5. juli 2014 | den store bunke |
På min første feriedag hang jeg ud med Laura i hendes by. Som er min gamle by.
For en gangs skyld skulle vi ikke flytte med kasser, skrue, bore eller købe inventar. Bare slentre rundt i byen og nyde og snakke. Det var så hyggeligt.
Alt det nye på havnearealerne har jeg ikke set ordentligt på, og vi gik en lang tur derude og havnede (!) på Strandbaren. Et fint, fint sted med beachvolley, fatboys, zumbadansere, juicebarer, udsigt til hav og by, legeplads, åben himmel og små køkkenhaver i kasser.
Engang er området ikke længere byggeplads, trådhegnene forsvinder, og så bliver det endnu bedre. I dag var der mange på beach volley banerne, en flok svedige zumbadansere med høj musik og nogle som os, der bare sad og nød. Det er rart at se, at Aarhus er i udvikling.
I mit gamle hood i midtbyen er meget selvfølgelig anderledes, end da jeg boede der i 80erne, sådan som en dynamisk by skal være. Også min gamle ejendom i Guldsmedgade, hvor min første lejlighed var, er shinet op. Vi var inde i gården og lægge nakken tilbage og kigge op på mit køkkenvindue. Jeg håber, at dem, der bor der nu, har fået et badeværelse, så de ikke behøver at tage bad i en balje i køkkenet med en bruser monteret på vandhanen ved køkkenvasken.
Vi kunne have spist frokost så mange steder, men det blev en gammel kending, Cafe Jorden på Pustervig, hvor jeg så mange gange har lallet rundt med en fadøl i hånden på festugeaftener.
Det var en dejlig dag, Aarhus er en dejlig by, og det føles rigtig godt, at det er den, min datter har valgt.
2. juli 2014 | At have have |
I dag gravede jeg de første kartofler op i kolonihaven. De skulle ellers være af henholdsvis ’tidlig’ og ’middeltidlig’ sort, men i min bog skal planterne altså blomstre, inden man kan begynde at få kartofler op af jorden. Den middeltidlige slags – Exquisa – har blomstret i et stykke tid, og blomsterne er ligesom bare uforandrede, som om de har bestemt sig for at se ud på nøjagtigt samme måde for evigt. Den tidlige Hamlet har ikke sat en eneste blomsterknop.
Så jeg har ladet dem stå. Indtil i dag, hvor jeg testede begge slags.
Og jeg skal da love for, at de er store.
I flere uger kunne vi vel så have spist egne, nye kartofler. Jeg er en knold, at jeg ikke engang har prøvet at kigge til dem. Men lad os nu ikke se tilbage. Lad os se frem. Jeg glæder mig for eksempel til min madpakke i morgen.
Jeg har også dyrket den fineste romainesalat i haven. Frodig, grøn og god. Så i morgen tidlig pakker jeg et par skiver rugbrød, rigeligt med salatblade, en håndfuld kolde, kogte kartofler og nogle tomater. Så skal det bare have et drys salt og et par dutter mayonnaise for at blive en kongefrokost.
Eller en grevindefrokost.
29. juni 2014 | den store bunke |
Jeg er behageligt træt og skal bare bruge denne søndag aften på ingenting og på at være mor til nogen, der ser fodbold.
Vi har været til Molsfest. Sidste år var det sådan her, og det var det rundt regnet også i år. Grundtonen forandrer sig aldrig, og det er det fine ved Molsfesterne. Vi var ikke så mange, men det betød bare, at jeg blev mere opdateret på både dem, der var der, og dem der ikke var, fordi vi fik snakket med alle. Lammet var skrumpet ind til to køller, men det smagte præcist lige så fantastisk, som det har gjort de sidste tre årtier.
Vi kunne ikke sove i Hvide T ligesom sidste år, for den er bortgået, og vi var desuden tre afsted. Derfor var det både lånt bil og lånt telt. Men gammelkendt hyggeligt. Næste generation unge lømler var blandt festdeltagerne, og i nær sammenhæng med dét faktum havde de fleste af pløkkerne i vores telt sluppet taget i jorden, da vi vågnede i morges.
Der var fadøl og sommernat, en smule regn uden for den overdækkede terrasse, snak om nært og fjernt, stort og småt, komisk og tragisk, dybt og overfladisk. Grin, varme og tåbeligheder. Venner gennem det meste af et voksenliv.
Alt var fuldstændig, som det skulle være. Som det har været i det meste af et voksenliv. Hver gang jeg kører hjem derfra, er jeg dybt taknemmelig over at have det i mit liv.
I aften smiler jeg og laver ingenting.
27. juni 2014 | den store bunke |
På vejen hjem fra svensk studenterweekend i starten af juni tog jeg køretjansen hen over Sjælland og Fyn. Trafikken gik frisk. Undtagen på Vestfyn, hvor der er vejarbejde på motorvejen, hvorfor trafikken ledes i omlagte spor. Der kørte slet ingen i ydersporet, så der kunne jeg tage et godt langt træk.
Pludselig blinkede et skarpt lys fra en mørkeblå kassevogn i kanten af en byggeplads mig lige i ansigtet.
“Blev jeg lige blitzet der?”, sagde jeg højt og forbavset ud i kabinen, selv om Morten sad ved siden af med lukkede øjne, løse læber og en svag knurren fra motoren. Jeg forsøgte at regne ud, hvor hurtigt jeg egentlig havde kørt. Lidt for hurtigt, vist? Men hvor hurtigt? Morten blev sat til at tørre sovesavl af mundvigen og google bødesatser. Så kunne jeg bruge resten af turen til at forlige mig med tanken og således have affundet mig med fakta, inden vi nåede hjem. Og i ro og mag afvente, om billedet blev til noget, eller der måske var fejl i filmen.
Det var der ikke. Der kom et brev til Morten fra Fyns Politi. Det var nemlig hans bil, vi kørte i. Man gjorde rede for den registrerede overtrædelse af færdselsloven, vedlagde et usædvanligt ringe foto af føreren og bad ham om at vedkende sig, at det var noget, han kendte til. Og hvis han ikke ville det, ville han selv blive pålagt en bøde.
Jeg fik brevet stukket i hånden, og så måtte jeg til Internettet og sladre om mig selv. Ja ja ja, det er mig, som har gjort det. Udfylde skemaer og opgive fornødne data. Tak, skrev politiet, så ville de lige tjekke føreren ud i deres registre.
I dag har jeg selv fået et brev fra Fyns Politi. De gør rede for den registrerede overtrædelse af færdselsloven, vedlægger et usædvanligt ringe foto af føreren og meddeler, at køretøjets registrerede bruger har oplyst, at køretøjet på det pågældende tidspunkt blev ført af mig.
Så jeg sigtes for overtrædelse af færdselsloven, og hvis jeg inden den 9. juli oplyser, at ja, ja, ja, det er mig, som har gjort det, vil jeg modtage et bødeforlæg. Så jeg må til Internettet igen og sladre om mig selv. Udfylde skemaer og opgive fornødne data.
Hvornår jeg endelig kan få lov til at betale min retmæssige bøde, ved jeg ikke.
26. juni 2014 | den store bunke |
Studenterne flasher huer og kører studenterkørsel i disse dage. Jeg har været i mit gamle fotoalbum. Dengang var studenterkørsel, i hvert fald i min klasse, det samme som at køre i hestevogn. Det betød, at det jo gik lidt langsomt, og derfor var vi kun hos de kammerater, som boede i Odense og forstæder. Forældrene til os, der boede langt ude på landet, fik ikke besøg. Jeg kan nærmest ikke huske, hvem vi var hos, og havde jeg ikke været god til at sætte billeder i albums og skrive kommentarer, havde jeg intet kunnet fortælle om den dag for 34 år siden.
Det ligger således fast, at vi startede hos Mikael med kaffe, te, Gammel Dansk, rundstykker og Mikaels fars hjemmebagte snegle. Vi har også været hos Jan, kan jeg læse, og så fik vi et overdådigt og skønt frokostbord hos Marianne A, og her gør vi klar til at tage videre.
Undervejs fik vi chips og hvidvinsbowle hos Anne Dorte. Hvor vi ellers har været, fremgår ikke af mine notater, men det ser ud, som om vi sluttede af hos Gittes forældre, i hvert fald fik nogen sig en forfriskende dukkert i poolen dér, og studenten her med badering og dykkermaske er Jan.
Dagen efter var der dimission. Nogle (af de andre) nåede aldrig at komme i seng fra dagen før. På den måde er der ikke ændret meget siden dengang.
Her har vi mig foran den store hoveddør på Odense Katedralskole. Jeg har aldrig været en firstmover, og jeg havde ikke opdaget, at det igen var blevet moderne at have studenterhue, så jeg havde ingen. Jeg har da heller ikke fået nyt tøj, kan jeg se. Men jeg har taget mit runde ansigt på, og jeg fik Niels Jensens legat på to tusind kroner, som jeg skyndte mig at solde op på sommerens Interrailtur til Sydeuropa nogle uger senere.
