Lige ned i arvekassen
At tømme min mors hus var som en tur igennem IKEA: På et tidspunkt undervejs mistede jeg dømmekraften og fik behov, jeg ikke havde, da jeg gik ind.
Det er i hvert fald, hvad indholdet af min hjemtagne kasse blandede arvebolscher antyder. Alle i familien havde haft mulighed for at ønske og prikke ud, hvilke af mors efterladte ting, de gerne ville overtage, når hun selv havde taget det, hun gerne ville have med til sit nye hjem. Jeg var listebestyrer, og under mit navn på listen stod der egentlig ikke ret meget. Det gule æggeur, de hæklede mellemlægsservietter og portvinsglassene.
Men skulle grænsen være trukket der, skulle vi have sendt en anden over for at tømme hus. Der gik jo nostalgi i det, og faktisk skal vi nok være glade for, at det ikke gik værre.
Mangler jeg en håndmixer? Nej. Vi har endda en ekstra i kælderen, fordi vi heller ikke behøvede to, da vi flyttede sammen. Men det her er jo en Ballerup! Selveste en Balletto de Luxe. I original emballage. Man smider ikke kram ud.
Det anerkender hele verden.
Lyngbyvasen ville min mor have med. Men hvem har et Lyngby askebæger? Jeg har. Der er en hel barndom i det askebæger, og jeg vidste ikke engang, det var et Lyngby.
Et skandinavisk modeblad for toilette og kvindelige håndarbejder fra 1880? Jeg ved ikke, hvor det kommer fra. Eller hvad jeg vil med det. Men man smider det jo ikke ud, vel?
Mors store opskriftbog med et helt husmoderlivs håndskrevne opskrifter og mormors lille. Jeg kommer aldrig til at lave noget, der hedder Tobbington, men mormor startede på den i 1913. Sådan noget vil slet ikke i småt brændbart.
Måske kommer der engang en vinteraften lang nok til, at jeg pludselig broderer mors nye stramajbetræk til fodskamlen færdigt.
Der røg også kagegafler, fotografirammer med og uden gamle fotografier, en dug, et par fade og en skål, en rullemadras, stearinlys, brilleetuier og ostestrenge i kassen. Ja, jeg ved det godt! Dømmekraften røg med på genbrugspladsen.
Til gengæld var denne her hjemtagelse helt efter planen. Stopuret, der ringer så højt, at man kan høre over hele egnen, hvornår æggene er færdige og småkagerne skal ud af ovnen. Dét har vi ønsket os.
Om mindre end tre måneder skal vi selv flytte, og så skal alle de nye rare sager pakkes ned og flyttes igen. Yay…
