14. maj 2015 | den store bunke |
I dag har jeg løbet Kalkmineløbet. Det er fjerde gang, jeg løber det løb. Samme distance hver gang, en kvartmaraton, 10,54 km.
Det, jeg er blevet rigtig god til, er at være længere og længere ude på ruten for hvert år. Det lykkedes også i år, hvor jeg lagde 2 minutter og 6 sekunder til min tid fra sidste år. Hvis man regner startgebyret ind i det, bliver minutterne ude på ruten billigere og billigere for hvert år. Det glæder jeg mig over. Billigt er en stor kvalitet for mig.
Det, andre gør, er at melde sig til et løb og så træne sig op til det. Det gør jeg ikke. Jeg skaffer et startnummer med kort varsel, løber løbet og træner bagefter. I aften kan jeg godt mærke i mine ben, at jeg skal se at komme i gang med at træne.
Kalkmineløbet løbes i et meget kuperet terræn omkring kalkgruberne i Mønsted og Daugbjerg. Ruten er lavet ud fra devisen, at hvis der er et bjerg, skal man over det, og hvis der er nogle kalkminer, skal man ind i dem. Det er en krævende rute, men egentlig synes jeg ikke, det var fuldstændigt vanvittig hårdt i år. Det skyldes nok, at jeg var mentalt forberedt og ikke kom derud og troede, jeg var en farlig ka’l. På det område er jeg altså OGSÅ blevet bedre end sidste år.
Jeg er snart klar til at stille op i VM i Dygtig.
Og forresten: Tak for i dag, Kalkmineløbet og Vestjysk Bank. I er også gode.
29. maj 2014 | den store bunke |
Overskriften er en sang fra Min Søsters Børn Vælter Byen fra 1968, som blev sunget af Dirch Passer og Pusle Helmuth. Der er som sådan ikke noget mentalt galt med mig, men jeg bruger meget tid lige nu på at bygge om i øverste etage og vænne mig til, at jeg i stedet for at arbejde lokalt nu kører en lille time morgen og eftermiddag for at transportere mig til og fra et nyt arbejdssted.
Min hidtidige arbejdsplads er købt af en anden grafisk virksomhed, og jeg har fremover fysisk arbejdsplads der. Jeg er allerede i fuld gang med omplantningen af mig selv. Selve arbejdet er fint, jeg passer ind, knokler som en travhest og tilvænner mig. Det går godt med det, men omstillingen til nye omgivelser og nye kolleger kræver selvsagt energi. Hvad jeg arbejder hårdest på at tage ind i mit system, er en anderledes dagsrytme. Jeg står op en time før jeg plejer og møder en halv time før vanligt. Jeg er B-menneske og arbejder virkelig mentalt på at nærme mig A’et. Efter 19 forkælede år med cykel- og gåafstand til arbejde tilbringer jeg og min bil nu op mod to timer dagligt på landevejen. Vi er jo arbejdsheste begge to – om end Hvide T nok har kunnet mønstre flere hestekræfter i sit tidligste liv end nu – og er et stærkt team. Jeg lytter til lydbøger, og bilen demonstrerer alle de lyde, den kan, og sviner sig til i døde insekter.
Al den omvæltning har kostet på bloggefrekvensen på det seneste. Det tilretter sig i takt med, at jeg tilvænner mig.
På det allerseneste er der også sket det, at yngsten er udfordret med nye omgivelser og nye kolleger. Han har fået ungarbejde. Udstyret med Fakta-T-shirt og Ny-medarbejder-badge debuterede han ved kassen i går, og da han kom hjem, smed han sig på sengen og sov snart efter som en sten. Efter en flot tid ved Søndersøløbet tirsdag aften, idræt i skolen i går og fire timers varescanning var der udsolgt, indtil jeg vækkede ham til den fedt- og friturebaserede ovnvarmede aftensmad, jeg havde orket at slæbe mig ned i Rema 1000 og finde på. Måske skal jeg til at tænke Fakta ind i indkøbsmønsteret, hvis der nu dumper en medarbejderrabatordning ind i husstanden.
I dag var der endelig en dejlig mulighed for langsom morgenmad med avis, og jeg nød det.
Ligesom yngsten, kæresten og tolvhundrede andre løb jeg også Søndersøløb tirsdag aften, og lad mig bare sige det: Det er ikke god form, der plager mig. Jeg ærgrer mig ikke, konstaterer bare, at det er nogle år siden, jeg peakede i min formkurve. Jeg er blevet tykkere og dovnere, og sådan er det bare. Nu. Jeg var seks minutter længere tid ude på ruten end min personlige rekord. Og ruten er altså bare 5,8 km.
Jeg ville ikke bytte mit nuværende liv for det liv, jeg havde, dengang jeg var tyndere og godt løbende. Derfor ærgrer jeg mig ikke over mine løbstider og min runde form.
Allerede i eftermiddag monterer jeg en ny løbetrøje og et nyt startnummer og kaster mig ud i Kalkmineløbet, som Gerda, en af mine fellow løbedamer på Facebook, meget præcist beskriver sådan her: “så er vi snart på vej til løbet, som vi elsker og hader. Kalkmineløbet, som går op-og-ned-og-ud-og-ind-og-er-varmt-og-koldt-og-som-bare-bli’r-ved-og ved. Glæder mig både til at komme derud og til at komme hjem igen”.
Jeg ved ikke helt, hvorfor jeg gør det, men før jul virkede det som en god ide. Med mit nye tempo kommer det vel til at tage mig mindst halvanden time at tilbagelægge en kvartmaraton. Det er også en slags rekord. Der kommer ingen billeder. Alle fotograferne er gået hjem, når jeg kommer forbi. Til gengæld regner jeg med at nå at få opklaret de mord, min lydbogsdrabschef arbejder med.
Og bagefter har jeg en masse Kristi Himmelfartsferie at nyde.
24. april 2014 | den store bunke |
Jeg har lige løbet tre kilometer. Det er flot. Er vi nødt til at synes.
Til jul fik Morten en gave, han overhovedet ikke havde ønsket sig. Startnummer til en kvartmaraton ved Kalkmineløbet i slutningen af maj. Jeg havde også købt et nummer til mig selv og så det lidt som en udfordring og opfordring til os selv; vi ville sikkert bedre kunne komme af sted på løbeture, hvis vi trænede til noget. Det var i december, jeg tænkte sådan. Og fik ham til at tænke det samme.
Kristi Himmelfartsdag er faktisk … snart. Min statistik på Endomondo taler for sig selv.
Vi løb samme distance til Kalkmineløbet i både 2012 og 2013. Her er vi sidste år. Jeg forstår ikke, hvorfra Morten har hentet kræfter til det smil. Hvis det er et smil? Det var op ad bakke. Hele løbet er op ad bakke.
Lige forinden har fotografen fanget et Kodak moment. Prøv at se hvor sødt! Limegrønne mand rækker hånden ud til Pink lady og siger (gisper) sikkert: “Kom nu, du kan godt, det er bare en lille bakke, der kun findes inde i dit hoved!”.
Jeg ved ikke, hvem af os der skal tage opbakningstjansen i år. Jeg er nok nødt til at vinkle resultatet på samme måde som sidste år. At ’det er længe siden, jeg har kunnet løbe så længe…’
Men lad os nu bare se det fra den glade side: I april har jeg allerede løbet tre gange så meget, som jeg gjorde i marts.
Tak til den ukendte fotograf for at have foreviget en lille historie.
