24. april 2017 | At have have, den store bunke |
Såeeh, jeg slog græs sidste tirsdag, og hvad skete der så? Blev jeg hentet af et rumskib fra en fjern galakse, så dét er forklaringen på, hvorfor jeg så brat forsvandt fra jordens overflade, også kaldet Grevindens residens?
Næ.
Mit jordiske hylster har været her hele tiden, men når man inden for ti dage både flytter hele sit hjem og starter på nyt arbejde, er konsekvensen et liv helt og aldeles uden rutiner. Fuldstændigt. Ingenting er som det plejer, der er ingen etablerede måder at gøre noget på, jeg ved ikke hvor lang tid det tager at komme nogen steder hen, hvilket badeværelse det er mest bekvemt at bruge til hvad om morgenen, hvilke nye logins jeg skal bruge til hvad, hvilke nye procedurer jeg allerede har glemt igen, hvordan jeg kommer fra A til B i firmadomicilet, hvornår vi får tømt de to allersidste flyttekasser, så flyttemanden kan hente hele stakken, hvad vi overhovedet skal have der, hvor flyttekassestakken er nu.
Forleden morgen trak jeg cyklen ud af skuret for at cykle på arbejde med en skinnende glorie på, konstaterede at verden var uforholdsmæssigt sløret, fordi jeg havde glemt at tage kontaktlinser på – det var ikke blevet en veletableret rutine i mine nye omgivelser (dét med at have to badeværelser!), satte cyklen ind igen, fordi jeg så ikke ville kunne nå at cykle, monterede kontaktlinser, satte mig ind i bilen og konstaterede, at brændstofstanden var så lav, at jeg end ikke vidste, om jeg overhovedet kunne nå hen til tanken, nåede hen til tanken og valgte naturligvis den defekte stander, der ikke ville tage mit kort i hverken første, andet eller tredje forsøg, så jeg måtte ind og hente en medarbejder i butikken, tankede og sneglede mig igennem morgentrafikken, som også er ny for mig i dén retning, jeg skal, og overvældende på dét tidspunkt. Jeg er ikke sikker på, om jeg nåede frem til tiden. Det gjorde jeg vist ikke.
Samtidig har Morten haft en omfattende arbejdsopgave, som jeg også har været involveret i, og så er der forberedelserne til Astrids konfirmation på lørdag. Desuden har jeg fået ny telefon, som skulle sættes i gang, og forleden aften crashede harddisken på min bærbare Mac. Det var ikke så godt, hverken i forhold til førnævnte store opgave eller konfirmationsforberedelserne. Morten er den rolige af os, når den slags sker, og det var ham, der – selv om han var lige så udmattet som jeg – sad oppe googlende og nørdende det halve af natten og endte med at sætte ny harddisk i og genetablere al software, så jeg stort set kunne fortsætte hvor jeg slap, da jeg stod op næste morgen. Han er fantastisk!
“Det bliver bedre i næste uge!”, messer vi til hinanden, når vi kigger op fra skærmene eller passerer hinanden på vej i forskellige retninger, mens vi undlader at se på inventarkaos i husets kroge. Og det gør det. Det er faktisk allerede begyndt. Toppen af presset forsvinder. Vi bliver hele tiden bedre til at bo i vores hus. Jeg har lige hentet de spisebordslamper, vi bestilte for et par uger siden, og en af os sætter dem op. Nyt job tegner godt. Det bliver bedre vejr. I går lagde jeg kartofler og satte løg i kolonihaven og slog græsset derude, og solen skinnede, som billedet viser.
Flere data er det ikke nødvendigt at lagre. Det skal nok gå.
29. maj 2014 | den store bunke |
Overskriften er en sang fra Min Søsters Børn Vælter Byen fra 1968, som blev sunget af Dirch Passer og Pusle Helmuth. Der er som sådan ikke noget mentalt galt med mig, men jeg bruger meget tid lige nu på at bygge om i øverste etage og vænne mig til, at jeg i stedet for at arbejde lokalt nu kører en lille time morgen og eftermiddag for at transportere mig til og fra et nyt arbejdssted.
Min hidtidige arbejdsplads er købt af en anden grafisk virksomhed, og jeg har fremover fysisk arbejdsplads der. Jeg er allerede i fuld gang med omplantningen af mig selv. Selve arbejdet er fint, jeg passer ind, knokler som en travhest og tilvænner mig. Det går godt med det, men omstillingen til nye omgivelser og nye kolleger kræver selvsagt energi. Hvad jeg arbejder hårdest på at tage ind i mit system, er en anderledes dagsrytme. Jeg står op en time før jeg plejer og møder en halv time før vanligt. Jeg er B-menneske og arbejder virkelig mentalt på at nærme mig A’et. Efter 19 forkælede år med cykel- og gåafstand til arbejde tilbringer jeg og min bil nu op mod to timer dagligt på landevejen. Vi er jo arbejdsheste begge to – om end Hvide T nok har kunnet mønstre flere hestekræfter i sit tidligste liv end nu – og er et stærkt team. Jeg lytter til lydbøger, og bilen demonstrerer alle de lyde, den kan, og sviner sig til i døde insekter.
Al den omvæltning har kostet på bloggefrekvensen på det seneste. Det tilretter sig i takt med, at jeg tilvænner mig.
På det allerseneste er der også sket det, at yngsten er udfordret med nye omgivelser og nye kolleger. Han har fået ungarbejde. Udstyret med Fakta-T-shirt og Ny-medarbejder-badge debuterede han ved kassen i går, og da han kom hjem, smed han sig på sengen og sov snart efter som en sten. Efter en flot tid ved Søndersøløbet tirsdag aften, idræt i skolen i går og fire timers varescanning var der udsolgt, indtil jeg vækkede ham til den fedt- og friturebaserede ovnvarmede aftensmad, jeg havde orket at slæbe mig ned i Rema 1000 og finde på. Måske skal jeg til at tænke Fakta ind i indkøbsmønsteret, hvis der nu dumper en medarbejderrabatordning ind i husstanden.
I dag var der endelig en dejlig mulighed for langsom morgenmad med avis, og jeg nød det.
Ligesom yngsten, kæresten og tolvhundrede andre løb jeg også Søndersøløb tirsdag aften, og lad mig bare sige det: Det er ikke god form, der plager mig. Jeg ærgrer mig ikke, konstaterer bare, at det er nogle år siden, jeg peakede i min formkurve. Jeg er blevet tykkere og dovnere, og sådan er det bare. Nu. Jeg var seks minutter længere tid ude på ruten end min personlige rekord. Og ruten er altså bare 5,8 km.
Jeg ville ikke bytte mit nuværende liv for det liv, jeg havde, dengang jeg var tyndere og godt løbende. Derfor ærgrer jeg mig ikke over mine løbstider og min runde form.
Allerede i eftermiddag monterer jeg en ny løbetrøje og et nyt startnummer og kaster mig ud i Kalkmineløbet, som Gerda, en af mine fellow løbedamer på Facebook, meget præcist beskriver sådan her: “så er vi snart på vej til løbet, som vi elsker og hader. Kalkmineløbet, som går op-og-ned-og-ud-og-ind-og-er-varmt-og-koldt-og-som-bare-bli’r-ved-og ved. Glæder mig både til at komme derud og til at komme hjem igen”.
Jeg ved ikke helt, hvorfor jeg gør det, men før jul virkede det som en god ide. Med mit nye tempo kommer det vel til at tage mig mindst halvanden time at tilbagelægge en kvartmaraton. Det er også en slags rekord. Der kommer ingen billeder. Alle fotograferne er gået hjem, når jeg kommer forbi. Til gengæld regner jeg med at nå at få opklaret de mord, min lydbogsdrabschef arbejder med.
Og bagefter har jeg en masse Kristi Himmelfartsferie at nyde.
