21. maj 2014 | den store bunke |
Toyota-nyt, Toyota-gammelt.
Jeg er begyndt at tilbringe en del tid på vejene. Hvide T er kommet i daglig vigør på sine gamle dage. De rolige dage i parkeringskælderen er ovre, og jeg har fået langt mere tid til at lytte til bøger, mens jeg transporterer mig.
Det kan jo aldrig blive en god forretning at være bilejer, det ved alle, men i håbet om at komme det nærmere drømmer jeg om en smækker ny bil, der kører godt med langt på literen. Måske er min gamle bil foruden alle sine andre kvaliteter tankelæser og har strammet sig an for ikke at blive erstattet af en yngre model.
Den seneste uges notater og udregninger viser, at den kører 15,3 km på literen. Det er da ikke så dårligt af sådan en sveske fra 1995.
20. maj 2014 | den store bunke |
Så sad jeg der i en frokostpause med en flok nye mennesker, der var fulde af imødekommende nysgerrighed og gerne ville vide, hvad jeg er for en.
“Er det så gymnastik, eller er det badminton, du beskæftiger dig med i din fritid?”
Jamen, det må da være, fordi det bare lyser ud af mig, at jeg motionerer på én eller anden måde, at han ikke spurgte, om det var porcelænsmaling eller slægtsforskning, jeg kastede mig over, når jeg kom hjem.
Hvor er det ærgerligt, at han ikke spurgte, om jeg eventuelt havde løbet fire halvmaraton.
16. maj 2014 | den store bunke |
Drengene og jeg besøgte min mor. Vi besøgte også min far på kirkegården, og vi kørte til Gyldensteen Strand, hvor jeg ikke har været før. Et stort område øst for Bogense er blevet genetableret som lavvandet fjordlagune efter at have været inddæmmet og opdyrket siden 1870-71. I marts blev digerne åbnet, så 215 hektar igen er oversvømmede. Der er allerede kommet masser af fugle, og området er et besøg værd.
Min mor med vind i håret og udsigt til Stegø Mølle henover den nye kystlagune.
Drengene slår historisk mange smut.
Jeg nåede halvanden times aftenhavearbejde i kolonihaven. Tænkte på Birthe Wilke.
Nylugede blomstrende jordbær med opadstormende kartoffelplanter i baggrunden.
Imens var Morten og Astrid på bukkejagt og skød en lille buk.
Det var en god dag.
15. maj 2014 | den store bunke |
Jeg er et macmenneske, som står i forhold til en pctype.
Vi forsøger at undgå den religionsfejde, der ofte er mellem Apple- og Windowsbrugere. Der er på ingen måde tale om, at vi er ved at assimilere. Ingen af os kunne drømme om at konvertere til den andens værktøj, vi betragter begge vores computere som en forlængelse af vores hænder. Men i stedet for hele tiden at håne – “Ha, du skulle tage at gå over til mac!”, “Det der er meget nemmere på en pc!” (vi kommer kun lidt til det engang imellem) – er vi enige om at betragte vores digitale kulturer som et forrygende godt supplement til hinanden.
For et par måneder siden gik min baby i sort. Fuldstændig. Ikke til at redde. Jeg har heldigvis fået en ny baby, og jeg er glad igen. Men der var nogle ting på den gamle harddisk, som jeg gerne ville have ud.
Det må have været nærmest paradisisk for en inkarneret pc-fortaler at få lov at splitte æblet ad.
13. maj 2014 | den store bunke |
I lørdags brugte jeg en hyggelig eftermiddag hos Laura, hvor jeg blandt andet satte svævehylder op for hende. Jeg kan godt det. Jeg har sat mange svævehylder op, og jeg var rejst ud på missionen med min boremaskine, korrekt størrelse bor til de skruer og rawplugs, som var udvalgt hjemmefra, skruemaskine, bits i alle varianter, vaterpas og godt humør. Støvsugeren havde jeg glemt.
Vi var et godt team til udmålinger og afmærkninger, datter og jeg. Først satte vi en knagerække op, og så gik vi over til hylderne. Murstensvæg, god at bore i. Jeg skulle trykke hårdt, men hullerne blev dybe nok til de lange plugs og skruer. Jeg kunne bare ikke skrue skruerne i bund, så jeg endte med at hive arrangementet ud af væggen igen, genbore lidt og bruge kortere skruer. Jeg vurderede, at det var bedst ikke at sætte vildt tunge ting på hylderne, men at det nok skulle holde.
Og der var lejlighed til at lave sjov med min license to drill. Kry var jeg.
Søndag aften spurgte jeg Laura, om hylderne holdt. Det var mest et retorisk spørgsmål, for selvfølgelig gjorde de det.
Hun svarede, at faktisk var den øverste hylde så skæv, at hun ikke turde have noget på den, og sendte mig dette billede.
Arghh!!
Det var ikke rart. Jeg var knækket på min handyære, og jeg ville gerne være kørt til Aarhus selv og have rettet op på mit eget håndværkerkiks. Det manglede bare. Men det var ikke logistisk praktisk, og jeg er et stort nok menneske til først og fremmest at tænke på barnets tarv, så jeg sagde med værkførerautoritet: Jeg sender en mand.
Morten skulle alligevel til Aarhus i dag, så han har været (sendt) forbi og udbedret skaderne.
Hmmmmpf.
Handymor er beskæmmet. Hende skal vi ikke regne med at høre mere til.
12. maj 2014 | den store bunke |
Ældste søns facebookstatus engang i april: The Blues (efterfulgt af et hjerte).
Lynhurtig privat besked fra mig: Er du ked af det? Knus mor.
Tålmodigt svar fra søn: Nej nej (glad smiley) “The Blues” er Chelseas kælenavn, og de er lige gået videre til semifinalen i Champions League (’like’-hånd)
