24. juni 2014 | den store bunke |
Købt en ny bil
Modtaget en vældig fartbøde
Været akut hos tandlægen og er startet på en rodbehandling
og inden ugen er omme, indbetaler vi indskud mm., svarende til fem måneders husleje, for vores nye lejlighed
Jeg har lidt undladt at tælle sammen. “Utroligt, at du står op endnu”, siger yngsten. Men jeg har tilsyneladende overskredet en tærskel. Det kan nærmest ikke ryste mig længere, når der kommer nye udgifter. Det går nok, tænker jeg. Og lader som om jeg har ekstra ret til at trække på kassekreditten, når jeg nu ikke har gjort det før. Det løser sig. Sagde vi.
Men nu behøver der altså heller ikke at komme flere overraskelser.
Var der nogen, der nåede længere end til første linje? Nogen der stadig ikke er kommet sig over, at jeg er nævnt i samme sætning som ordene “ny bil”? Men det var sådan det gik. Den seneste uge har jeg siddet bag rattet i flere forskellige biler, end jeg har gjort de foregående tyve år.
Toyota Carina aka Hvide T (R.I.P.)
Peugeot 306 (eller noget), som jeg lånte af en velvillig ven
Toyota Aygo, som jeg lånte for at se, om jeg ville have sådan en
Hyundai i10, som jeg prøvekørte og mente i en time, at jeg ville købe
Toyota Aygo Xpress, som jeg prøvekørte og faldt for. Og købte. Så hurtigt, at jeg blev den første køber i regionen og kom på forhandlerens facebookside
Toyota Yaris, som vi lejede i weekenden
Toyota iQ, som jeg har lejet, indtil jeg får min nye bil, og som er så lille, at hvis man kommer gående langs siden af den, slipper den op efter tre skridt.
Derudover har jeg været passager i en Toyota Verso.
Sikke voksen jeg har skullet være.
18. juni 2014 | den store bunke |
I forgårs luftede jeg tanken om, at noget var dødt under motorhjelmen på min bil, fordi der lugtede så råddent i kabinen. I går viste det sig pludselig, da jeg drejede nøglen i tændingen efter at have tanket op, at der var noget dødt. Det var batteriet, og nu er jeg så meget klogere, at jeg ved, at rådden lugt også kan skyldes et batteri, der er ved at klappe sammen og lækker ubehageligheder på sin deroute.
Her holder Hvide T med punkteret lunge. Og med sin 60 liters benzintank helt fuld. Øv!! Til begge dele.
Patienten er diagnosticeret. Det er ikke helt nok med et friskt batteri, og i øjeblikket holder den stille – fordi det er hvad den kan – og ved ikke, hvor tæt jeg er på at opløse sytten års registreret partnerskab. Jeg kigger på lille ny bil. Det er både spændende og sørgeligt. Og udmattende.
I aften er det mig, der er på lavt batteriniveau efter at have tænkt så mange voksentanker om biler og finansiering og afgifter og forsikring og komfort og kilometerpris og udbetaling og service og sikkerhed. Der er ikke tale om, at jeg går i tomgang. Det er lavere end det.
På den gode side er der sket det forunderlige, at jeg har gennemført niveau 266 i Candy Crush. Det har jeg bakset med i mange uger.
Så var der ikke flere opdateringer for i dag.
16. juni 2014 | den store bunke |
Vaskemaskinen lugter. Af gammel råddenskab. Ældste søn gjorde opmærksom på det; – jeg ved ikke, hvorfor det ikke ramte min næse først, men nu synes jeg, lugten forfølger mig overalt.
Jeg har haft fingrene inde i dens ukendte folder, og de var klamme, da de kom ud igen. Som at have stukket hånden i halvstørknet andefedt fra sidste jul. Jeg har fjernet, hvad jeg kunne få fat i, og det var klamt nok, men lugten er der stadig. Jeg kørte en Rodalonvask i går, og det hjalp lidt, men ikke nok, så nu går jeg i kamp.
Lige nu kører en klorvask, og her lugter af barndom. Her lugter af lørdag. Hver lørdag eftermiddag lagde min mor karkluden – som var lavet af min fars kasserede og iturevne undertrøjer med lodden vrang – i klorvand. Den skulle ligge i en kloropløsning i et stykke tid og bagefter skylles i tre hold vand. Og bryggerset lugtede af klor, og jeg havde værelse ovenover. Og hænderne på den, der blev sat til at skylle karkluden op, lugtede af klor. Siden har lugten af klor bragt min barndoms karklude tilbage til mig.
Vaskemaskinen er fuld af klorskum. Jeg håber, den bliver frisk igen.
Jeg synes egentlig også, min bil lugter råddent. Især når det er varmt, strejfes jeg af kloaklugt på min vej gennem landet, og jeg er lidt bange for, at jeg selv bringer den med. Som om nogen er død i motoren. Jeg har ikke kigget efter, og jeg ved heller ikke, hvordan jeg skulle behandle bilen. Sprøjte den med en kloropløsning, fylde den med vand og ryste den? Ligesom engang, jeg skulle have benzin på min Puch Maxi: Tankstationen, jeg var inde på, havde ikke færdigblandet knallertbenzin, så den gamle tankpasser hældte almindelig benzin i tanken, tilføjede et passende skvæt olie og bad mig om at ryste knallerten.
Nå, i første omgang lader jeg som ingenting og håber, det går over. Det gør det jo tit.
15. juni 2014 | At have have |
Jeg har arbejdet hårdt i dag. På at huske, at en gang imellem skal man nyde mere end yde. Jeg gjorde mig umage. I to timer lå jeg på solsengen i kolonihaven og holdt øje med, at vanderen drejede rundt, imens jeg hørte lydbog. Jeg var god til det.
Faktisk var jeg heller ikke arbejdsdygtig. Balleskaden fra altanskuringen i går kan stadig mærkes, og kun når jeg sad på en bestemt måde i solsengen, mærkede jeg den ikke. Derfor havde jeg bestemt hjemmefra, at jeg ikke skulle lave noget som helst fysisk i dag, udover at holde øje med det hele. Og der var sandelig nok at se til.
Der var svævefly over byen. Der var solsorte der tjekkede jordbærrenes rødmen. Der var vanderen i sving. Der var naboen som klippede hæk. Der var løbere ude på vejen. Og til jer to – I ved, hvem I er –, der løb forbi: Næste gang kommer I da bare ind og får et glas koldt vand. I så jo, jeg var der – jeg hørte jer nævne mit navn.
Vanderen var dygtig til at passe sit arbejde. Jeg holdt øje med den.
Jeg holdt også øje med, om skvalderkål og fredløs gror. Det gør de. De er gode til det. Og det ser ud til, at fuglene husker at snuppe ribsene i takt med, at de rødmer.
14. juni 2014 | den store bunke |
Jeg sidder på altanen og gearer ned efter en dag i lavt gear. Det eneste, jeg har lavet i dag, – udover at vaske en kulørtvask – er at skure altangulvet for alger og fugleklatter, mens jeg passede på, at vandet ikke løb ud over kanten og ned på underboerne, der var ved at male et stort skab på deres altan. Anstrengelserne trak spor. Ikke i deres hvide maling, men i mig. Jeg må have forstrukket en central muskel i den ene balle og har siden haltet og humpet og ømmet mig. Jeg fik Lasse og Astrid til at bære ting, som skulle på genbrugspladsen, ned til bilen og insisterede på, at de begge to skulle tage med derud for at bære tingene fra bilen til containerne. Og bagefter hjælpe mig med at købe ind, så jeg ikke behøvede at slæbe varerne op på tredje. De brokkede sig ikke, og det var hyggeligt.
Aftensmad kunne jeg lave. Og se Frozen sammen med Astrid kunne jeg også. Og nu sidder jeg og er tilpas på altanen, hvor der hverken er fodbold, Le Mans eller nogen, der sover. Bare stille sommeraften med svaler i luften, lyden af et udsugningsanlæg og klirrende bestik i restauranten i den næste baggård og en rosafarvning af himlen, mens lyset langsomt forsvinder.
