2. oktober 2017 | den store bunke |
Der er to ting, man altid skal gøre, hvis det er muligt, når man er turist i en by.
Den ene er at tage en sejltur på byens kanaler, flod, havn eller hvad den nu har af vand. Den anden er at finde et højt tårn at klatre op i og se ud til alle sider. De to er de allerbedste måder at få overblik på.
Inden for de seneste måneder har jeg besejlet og begloet to storbyer på havn&tårn-måden. Fælleshelgenen for udsigtsbillederne fra de to byer er Sankt Nikolaj.
I Hamborg – genkend Hamborgbilledet på den spektakulære Elbphilharmonie – stod jeg i St. Nikolaikirkens restaurerede tårn og skuede ud. Kirken blev bombet af de allierede under 2. Verdenskrig, og kun tårnet er bevaret. For 5 € kommer man med elevatoren 76 meter op til udsigtsplatformen. Det er det værd. Resterne af kirken står som mindesmærke over krigens ødelæggelser, og i krypten er der et fortrinligt museum, som også er værd at besøge.
I København stod jeg i Christiansborgs tårn og kiggede blandt andet over på Sankt Nikolaj Kirke, der i dag huser Kunsthallen Nikolaj. Det er ganske gratis at komme op i tårnet på Christiansborg, man skal blot igennem et omfattende security check ganske som i lufthavnen, og det er jo fuldstændig rimeligt. Besværlighederne og ventetiden belønnes, når man står deroppe, især når der er Kaiserwetter som i lørdags.
Begge byer er sejlbare, og jeg har været på vandet begge steder. Havnen i Hamborg er KÆMPEstor, og kanalerne i København er hyggelige. Med Nettobådene fra Nyhavn koster det 40 kroner for en times rundtur med guide, og det er altså billigt for al den viden, man får serveret. Selv inkarnerede københavnere ved garanteret ikke alt om deres by. Og i godt selskab er sejlturen ekstra god. Jeg tog den sammen med min datter.
3. oktober 2015 | At have have, den store bunke |
Oktoberudsigt. Med fugleklat, som vi er åbentsindede nok til at se uden om.
Udsigten er god, både fra køkkenet og meteorologisk. Jægersmanden er taget på premierejagt i konsortiet og vender hjem senere på dagen med gyldne oktoberskovsoplevelser, som kan opveje den tomme vildtpose, der altid er risiko for. Fra teenageværelset er der stille. Jeg har sovet så længe, som jeg kunne, og som jeg altid trænger til efter en række hverdage, hvor vækkeuret er stillet til 05.50. Og 05.55. Og 06.00, hvor jeg står op. Jeg har fået morgenmad og kaffe og har ikke flere liv tilbage i Candy Crush. I aften har jeg en frivilligtjans på Paletten, hvor Thorbjørn Risager spiller blues/soul/rootsrock. Det skal nok blive godt og svedigt.
Men nu. Det er havevejr. Det er tid at tage kontaktlinserne på, putte plugs i ørerne – lige nu hører jeg Anna Grues Judaskysset – og tage i kolonihaven. Jeg har en overordnet ide om, hvad jeg vil lave. Det er noget med at trække en række rødbeder op af jorden og finde vinteropbevaring til dem. Gøre det samme med en række gulerødder, som til gengæld nok ryger direkte i komposten. Jeg er temmelig sikker på, at der er sorte ormespor i samtlige rødder, og lad det så være det endelige argument for at droppe gulerødder i køkkenhaven herefter. Tre sæsoner har gjort det. Vi. Gider. Ikke. Rodgnaskere. Vi gider i hvert fald ikke ulejligheden med at skaffe dem et hjem.
De ældste jordbærplanter kan graves op og smides i komposten. Rabarberne bliver måske flyttet. Det store bed foran huset, som for tredje år i træk ikke er blevet “ryddet hen over sommeren” kan … ryddes. Jeg kan starte på vintergravningen, så det ikke – igen – bliver den, jeg skal starte med til foråret. Måske får jeg gjort halvdelen af det, jeg har i tankerne. Måske mindre. Bemærk, at jeg skriver ’kan’, ikke ’skal’. Der skal jo også være tid til at fundere og tænke kloge tanker, drikke kaffe og bare sidde i terrassekrogen og kigge ud over jorderne og føle mig rig. Og spise den madpakke, jeg laver. Nu.
Ha’ en gylden lørdag.
1. februar 2015 | den store bunke, Heldige mig |
Selv om vi bor lige midt i byen, faktisk så midt i, at det er imellem to gågader, mangler vi heldigvis hverken luft, lys, himmel eller udsigt.
Se bare, hvad vi kan se fra køkkenet, når klokken er 17.37 på den første dag i februar.
14. juni 2014 | den store bunke |
Jeg sidder på altanen og gearer ned efter en dag i lavt gear. Det eneste, jeg har lavet i dag, – udover at vaske en kulørtvask – er at skure altangulvet for alger og fugleklatter, mens jeg passede på, at vandet ikke løb ud over kanten og ned på underboerne, der var ved at male et stort skab på deres altan. Anstrengelserne trak spor. Ikke i deres hvide maling, men i mig. Jeg må have forstrukket en central muskel i den ene balle og har siden haltet og humpet og ømmet mig. Jeg fik Lasse og Astrid til at bære ting, som skulle på genbrugspladsen, ned til bilen og insisterede på, at de begge to skulle tage med derud for at bære tingene fra bilen til containerne. Og bagefter hjælpe mig med at købe ind, så jeg ikke behøvede at slæbe varerne op på tredje. De brokkede sig ikke, og det var hyggeligt.
Aftensmad kunne jeg lave. Og se Frozen sammen med Astrid kunne jeg også. Og nu sidder jeg og er tilpas på altanen, hvor der hverken er fodbold, Le Mans eller nogen, der sover. Bare stille sommeraften med svaler i luften, lyden af et udsugningsanlæg og klirrende bestik i restauranten i den næste baggård og en rosafarvning af himlen, mens lyset langsomt forsvinder.
23. juni 2013 | den store bunke |
Vi har været til Molsfest.
Molsfest er en af de dejligste traditioner, en sommerkomsammen, som gode venner lægger sommerhus til, og vi er en stor flok, som er kommet der gennem mange år. I starten var det forældregenerationen, som sov i huset, og så kom alle børnenes venner (det var os) og slog telte op på grunden, spiste helstegt lam og Grethes hjemmelavede og helt guddommelige is med marcipan og jordbær, drak usigelige mængder fadøl og larmede til den lyse morgen, sov lidt og tilbragte så det meste af søndagen på stranden, mens vi skiftedes til at hente fadøl og spise lammerester.
Senere fik vi alle sammen børn og havde dem med, og der var børneaktiviteter om eftermiddagen, og ellers foregik det som beskrevet ovenfor.
Temaerne er skiftet i løbet af årene i takt med, hvilke livsstadier vi var på. Der var de år, hvor vi blev færdige med vores uddannelser og fik job rundt omkring i landet. Der var det år, vi alle sammen fik stationcars. Der var det år, vi snakkede om sengevæderbørn. Der var det år, samtalerne handlede om flexlån. Så begyndte vi at snakke om synshjælpemidler. Så var der andre skavanker at snakke om. Så blev børnene store, og det var os, som var forældregenerationen, der var af sted uden børn igen og ikke behøvede så store telte længere. I år sov de fleste af os i vores biler nede ved stranden. Og i år var det Endomondo og løbetracks, vi snakkede om.
Det var skønt, skønt, skønt og hyggeligt. Som altid. Og selv om alle Molsfester er forskellige, var der også i år de allervigtigste ingredienser.
Der var de bedste, bedste mennesker.
Der var lam.
Der var fadøl.
Der var værelse med udsigt og bølgesus.
Udsigten ved fodenden var såmænd også fin.
Og det er langt, langt væk.
