Vaskemaskinen lugter. Af gammel råddenskab. Ældste søn gjorde opmærksom på det; – jeg ved ikke, hvorfor det ikke ramte min næse først, men nu synes jeg, lugten forfølger mig overalt.
Jeg har haft fingrene inde i dens ukendte folder, og de var klamme, da de kom ud igen. Som at have stukket hånden i halvstørknet andefedt fra sidste jul. Jeg har fjernet, hvad jeg kunne få fat i, og det var klamt nok, men lugten er der stadig. Jeg kørte en Rodalonvask i går, og det hjalp lidt, men ikke nok, så nu går jeg i kamp.
Lige nu kører en klorvask, og her lugter af barndom. Her lugter af lørdag. Hver lørdag eftermiddag lagde min mor karkluden – som var lavet af min fars kasserede og iturevne undertrøjer med lodden vrang – i klorvand. Den skulle ligge i en kloropløsning i et stykke tid og bagefter skylles i tre hold vand. Og bryggerset lugtede af klor, og jeg havde værelse ovenover. Og hænderne på den, der blev sat til at skylle karkluden op, lugtede af klor. Siden har lugten af klor bragt min barndoms karklude tilbage til mig.
Vaskemaskinen er fuld af klorskum. Jeg håber, den bliver frisk igen.
Jeg synes egentlig også, min bil lugter råddent. Især når det er varmt, strejfes jeg af kloaklugt på min vej gennem landet, og jeg er lidt bange for, at jeg selv bringer den med. Som om nogen er død i motoren. Jeg har ikke kigget efter, og jeg ved heller ikke, hvordan jeg skulle behandle bilen. Sprøjte den med en kloropløsning, fylde den med vand og ryste den? Ligesom engang, jeg skulle have benzin på min Puch Maxi: Tankstationen, jeg var inde på, havde ikke færdigblandet knallertbenzin, så den gamle tankpasser hældte almindelig benzin i tanken, tilføjede et passende skvæt olie og bad mig om at ryste knallerten.
Nå, i første omgang lader jeg som ingenting og håber, det går over. Det gør det jo tit.
Trackbacks/Pingbacks