13. juni 2016 | den store bunke |
I weekenden var vi til studenterfejring i Helsingborg. Sara tog studenten, som de siger derovre. Det var sådan en fin og trevlig weekend med festligheder, solskin og hygge. Og denne gang vidste vi, hvad svenske studentertraditioner indebærer, og hvad vi kunne forvente.
For to år siden blev storesøster Anna student, og svenske studenter bliver fejret så markant anderledes end danske, at hele dagen dengang var et konstant bombardement af nye og overraskende indtryk for os danskere, som jo ellers nok ved, hvordan man fejrer studenter. Et orgie af rødt og hvidt, jo. Men nejnej, blåt og gult var det självklart. Jeg skrev om det her.
Dette billede fra i fredags opsummerer en stor del af det anderledes i ét billede: Skiltet, en fyldigere studenterhue, gule og blå bånd om halsen med blomster, champagneflasker og tøjdyr. Men billedet rummer også det universelle: En ung, glad pige i hvid kjole med verden og fremtiden for sine fødder.
For to år siden lavede jeg en fartbøde, da vi kørte hjem. Det gik så godt hen over Fyn. Lige det havde jeg ikke tænkt skulle være en tradition, der hørte sammen med svenske studenterfester, og derfor kørte jeg hele vejen som Jørgen. Jørgen var den meget, meget dygtige buschauffør, som bragte mig og en flok andre kvinder til Frauenlauf i Berlin for nogle uger siden. Han kørte simpelt hen så behageligt, at jeg sjældent har oplevet magen. Ingen heftige accellerationer eller hårde opbremsninger, bare smooth, smooth, og måske derfor sov jeg så godt om natten ned gennem Tyskland. Jørgen har en filosofi: “Vi vil jo helst undgå at køre ind i nogen, og så kan vi jo lige så godt holde afstand.” Sådan gjorde jeg mig umage for at køre. Og jeg fik ingen bøder.
Til gengæld ligner jeg en omvendt panda i ansigtet, fordi vi gik her i lørdags. Syv kilometer langs Øresund med solen lige ind i krydderen, og med solbriller på. Nu er jeg hvid om øjnene og hen over næsen, og rød i resten af ansigtet. Det minde vil jeg alligevel hellere have med hjem end en hilsen fra en politimester i en politikreds, jeg er kørt igennem.
Her er flere svenske minder.
9. juni 2014 | den store bunke |
To af mine børn er studenter, så jeg ved nok, hvordan den slags går for sig. I Danmark, förstås.
I torsdags var jeg til svensk studenterfest, og det er noget helt, helt andet. Vores svenske venner havde forsøgt at forklare dagens program for os, men vi var slet ikke forberedt på, hvad der ventede os, og i virkeligheden kunne de slet ikke have sagt noget, der havde fået os til at forstå.
En af de mest markante forskelle for danske øjne var dagens farver. Alt strålede selvfølgelig i gult og blåt.
Vi er så vante til, at det hele er rødt og hvidt, og studenterne bliver belæsset med langstilkede, røde roser. Men i Sverige er gule og blå fresier det oplagte valg.
Herhjemme får man huen på og bliver student den dag, man er oppe i sidste fag, og studenten fejres med champagne. I det svenske system er man ikke til eksamen, men har fagforløb, og alle bliver studenter – “springer student” – samme dag. Studentdagen! I Helsingborg, hvor vi var, sprang 1700 studenter fra samtlige byens gymnasier ud i torsdags.
Dagen starter med morgenmad, officiel afslutning og gudstjeneste i kirken, frokost på skolen, og derefter springer de. Løber, helt bogstaveligt.
“Vores” student skulle først springe sammen med kammeraterne fra egen skole. Nede for foden af trappen stod studenternes familier og venner og ventede med skilte og blomster.
Skiltene var fascinerende for os, der ikke havde set det før. Skilte med studentens navn, billede – langt de fleste var babybilleder – og skole/klasse. I flere tilfælde undrede og morede jeg mig over forældrenes valg af billede. Man kunne godt have valgt noget mere flatterende, tænker jeg. Skiltene har til formål, at studenten kan finde sin familie, og senere, at familien kan få øje på studenten i virvaret.
Så kom studenterne fra Annas skole løbende ned af trappen, hujende og råbende, og fandt deres egen flok, hvor folk stod klar med blomsterbuketter, små champagneflasker og studentertøjdyr i blågule bånd, som blev hængt om studentens hals. Sådan gør man nemlig på de kanter.
Efter lykønskninger, knus og kram og en lille pause tog studenterne videre til næste udspring, byens centrale torv, Stortorget. Her skulle alle studenterne – dog i hold – løbe ned ad trapperne oppe fra Kärnan, fæstningen øverst i billedet, og løbe syv gange rundt om rytterstatuen (af Magnus Stenbock, som besejrede den store danske hær ved slaget ved Helsingborg den 28. februar 1710).
Herefter myldrede studenterne ud til deres respektive vogntog af lastbiler og kæmpetraktorer med vogne, som var rigget til med bannere, skilte, musikanlæg, fyrværkeri, balloner, røgmaskiner – og hujende studenter med blomster, fløjter og konfettikanoner. Og der blev kørt kortege rundt i byen i halvanden time – vogntog med 1700 hoppende, skrålende og festende studenter i rendyrket pumpende technofest.
Det var vi ikke med til. Her var jeg også fyldt op med kulturelle indtryk for en stund. Vi tog hjem og forberedte det sidste til aftenens fest, inden hovedpersonen ankom, standsmæssigt transporteret i mosters cabriolet.
Jeg nåede aldrig at lære den svenske studentersang på trods af, at den blev sunget adskillige gange.
Sjungom studentens lyckliga dag,
låtom oss fröjdas i ungdomens vår!
Än klappar hjärtat med friska slag,
och den ljusnande framtid är vår.
Inga stormar än
i våra sinnen bo,
hoppet är vår vän,
och vi dess löften tro,
när vi knyta förbund i den lund,
där de härliga lagrarna gro!
där de härliga lagrarna gro!
Hurra!
Jeg ved ikke, om det kan betale sig at lære den til næste gang. Den er svær. Jeg kan allerede sidste linje, og bagefter siger man skål. Det kan jeg også. Det må være nok.
Det var en härlig dag.
Hyrrrråååå!
