Aha!!

I sidste uge verserede en Ting-du-ikke-vidste-historie på Facebook. Titlen var noget med Kig på pilen – de færreste ved, hvorfor den er der, og handlede om benzin-ikonet på bilers display. På instrumentbrættet. Ved siden af den lysende benzintank er der en lille pil, som viser, i hvilken side af bilen benzintanken sidder. Og den pil er der ikke mange, der er opmærksomme på og kender betydningen af, var artiklens påstand.

Kommentartråden var spækket med ironiske kommentarer som “Jaerh, og i næste uge får vi at vide, hvad det der håndtag mellem sæderne er til”, “Det lærer man da, når man tager kørekort” og “Hvor dumme tror I lige, vi er?!?”, “Min kørelærer sagde det”.

Men JEG anede det ikke!! Morten gjorde heller ikke. Masser af gange har jeg spurgt eller været ude at kigge efter, når jeg har skullet fylde brændstof på en ukendt bil, ny eller lånt, for at vide fra hvilken side jeg skulle køre ind til tankanlægget.

For mig var artiklen altså en åbenbaring. Og seeeeee, min bil har også en pil!

benzinpil

Såret på fundamentet

Det har været en skidt uge på bilfronten. På dækfronten. Og jeg er ramt på lidt mere end retfærdighedsfølelsen og pengepungen. Det er ikke så godt. Mandag morgen kom jeg ned i parkeringskælderen og fandt min bil – og kun min – på fire flade dæk. Ligesom for tre uger siden. Men denne gang kunne det bare ikke klares med en kæk bemærkning og fire friske pust. Der var skåret en flænge i hvert dæk, bred nok til at presse tre fingre ind.

Hærværk. Ikke længere bare drengestreger.

Der var ikke andet at gøre end at gå i aktion. Ringe til politi (som modtog anmeldelsen og henlagde den med det samme), til forsikringsselskab, til autohjælp, til forsikringsselskab igen, til autohjælp igen, til værksted. Låne en bil og køre på arbejde med to timers forsinkelse og udsigt til et par bøvlede dage uden bil og en økonomisk øretæve på størrelse med forsikringens selvrisiko.

Øv, altså!

Først og fremmest forstår jeg ikke hvorfor. Hvorfor mig? Hvorfor min bil? Hvorfor nogens bil overhovedet? Hvem gør det? Hvem har fornøjelse af at gøre det? Jeg kan ganske enkelt ikke følge tankegangen. Jeg har ingen grund til tro, at det er hærværk rettet mod mig personligt, men jeg kan ikke tro andet, end at det er den eller de samme, der har gjort det begge gange. Alt andet ville være for mærkeligt.

Jeg har fået nye dæk på og er rullende igen. Forsikringsselskab og værksted tog over, og selvrisikoen bliver trukket fra kontoen ved lejlighed. Og jeg burde lade det fare, for det er hvad jeg kan gøre ved det. Men så nemt er det ikke helt. Jeg er ramt. Utryg. Ked af det. Jeg har ikke lyst til at parkere i p-kælderen foreløbigt. For jeg ved ikke, hvad jeg er oppe imod. Hvis jeg er oppe mod noget. Jeg kender ikke modstanderen, så jeg kan ikke tage nogen forholdsregler, fordi jeg ikke kan regne næste træk ud. Jeg ved ikke engang, om der er noget næste træk, eller jeg bare er offer for tilfældigheder. Og jeg har ikke mod til at stå fast og udfordre ’dem’ og erklære, at det skal ’de’ ikke bestemme, for jeg ved bare, at jeg ikke vil kunne gå ned til den parkeringsplads uden at være bange for, hvilket syn der vil møde mig. I forvejen går jeg hver eneste gang, jeg kommer ned til min bil, lige en tur hele vejen rundt om den for at se, om alt er i orden, fordi jeg i løbet af de otte år, jeg har brugt parkeringskælderen, har været udsat for både smadrede ruder, knækkede spejle, buler og krøllede antenner. Det er den risiko, der er ved at parkere på en offentlig parkeringsplads uden overvågning. Andre end jeg er udsat for det. Men min utryghed bliver ikke mindre efter to ’angreb’ på tre uger.

Så jeg bøjer nakken og flygter. Jeg parkerer andre steder. Steder hvor der færdes flere mennesker. Hvor det er ikke så nemt for ’dem’ at få ro til at ødelægge. Så fik de alligevel dét ud af det.

Allerhelst ville jeg tage bilen med op og parkere den på altanen. Det kan jeg ikke. Men så ønsker jeg mig en usynlighedskappe til den.

Udgivet i den store bunke - Tagget med , , , - Skriv en kommentar.

Lyse hoveder mod lysende lampe

Dæktryk-inst

En lampe i instrumentbrættet begyndte pludselig at lyse. Den mindede lidt om en takket hestesko med et udråbstegn i. Tilsammen kom tre kvinder og to Allan’er frem til, at det er en indikator for lavt dæktryk, at der var præcis det rigtige tryk i dækkene, at det skyldtes skiftet til vinterdæk for to uger siden og at det ikke lod sig gøre at finde stedet, hvor man nulstiller systemet.

Jeg kørte videre med god samvittighed og korrekt dæktryk. Og lysende lampe. Og forundring over at eje en bil, der kan så meget.

Ringede til Ivan på værkstedet i dag og bad om en nulstilling. Du gør sådan og sådan, sagde han. Så gjorde jeg det. Selv. Og nu har min bil lært, hvilke dæk den har på.

Det var aldrig sket i min gamle bil. Den var alt for gammel til at lære den slags.

Serviceinformation: Resetknappen sidder i handskerummet, hvis I skulle få brug for lige at nulstille en Aygo Xpress.

I denne uge har jeg…

Købt en ny bil

Modtaget en vældig fartbøde

Været akut hos tandlægen og er startet på en rodbehandling

og inden ugen er omme, indbetaler vi indskud mm., svarende til fem måneders husleje, for vores nye lejlighed

Jeg har lidt undladt at tælle sammen. “Utroligt, at du står op endnu”, siger yngsten. Men jeg har tilsyneladende overskredet en tærskel. Det kan nærmest ikke ryste mig længere, når der kommer nye udgifter. Det går nok, tænker jeg. Og lader som om jeg har ekstra ret til at trække på kassekreditten, når jeg nu ikke har gjort det før. Det løser sig. Sagde vi.

Men nu behøver der altså heller ikke at komme flere overraskelser.

Var der nogen, der nåede længere end til første linje? Nogen der stadig ikke er kommet sig over, at jeg er nævnt i samme sætning som ordene “ny bil”? Men det var sådan det gik. Den seneste uge har jeg siddet bag rattet i flere forskellige biler, end jeg har gjort de foregående tyve år.

Toyota Carina aka Hvide T (R.I.P.)
Peugeot 306 (eller noget), som jeg lånte af en velvillig ven
Toyota Aygo, som jeg lånte for at se, om jeg ville have sådan en
Hyundai i10, som jeg prøvekørte og mente i en time, at jeg ville købe
Toyota Aygo Xpress, som jeg prøvekørte og faldt for. Og købte. Så hurtigt, at jeg blev den første køber i regionen og kom på forhandlerens facebookside
Toyota Yaris, som vi lejede i weekenden
Toyota iQ, som jeg har lejet, indtil jeg får min nye bil, og som er så lille, at hvis man kommer gående langs siden af den, slipper den op efter tre skridt.
Derudover har jeg været passager i en Toyota Verso.

Sikke voksen jeg har skullet være.

Der er noget råddent

Vaskemaskinen lugter. Af gammel råddenskab. Ældste søn gjorde opmærksom på det; – jeg ved ikke, hvorfor det ikke ramte min næse først, men nu synes jeg, lugten forfølger mig overalt.

Jeg har haft fingrene inde i dens ukendte folder, og de var klamme, da de kom ud igen. Som at have stukket hånden i halvstørknet andefedt fra sidste jul. Jeg har fjernet, hvad jeg kunne få fat i, og det var klamt nok, men lugten er der stadig. Jeg kørte en Rodalonvask i går, og det hjalp lidt, men ikke nok, så nu går jeg i kamp.

rens

Lige nu kører en klorvask, og her lugter af barndom. Her lugter af lørdag. Hver lørdag eftermiddag lagde min mor karkluden – som var lavet af min fars kasserede og iturevne undertrøjer med lodden vrang – i klorvand. Den skulle ligge i en kloropløsning i et stykke tid og bagefter skylles i tre hold vand. Og bryggerset lugtede af klor, og jeg havde værelse ovenover. Og hænderne på den, der blev sat til at skylle karkluden op, lugtede af klor. Siden har lugten af klor bragt min barndoms karklude tilbage til mig.

Vaskemaskinen er fuld af klorskum. Jeg håber, den bliver frisk igen.

klorskum

Jeg synes egentlig også, min bil lugter råddent. Især når det er varmt, strejfes jeg af kloaklugt på min vej gennem landet, og jeg er lidt bange for, at jeg selv bringer den med. Som om nogen er død i motoren. Jeg har ikke kigget efter, og jeg ved heller ikke, hvordan jeg skulle behandle bilen. Sprøjte den med en kloropløsning, fylde den med vand og ryste den? Ligesom engang, jeg skulle have benzin på min Puch Maxi: Tankstationen, jeg var inde på, havde ikke færdigblandet knallertbenzin, så den gamle tankpasser hældte almindelig benzin i tanken, tilføjede et passende skvæt olie og bad mig om at ryste knallerten.

Nå, i første omgang lader jeg som ingenting og håber, det går over. Det gør det jo tit.