Det er mentalt, det er galt
Overskriften er en sang fra Min Søsters Børn Vælter Byen fra 1968, som blev sunget af Dirch Passer og Pusle Helmuth. Der er som sådan ikke noget mentalt galt med mig, men jeg bruger meget tid lige nu på at bygge om i øverste etage og vænne mig til, at jeg i stedet for at arbejde lokalt nu kører en lille time morgen og eftermiddag for at transportere mig til og fra et nyt arbejdssted.
Min hidtidige arbejdsplads er købt af en anden grafisk virksomhed, og jeg har fremover fysisk arbejdsplads der. Jeg er allerede i fuld gang med omplantningen af mig selv. Selve arbejdet er fint, jeg passer ind, knokler som en travhest og tilvænner mig. Det går godt med det, men omstillingen til nye omgivelser og nye kolleger kræver selvsagt energi. Hvad jeg arbejder hårdest på at tage ind i mit system, er en anderledes dagsrytme. Jeg står op en time før jeg plejer og møder en halv time før vanligt. Jeg er B-menneske og arbejder virkelig mentalt på at nærme mig A’et. Efter 19 forkælede år med cykel- og gåafstand til arbejde tilbringer jeg og min bil nu op mod to timer dagligt på landevejen. Vi er jo arbejdsheste begge to – om end Hvide T nok har kunnet mønstre flere hestekræfter i sit tidligste liv end nu – og er et stærkt team. Jeg lytter til lydbøger, og bilen demonstrerer alle de lyde, den kan, og sviner sig til i døde insekter.
Al den omvæltning har kostet på bloggefrekvensen på det seneste. Det tilretter sig i takt med, at jeg tilvænner mig.
På det allerseneste er der også sket det, at yngsten er udfordret med nye omgivelser og nye kolleger. Han har fået ungarbejde. Udstyret med Fakta-T-shirt og Ny-medarbejder-badge debuterede han ved kassen i går, og da han kom hjem, smed han sig på sengen og sov snart efter som en sten. Efter en flot tid ved Søndersøløbet tirsdag aften, idræt i skolen i går og fire timers varescanning var der udsolgt, indtil jeg vækkede ham til den fedt- og friturebaserede ovnvarmede aftensmad, jeg havde orket at slæbe mig ned i Rema 1000 og finde på. Måske skal jeg til at tænke Fakta ind i indkøbsmønsteret, hvis der nu dumper en medarbejderrabatordning ind i husstanden.
I dag var der endelig en dejlig mulighed for langsom morgenmad med avis, og jeg nød det.
Ligesom yngsten, kæresten og tolvhundrede andre løb jeg også Søndersøløb tirsdag aften, og lad mig bare sige det: Det er ikke god form, der plager mig. Jeg ærgrer mig ikke, konstaterer bare, at det er nogle år siden, jeg peakede i min formkurve. Jeg er blevet tykkere og dovnere, og sådan er det bare. Nu. Jeg var seks minutter længere tid ude på ruten end min personlige rekord. Og ruten er altså bare 5,8 km.
Jeg ville ikke bytte mit nuværende liv for det liv, jeg havde, dengang jeg var tyndere og godt løbende. Derfor ærgrer jeg mig ikke over mine løbstider og min runde form.
Allerede i eftermiddag monterer jeg en ny løbetrøje og et nyt startnummer og kaster mig ud i Kalkmineløbet, som Gerda, en af mine fellow løbedamer på Facebook, meget præcist beskriver sådan her: “så er vi snart på vej til løbet, som vi elsker og hader. Kalkmineløbet, som går op-og-ned-og-ud-og-ind-og-er-varmt-og-koldt-og-som-bare-bli’r-ved-og ved. Glæder mig både til at komme derud og til at komme hjem igen”.
Jeg ved ikke helt, hvorfor jeg gør det, men før jul virkede det som en god ide. Med mit nye tempo kommer det vel til at tage mig mindst halvanden time at tilbagelægge en kvartmaraton. Det er også en slags rekord. Der kommer ingen billeder. Alle fotograferne er gået hjem, når jeg kommer forbi. Til gengæld regner jeg med at nå at få opklaret de mord, min lydbogsdrabschef arbejder med.
Og bagefter har jeg en masse Kristi Himmelfartsferie at nyde.
