7. juli 2018 | den store bunke |
Med den overskrift kunne man godt lige tro, jeg havde lagt mig op ad maleren Magritte og hans pibebillede, det der har teksten Ceci ne c’est pas une pipe – Dette er ikke en pibe. At jeg ville sige, at det ikke er et æbletræ, men et billede af et æbletræ.
Og det vil jeg.
Jeg vil også sige, at det er et øjebliksbillede på en dejlig sommeraften. Himlen er blå, solen skinner stadig, det er lunt nok til bare ben, det blæser så bladene rasler i søjlepoplerne på nabovejen, men der er læ bag rækkehushækken. Man kunne godt tænde et lille hyggebål i båltårnet og sætte sig ud med et glas noget, hvis man måtte. Bålet, altså. Det andet er der ikke givet forbud om.
Jeg kan også bare tusse lidt ud og ind og sanse at nyde aftenen. Med bare ben, Rusland-Kroatien-kvartfinale i fjernsynet (ikke at jeg direkte følger med, men der står 1-1 nu, kan jeg høre), duften af sommer og et glas noget.
Ligner det egentlig ikke en lovende æblehøst?
8. maj 2018 | den store bunke |
I den seneste time har der kørt noget melodigrandprixsemifinale i mit fjernsyn. Jeg kan ærligt sige, at jeg ikke har hørt efter en eneste sang og derfor ikke kan sige, hvilke lande der er favoritter til at vinde eller forsvinde. En gang imellem kigger jeg op, og der er ikke noget, der kan holde mig fanget, selv om Ole Tøpholm er begejstret som altid.
Hvad laver jeg da? Hvorfor slukker jeg ikke?
Forskelligt. Og tjah.
Først læste jeg i et friluftsmagasin, der var lagt med i en pakke med endnu et stykke vandreudstyr, jeg har købt.
Så var der noget med at få skrevet lister over ting, jeg skal huske at gøre. Og gøre nogle af dem.
Der gik også noget tid med at undersøge, hvorfor mine iPhone-fotos er begyndt at blive navngivet med IMG_ og et nummer i stedet for år-måned-dato-klokkeslæt. Jeg kan bedre lide sidstnævnte, men jeg fandt hverken ud af, hvorfor navngivningen er ændret eller hvordan jeg selv laver det om. Nogen?
Og så var jeg lige ude og snuse i min aftenhave. Den dufter godt, og jeg huskede at vande krydderurterne. Der er oregano, koriander, mynte og rosmarin. De kan lide at være hos os, ser det ud til.
Egentlig havde jeg en grafisk opgave, jeg ville have kigget på, men det er da ikke sikkert, jeg når at få gang i den i dag.
Sådan kan man nemt fylde en aften ud med … tjah, forskelligt.
15. september 2016 | At have have, den store bunke |
Forleden overfortolkede jeg en smiley. Det skal man lade være med. Eller også skal folk lade være med at overbruge emojialfabetet i deres telefoner.
Jeg fik sms fra min veninde: Er du mon i haven i morgen aften? Jeg er alene hjemme og kunne måske trænge til en kop kaffe – efterfulgt af en gul emoji, som var så lille, at jeg ikke rigtigt kunne tyde dens udtryk uden briller. Men jeg kunne godt se, at den ikke bare var gul og glad, og i stedet for at tage briller på viste jeg den til Morten og spurgte “Hvad forestiller dén her smiley?”. Det var en hmm-smiley, sådan lidt mellemfornøjet med et træt, skævt smil, og sammenholdt med ordene alene hjemme og trænge, og dét at det skulle være i haven – altså at ingen skulle høre hvad vi talte om, sendte mit beredskab nogle trin opad til veninde-krisehjælp-niveau, og jeg skrev tilbage: Er der noget, der går dig på? Kan også i aften.
Der kom straks svar: Tak for omsorg, men jeg har lavet unødig dramatik med den smiley! Jeg har det godt – efterfulgt af almindelig lalleglad smiley, som jeg godt kunne tyde, fordi jeg kunne se den havde det kendte tandsmil.
“Nu tager jeg ud i kolonihaven til en helt udramatisk snak”, sagde jeg derfor, da jeg den næste aften drog af sted til … ja, en helt udramatisk snak. Til gengæld var det virkelig, virkelig hyggeligt med kaffe og chokolade, tiltagende mørke, stearinlys og ild i den mexicanske stenovn, snak om alt vores og alle vores, opdateringer som vi var kommet langt bagud med, hendes hund der holdt et vågent øje med alle uregelmæssigheder i kvarteret, også pindsvinet, der havde vovet sig frem i ly af mørket og følte sig nødsaget til at rulle sig sammen til en stikkende kugle, indtil den firbenede og de to store tobenede var færdig med at glo på den.
Ellers var det en fuldstændig udramatisk aften.
Da jeg næste gang kom i haven, blev jeg helt glad ved mindet, da jeg fik øje på bordpynten fra forleden.
Men vær lige lidt varsom med den her:
14. juni 2014 | den store bunke |
Jeg sidder på altanen og gearer ned efter en dag i lavt gear. Det eneste, jeg har lavet i dag, – udover at vaske en kulørtvask – er at skure altangulvet for alger og fugleklatter, mens jeg passede på, at vandet ikke løb ud over kanten og ned på underboerne, der var ved at male et stort skab på deres altan. Anstrengelserne trak spor. Ikke i deres hvide maling, men i mig. Jeg må have forstrukket en central muskel i den ene balle og har siden haltet og humpet og ømmet mig. Jeg fik Lasse og Astrid til at bære ting, som skulle på genbrugspladsen, ned til bilen og insisterede på, at de begge to skulle tage med derud for at bære tingene fra bilen til containerne. Og bagefter hjælpe mig med at købe ind, så jeg ikke behøvede at slæbe varerne op på tredje. De brokkede sig ikke, og det var hyggeligt.
Aftensmad kunne jeg lave. Og se Frozen sammen med Astrid kunne jeg også. Og nu sidder jeg og er tilpas på altanen, hvor der hverken er fodbold, Le Mans eller nogen, der sover. Bare stille sommeraften med svaler i luften, lyden af et udsugningsanlæg og klirrende bestik i restauranten i den næste baggård og en rosafarvning af himlen, mens lyset langsomt forsvinder.
