2. maj 2015 | At have have, Heldige mig, Hørt og set i forbifarten |
Jeg fik den fineste kompliment. På vej i kolonihaven på cykel med lydbog i ørerne passerede jeg en kvinde, der gik med en hund. Jeg hørte, hun råbte noget efter mig, og jeg stoppede op og slukkede for litteraturen.
”Dit hår er så smukt!”, gentog hun.
Jeg vidste godt hvem hun var. Og alligevel ikke. For mange år siden passerede vi hinanden på en sti. Jeg var på vej ned ad bakken med min førstefødte i klapvogn, hun på vej opad, trækkende med en cykel med to børn på. “Hvad hedder du?”, spurgte drengen. Jeg svarede, og han kvitterede med sit og sin lillesøsters navne og uddybede “Det er mig, der er (drengenavnet)”. “Hvis du skulle være i tvivl”, sagde kvinden smilende.
Siden har hun og jeg i mere end tyve år været på hilsefod, når vi har mødt hinanden i bybilledet. Bare hej og et smil, uden nogensinde at tale med hinanden. Førend i dag. Vi fulgtes ad de hundrede meter hen til haven, og stod lidt og snakkede, inden vi fortsatte hver til sit.
Det er ikke ret tit, man får komplimenter fra fremmede om hår og udstråling og det indtryk, man ellers kan gøre på andre. Eller ret tit, jeg selv uddeler roser til folk, jeg ikke kender. Man skulle gøre det noget oftere. Det gør glad.
Apropos ingenting og alting er her et billede af dét lykkelige øjeblik på året, hvor HELE flisegangen i haven er luget.
1. juni 2014 | At have have, den store bunke |
Fjernsynet kører med festforestilling og fejring i anledning af Prinsgemalens 80 års fødselsdag. Jeg er ikke kommet videre derfra. Er faktisk stadig lidt paf over, hvor høj Maria Rørby Rønn egentlig er. I rød kjole og på et par høje stiletter ragede hun så højt op over Dronningen og Prinsgemalen, som ikke er små mennesker, at jeg uvilkårlig kom til at tænke på halvkæmpen Madame Maxime, forstanderinden fra den franske troldmandsskole Beauxbaton fra Harry Potter.
Men nu er underholdningen i gang, og den gør jo ingen skade, så det får lov at køre, indtil der kommer nogle nyheder, der kan opdatere mig på verdens gang de sidste dage. Jeg har ikke holdt øje.
I dag har jeg stenet. Chillet. Slappet af. Var til 50 års fødselsdagsfest i går og er en lille smule træt i dag. Har lidt ondt i halsen. Passer på mig selv inden en ny uge. Var et par timer i haven. Den nye vander var ikke nem at få til at fungere. Faktisk kunne vi overhovedet ikke få den til at køre hele vejen rundt. Det er helt urimeligt, at to forholdsvist begavede mennesker skal slås hjem af en cirkelvander, der kun vil cirkelvande partielt.
Vi opgav nu ikke uden koncentreret googling.
Derefter blev vippevanderen taget til nåde et kort stykke tid, ingen udgangen blev en kombination af det sunde stykke fra den gamle vander, som jeg ødelagde, og et sundt stykke fra den nye vander. Dermed kan hele køkkenhaven igen vandes i én omgang, og imens skal vi huske at nyde lige så meget, som vi yder. Astrid har et helt naturligt talent for at nyde.
2. juli 2013 | At have have |
Kvarter over fyraften skrev jeg sms til yngsten: “Jeg er i haven, som jeg sagde. Jeg ved ikke helt, hvor længe jeg bliver ved. Vi ses senere. Du må også gerne komme herop.”
Han har siden dimissionen i onsdags tilbragt størsteparten af sin tid på langs, enten i sin seng eller på en madras foran fjernsynet. Der har været noget fodboldturnering og nu – oh, joy – Tour de France. Han svarede: “Okay, du må hygge dig :-)”.
Det gjorde jeg. Der trængte til at blive luget. Altså lidt. Selv om vi startede hele haveprojektet med at fjerne det øverste lag jord, der hvor ukrudtet var, er der noget der har overlevet. Er jeg ikke efter det, tager det pludselig fart og får overtaget. Og det vil jeg ikke. Det skal ikke være en pillet og strømlinet have, men lige i køkkenhaven har jeg altså bestemt mig for, at jeg vil være den, der har kontrollen. Så jeg monterede Haruki Murakamis 1Q84 – jeg er i gang med bog 3 – i ørerne og gik i gang med ukrudtet. Det fede ved havearbejde er, at jeg kan gå i gang med en plan om en bestemt opgave, og to timer senere har jeg gjort noget helt andet. Det er ren meditation.
I dag holdt jeg dog nogenlunde retningen og arbejdede lige dér, hvor jeg havde tænkt.
Uh, jeg er glad for den plet!
Store forventninger til tomathøsten
Løvefod og fredløs. Siger de voksne.
Fuglene vandt ribskrigen
Verdens bedste lille sted i al sin frodighed. Og med friskslået græs. Og nyluget.
Kom forbi haveforeningens fælleshus. Det her kunne man da godt overveje. Måske. Jeg kan da altid spørge, om de har brug for en grafiker.