man fejrer studenter. Et orgie af rødt og hvidt, jo. Men nejnej, blåt og gult var det självklart. Jeg skrev om det her.
Dette billede fra i fredags opsummerer en stor del af det anderledes i ét billede: Skiltet, en fyldigere studenterhue, gule og blå bånd om halsen med blomster, champagneflasker og tøjdyr. Men billedet rummer også det universelle: En ung, glad pige i hvid kjole med verden og fremtiden for sine fødder.
For to år siden lavede jeg en fartbøde, da vi kørte hjem. Det gik så godt hen over Fyn. Lige det havde jeg ikke tænkt skulle være en tradition, der hørte sammen med svenske studenterfester, og derfor kørte jeg hele vejen som Jørgen. Jørgen var den meget, meget dygtige buschauffør, som bragte mig og en flok andre kvinder til Frauenlauf i Berlin for nogle uger siden. Han kørte simpelt hen så behageligt, at jeg sjældent har oplevet magen. Ingen heftige accellerationer eller hårde opbremsninger, bare smooth, smooth, og måske derfor sov jeg så godt om natten ned gennem Tyskland. Jørgen har en filosofi: “Vi vil jo helst undgå at køre ind i nogen, og så kan vi jo lige så godt holde afstand.” Sådan gjorde jeg mig umage for at køre. Og jeg fik ingen bøder.
Til gengæld ligner jeg en omvendt panda i ansigtet, fordi vi gik her i lørdags. Syv kilometer langs Øresund med solen lige ind i krydderen, og med solbriller på. Nu er jeg hvid om øjnene og hen over næsen, og rød i resten af ansigtet. Det minde vil jeg alligevel hellere have med hjem end en hilsen fra en politimester i en politikreds, jeg er kørt igennem.
Her er flere svenske minder.
13. april 2016 | Udpluk |
• Jeg har opdateret min læseklubs liste over tilbagelagt litteratur. 110 værker på 22 år. Plus de bøger jeg sikkert har glemt at føre til protokols gennem årene. Jeg synes, det er godkendt pensum, når man tager i betragtning, hvor meget verdenssituation vi også har skullet ordne ved vores møder.
• Jeg er en enfoldig amatør til at bestille færgebilletter. Det tog mig så lang tid at komme igennem processen, at både Hammerslag og Spis og spar passerede hen over mit fjernsyn, inden jeg var færdig. Men jeg har i det mindste sikret en sommerferietransport.
• 10 hokkaidofrø og 10 squashfrø er lagt i små priklepotter. Nu er det bare at vande, vente og og håbe på bedre held end sidste år, hvor jeg af dobbelt så mange frø kun avlede ét eneste hokkaidogræskar på størrelse med en tennisbold.
• Min storebror har sendt mig et billede. Han har installeret det nye toilet, vi gav mor i fødselsdagsgave. Han er dygtig. Og klog, for hun har ikke engang nået at blive utålmodig og klage over, at han aldrig har tid. Hun blev taget med bukserne nede, kan man sige.
• Mine børn gav mormor et tremåneders abonnement på ugebladet Hjemmet. Normalprisen var dyrere end introduktionstilbuddet, som til gengæld havde en velkomstgave på slæb. Nu har jeg modtaget tre Margretheskåle, mor får snart det første blad, og forlaget har fået en midlertidig abonnent. Win.
• Vi har boet i lejligheden i snart to år, og der viser sig fortsat ting, jeg ikke ved hvor jeg gjorde af, da vi flyttede ind. Eller de viser sig netop ikke. Nu leder jeg efter skopudsegrejet. Jeg ved hvor det var i min gamle lejlighed og i den forrige og den forrige igen, og hvilken skuffe i bryggerset det var, da jeg var barn. Flere af børsterne er faktisk de samme. Men jeg ved ikke, hvor det er nu. Har vi så ikke pudset sko i næsten to år, kan man spørge. Næh…
• Nu har jeg børstet sko med en neglebørste.
• Lasse bliver student til sommer. De øver lancier i idrætstimerne. Vi har set lancierfilm fra Lauras og Niels’ gallaer (hedder det dét?). Jeg ved allerede nu, at melodien kommer til at klistre fast i mine ører fra nu af. Da-da-da-DA-da-da-da-da…
12. juli 2015 | den store bunke |
Om et par dage tager min datter på Interrail. Det har fået mig til at tilbringe det meste af søndagen med næsen i gamle fotografier fra starten af firserne og dagbøger fra mine egne to interrailrejser.
Vi var tre veninder, som tog af sted sommeren lige efter gymnasiet. Altså, efter at vi havde været på Roskildefestival med en flok gymnasiekammerater. Det var dengang, der ’kun’ var 30.000 gæster på Roskilde. Men det var altså også mange!
Vi havde været i Spejder Sport og købe tre ens blå rygsække, tre ens gule liggeunderlag, tre ens orange nylonturrygsække, et grydesæt og en spritbrænder med sprittabletter. Teltet var fra Harald Nyborg og både tungt og dårligt. Soveposerne var noget skrammel, i hvert fald min. Så havde vi hver en stribet elastiknederdel, en hjemmefarvet militærskjorte, to JBS-undertrøjer, to t-shirts, en langærmet og et par cowboybukser. Vi har sikkert også haft det samme antal underbukser med. Jeg har ikke nogen anelse om, hvorfor det hele var så ens, men det har nok virket rigtigt dengang. Hvad jeg vist var ene om, var at have klippet mine negle så korte inden afrejsen, som om jeg aldrig skulle se en tre-i-éner igen, at jeg havde ondt i fingrene de første fem dage.
Vi var virkelig uerfarne rejsende, men vi lærte undervejs og vi havde en eventyrlig og uforglemmelig måned på egen hånd ned gennem Italien og Grækenland. Med Interrailbillet og rejsechecks, ingen kontakt til dem derhjemme, udover et eller to modtageren-betaler-opkald undervejs. Opkald som vores ikke-engelsktalende forældre accepterede uden at forstå en bjælde af, hvad operatøren spurgte dem om, fordi de håbede at få os i røret bagefter.
Turen gik direkte fra Odense til Venedig, hvor vi på Lido’en en tidlig morgen på opfordring af et par unge italienere installerede os på en free-camping, et sandområde med nogle buske, hvor der i forvejen var slået 4-5 andre telte op. Der var ingen bad, ingen toilet, og vand skulle hentes ved en hane ude ved stranden. Det var primitivt, men sjovt, og vi havde nogle fine dage sammen med Eddy og Ugo, som også rejste rundt, bare i deres eget land, og som betragtede os som samme slags som dem selv.
Hvad vi ellers aldrig vænnede os til, var den interesse, som tre unge, forholdsvis lyse piger vakte hos latinomændene. Vi fandt tilnærmelserne grænseoverskridende og voldsomt irriterende, og vi blev virkelig gode til at skælde ud og jage væk.
Efter Venedig tog vi videre til Firenze og Rom. Vi var alle tre nyudklækkede klassisksproglige studenter, og vores rejse var på flere punkter en forlængelse af en god gymnasietid, hvilket i nogen grad havde bestemt vores rejserute. Vi så rigtig, rigtig, rigtig mange ruiner og levn fra antikken og besøgte rigtig mange museer, også nogle der ikke lige lå langs de gængse turistruter. Vi havde blandt andet besluttet at besøge den romerske digter Horats’ sommerresidens, som lå nær landsbyen Licenza uden for den lidt større by Tivoli et godt stykke øst for Rom. Det var en lang dags busrejse og stædig vandring, også med indlagte vildveje, for at se det her:
Det virker nørdet at tænke tilbage på, men det var en udpræget god ide dengang, og vi husker alle tre den strabadserende dag som en succes. Vi granskede naturligvis også Forum Romanum og Ostia Antica minutiøst, og senere Olympia, Mykene og Akropolis i Grækenland, og jeg kan se på billedteksterne i mit fotoalbum, at jeg vidste ting dengang, som min hjerne ikke har fundet det fornødent at gemme på. “Palestra’en i Olympia”… palestra? “Den byzantinske kirke, der er bygget ovenpå ruinerne af Phidias’ værksted”… Phidias? “Bouleuterion” … bouleuterion? I dag måtte jeg google det, men den gang var det paratviden.
Men selvfølgelig var vi også almindelige unge interrailere, der badede, spiste vandmeloner, læste bøger, drak, travede rundt, skrev breve til kæresterne, gik på cafe, fulgtes med andre unge som os selv i kortere eller længere tid og aldrig så siden. Som Eddy og Ugo og de fem danske piger, vi mødte på færgen fra Brindisi til Igoumenitsa. Efterfølgende boede vi sammen med de to af dem på Korfu i fire dage.
Vi slog Harald Nyborg-teltet op og pakkede det sammen igen på den ene udtørrede og afsvedne campingplads efter den anden. En enkelt gang på det sydlige Peloponnes var vi heldigvis hjemme ved teltet, da himlen revnede og regnen væltede ned. Vores telt stod lige præcis der, hvor vandet ville rende, fra himlen og fra bjerget, vi lå under. Grydelåg og toiletpapir kan bruges til andet end det, man lige tror.
Til slut tog vi til Athen, hvor vi som de fornuftige fynske piger, vi var, lagde ud med at skaffe os pladsbilletter til den tre dage lange togtur hjem til Odense. Og dem var vi godt nok glade for den morgen nogle dage senere, da kampen om siddepladser startede mellem alle de andre interrailere, som skulle hjem fra Udkantseuropa.
I det hele taget var vi svært tilfredse med os selv i Athen. Vi havde været på bankerottens rand i starten af turen, hvor vi trods gratis camping i Venedig brugte alt for mange penge i forhold det budget, vi havde lagt. Men omkostningerne blev lavere undervejs, og vi lærte at administrere vores midler, så da vi kom til Athen, havde vi masser af penge. Gode, solide drachmer, som nutidens grækere nok gerne ville have fingre i.
Den sommer fik vi erfaringer og oplevelser, som vi har båret med os. Jeg ved det, for vi er stadig hinandens bedste venner og livsvidner. Interrail findes stadig, men vi rejste på en anden måde dengang, hvor vi ikke havde mobiltelefoner og internetmuligheder. Vi rejste helt uden livline. Vores forældre kunne ikke komme i kontakt med os. Vi var på egen hånd, og vi klarede os.
Og vi ringede da også hjem. Hvis vi huskede det. Og sendte postkort. Hvis vi havde frimærker.
Interrail – så langt du vil. Bare ikke i Østeuropa. 1980.
