Hvor dumt er det lige? At vende sig om og glemme alt, hvad der skete før dét?
“Jeg går i seng”, sagde Morten. “Det gør jeg også”, sagde jeg. Og kom i tanker om, at der står tre bageplader med boller, som skal bages. De har stået der i tre timer, og jeg har glemt alt om dem, mens jeg har feset husleje af i sofaen hele aftenen. Da vi ryddede af efter aftensmaden, syntes jeg lige, de skulle hæve lidt længere, inden jeg tændte ovnen. Og så. Ingenting.
Klisteret på min klæbehjerne er åbenbart slidt af, og min sengetid er udskudt lidt.
Men om lidt er bollerne bagt, og så skal de lige køle lidt af, inden jeg lægger dem i fryseren, og SÅ går jeg i seng.
Måske er nybagte boller og afgrøder fra kolonihaven blandt de motiver, jeg har allerflest billeder af. Haveværket er fotogent, bagværket knapt så meget. Bollerne holder sig mest til de beige og brune nuancer. Men alligevel. Her er et mere.
Fordi.
Jeg er en helt.
I denne uge samler jeg mine arbejdstimer på fire dage. Det giver nogle lange arbejdsdage, men betyder, at jeg ikke skal af sted fredag. Det er fint i de uger, hvor det kan lade sig gøre. Det værste ved de lange dage er faktisk at skulle høre på Tue og Tony på P3 fra tegnestuens radio. Når de plager æteren, plejer jeg at være i transport på landevejen med lydbog i højttaleren.
Så snart jeg kom hjem i dag, tog jeg forklædet på, og jeg satte mig først ned lang tid senere. Jeg har bagt 20 fastelavnsboller og 48 madpakkeboller. Det hele var nødt til at være i aften.
Fordi.
Det er min tur til at sørge for torsdagskage på arbejdet, og madpakkebollerne i fryseren fra sidste storbagning er ved at slippe op. De er faktisk ALTID ved at slippe op. Det kræver sin mand/kvinde/Ballerup Master Mixer at følge med det indtag, der er i denne husstand. Men jeg er også smigret og stolt over, at der er så stor afsætning på mit bagværk. Og nu har jeg fred lidt igen.
Jeg bager jo boller hele tiden og ustandseligt og i ét væk. Synes nogen. Har folk kommenteret. Alt er jo relativt. I forhold til aldrig at bage boller bager jeg ofte. Men jeg overbager ikke. Bagningen er finjusteret efter efterspørgslen. Når depotet er ved at være tømt, tager jeg fat igen. Der skal være til madpakker, morgenmad og nattespisning. Ældsteteenageren får ikke madpakker mere, men det har ikke ændret på hans samlede indtag. I min egen madpakke indgår der en bolle stort set hver dag. Og så skal der være til weekendmorgenmad og mellemmåltider.
Så i løbet af en måned bager jeg vel tre gange. Omkring 40 boller pr. gang, lidt flere eller lidt færre, det kommer an på, hvordan dejen hæver.
De ser lækre ud, hvordan gør du? Har du en opskrift? Det er jeg blevet spurgt om flere gange, men jeg har ingen opskrift. Jeg gør, som jeg plejer, og bruger lidt af dét og lidt mere af dét og en sjat af dét og mel, til det passer.
Skal jeg komme med nogle få velvalgte grevindetips, vil det være:
° Kog først kernerne til en klistret grød og lad det afkøle.
° Brug meget lidt gær, højst en femtedel af en pakke.
° Ælt dejen mindst et kvarter på højeste styrke på røremaskinen – eller tilsvarende med de bare næver. Der skal dannes lange seje glutentråde.
° Lad dejen hæve længe, gerne en hel dag eller natten over. Processen kan trækkes endnu længere ved at sætte dejen koldt.
° Efterhævningen må også gerne vare 2-3 timer.
° Bag varmt, gerne op til 220°.
° Sprøjt vand ind i ovnen med vandforstøver, gerne flere gange under bagningen, det giver en lækker skorpe.
° Frys bollerne ned, så snart de er afkølet, så er de stadig lækre og bløde, når de tøs op igen.
Jeg har lavet en film fra bageriet. Et halvt døgn på halvandet minut. Jeg har endda forsøgt at sætte mål på. Ikke på melet, for mit bedste mål er, at der bare skal tilstrækkeligt og ikke for meget i, så konsistensen bliver rigtig. Sej, blød og lidt klistret.
Natten over havde der stået en dej og hævet præcist så meget, at den var klar til at forme til boller, da jeg stod op. Så det var, hvad jeg startede med. Jeg havde også planer om at sylte de grønne tomater fra kolonihaven, inden de kom til at ligge for længe i vindueskarmen, og at eksperimentere med græskarcookieopskrift, jeg havde set i avisen. Så ville jeg lige kigge i fryseren efter mulig aftensmad. Sådan er jeg nemlig sommetider så forudseende.
Det viste sig, at den øverste skuffe var frosset helt fast, og vi måtte skabe plads i lørdagsprogrammet til en akut afrimning. Det var faktisk lige ved at ende i en akut marmeladekogning også. Længe så det nemlig ud til, at vi var nødt til at lade skuffen med indhold tø helt op for at få det ud uden at brække noget i stykker. Og det var der, der lå to kilo skårne og udstenede Victoriablommer. Heldigvis gik det ikke så galt. Efter et stykke tid kunne jeg lirke dem ud og lægge poserne i den anden fryser. Det var jeg tilpas med. Ellers skulle jeg også have været ud og købe flere sylteglas.
Og der var ligesom nok andet på programmet.
Med bollerne gik det, som det plejer: Godt. Dem kan jeg efterhånden bage i mørke med lukkede øjne og hænderne på ryggen. Agtigt. “Eksperimenterer du?”, spørger min mor. “Næh!”, svarer jeg. Jeg har fundet en metode, der fungerer. Ingredienser, æltning, mængder, hævning, bagetid arbejder så smukt sammen, at der ikke er grund til at ændre på det, når det bare er til basisbagning.
Det er ingen hemmelighed, at jeg har haft succes (synes nogen og synes nogen ikke) med hokkaidodyrkningen i år, og vi afprøver forskellige måder at anvende dem på. Det er ikke alle i husstanden, der er begejstret for græskar, og jeg har ingen intentioner om at omvende eller tvinge nogen, men jeg vil gerne have flere muligheder end suppe. Vi har en suppeopskrift, som vi ved virker, og vi har prøvet bagte græskarskiver. Duppet med olie, salt og peber, drysset med parmesan, en halv time i ovnen, godt. Og så havde jeg set den her opskrift på cookies.
Hvis du vil gøre, som jeg gjorde, så gør du sådan:
Riv 250 gram græskarkød, hak 75 g valnøddekerner groft. Pisk 150 g sukker, 1 stort æg og 140 g smør sammen og rør 1 tsk revet appelsinskal i. Bland 100 g mel, 100 g havregryn, 1 spsk. chiafrø, 1 tsk. kanel og 1 tsk. bagepulver i. Ved græskar og valnødder i. Sæt 18-24 toppe dej på bageplader og tryk dem lidt flade. Bag dem ved 190° varmluft i cirka 20 minutter. Sprøde i kanterne og lidt bløde indeni er de. De smager godt. Lidt specielt, men godt.
Så var der de syltede grønne tomater. Jeg tror nok, jeg fandt den samme opskrift, som jeg brugte sidste år, og derfor regner jeg med, de er blevet lige så gode i år. Og for at jeg nu ikke næste år igen skal fedte rundt på internettet efter den metode, der ser ud til at ligne noget, jeg kender, kommer den også her. Så kan jeg forhåbentlig selv finde den igen.
Syltelage til grønne tomater: 2½ dl vand, 2½ dl lager- eller æbleeddike, 500 g lyst rørsukker, 1 stang kanel, 4 hele nelliker, 1 stang vaniljekorn, 6 hele allehånde, 1 stjerneanis, 1 spsk. koriander, 1 spsk. spidskommen. Kom alle ingredienserne i en gryde og bring det langsomt i kog. Sørg for, at alt sukker er smeltet.
Prik de grønne tomater. Det er nemmest at rulle dem over de spidse grater på det klassiske firkantede rivejern. Kom dem i gryden med lage og lad det simre 15-20 minutter, til tomaterne er bløde. Fyld tomaterne i skoldede glas, si lagen og hæld den over. Opbevar i køleskab.
Var jeg så ikke flittig? Nu er der hentet pizza – ingen af os nåede at gide at lave aftensmad – og om lidt skal vi til Outlandish-koncert. Her går det godt.
Hvor er det overskudsagtigt, er reaktionen sommetider, når folk hører, at der altid er hjemmebagte boller i vores fryser. Men det er det nu ikke. Det er bare en rutine på linje med støvsugning. Måske bager jeg endda oftere, end jeg støvsuger. Jeg kan også bedre lide det, og jeg er kraftigt hjulpet af min barndoms køkkenven, Master Mixeren. Æggegul pragt og kraft fra 1950erne. Den kan ikke lave små portioner. Røreskålen rummer 8 liter, og jeg er nødt til at starte med mindst en liter væske for overhovedet at nå op til dejkrogen. Og så plumper jeg ingredienser i efter mit humør og skuffernes indhold, men sjældent efter opskrift. Vand, gær, hvedemel og salt er der altid i, og ellers kan det være kogte kerner, groft mel, durummel, valnøddekerner, olie, honning, tykmælk, kartoffelmos. Hvad jeg nu synes. I med det og Ballerup i gang. Mindst et kvarter arbejder den. Jeg laver ikke noget imens, og på den måde er det verdens nemmeste ting. Sådan her foregår det.
Det her er sent i aftes. Pladre ting i røreskålen og dreje knappen.
Dejen fylder ikke alverden, men den er blød og æltet godt og længe.
I morges var den hævet helt op til kanten.
Skrabe dejen ud, ælte lidt mel i og dele i passende stykker.
Antallet går altid op med fire, for det har jeg det godt med. Hmm. Det virker sært, når jeg skriver det. Men sådan er det. 12 eller 16 boller på en plade. De har fin luft omkring sig til at begynde med.
Tre timer senere – mens jeg har haft det rart med søndagsavisen og alt muligt andet – er de dobbelt så store.
Lidt senere, efter 210 grader varmluft i 15 minutter, én plade ad gangen, ser de sådan her ud.
Og det var dét. Jeg brugte et kvarter i aftes på at lave dejen, et kvarter i morges på at forme bollerne, og senere satte jeg plader i ovn, stillede stopuret og byttede plader ud med passende mellemrum. Alt imens jeg foretog mig andre ting. Det kræver ikke meget overskud, det kræver bare, at man er hjemme. Langt de fleste boller kommer i fryseren, og hver aften tager vi nogle stykker ud, så der er til madpakker og hjemfraskole-sulten næste dag.
Dem her er der hakkede valnøddekerner, durummel og lys sirup i udover basistingene. De er lette og luftige med en god skorpe, fordi jeg sprøjtede vand ind i ovnen med vandforstøveren, da jeg satte pladen ind.
