14. juli 2014 | den store bunke |
Det har sørme været en fin tilvænningsdag for mig og den lille hvide T (Det er ikke dens endelige navn, derfor skrives det ikke med stort L og stort H). Vi har været langt omkring sammen, og der er gjort mange ting for første gang.
Jeg har været på arbejde – det gav den første tur ud på den anden side af byskiltet.
Det har regnet – vinduesviskerne blev brugt.
Har hørt morgenradio. Og har hørt lydbog via bluetooth fra min telefon, der lå i tasken. Det er fileme smart.
Fartbegrænseren er anvendt: 93 km på landevej og 50 eller 60 gennem landsbyer. Det fungerer, og jeg kan allerede mærke, det bliver en god vane.
Svigermor i Randers har fødselsdag og gav kaffe sidst på eftermiddagen – det gav lejlighed til at køre på motorvej.
Ringede til blandt andre min mor undervejs – via ratbetjening og bluetooth fra min telefon, der lå i tasken. Det er fileme smart. Om end min mor sikkert også gerne ville have haft frontkamera på. “Sig mig, hvor kører du?”, “Mellem Randers og Viborg”, “Ja, det er jo et vidt begreb!”, “Nu kører jeg forbi et skilt, hvor der står Viborg 33.”, “Nå, så er du ikke halvvejs endnu.”, “Næh.”
Og så tankede jeg på vejen hjem også. Fuld tank. Det koster det halve af, hvad det kostede at tanke Hvide T op. Men det skyldes nu nok mest, at tanken kun er halvt så stor. Til gengæld er den nye nærmest dobbelt så brændstoføkonomisk.
Lige nu kan jeg ikke komme i tanker om noget, jeg mangler at prøve.
Det skulle da lige være at finde på et navn til den.
13. juli 2014 | den store bunke |
Når Toyota i Viborg overdrager en ny bil til ejeren, mener de det alvorligt. De insisterer på at sætte sløjfe på, og man skal afsætte en times tid til det. Jeg var ikke så vild med sløjfen, men gjorde mig meget umage med at tage hele introduktionen ind. Men jeg havde fået ny mobiltelefon to dage forinden, så min kvote af forstå-nye-ting var stort set allerede brugt på apps. Det vil vise sig, hvor meget der hænger ved.
Jeg er tilsyneladende begejstret for bagagerummets størrelse. Det var nok en fordel at køre nogle uger i en lillebitte bil helt uden bagagerum i stedet for at gå direkte fra stationcar til Aygo.
Her bliver det spændende.
Det eneste, jeg sådan helt forstod, var ’sprinklervæske’.
Rathøjden kan justeres. Så er dét gjort.
Det er meget specielt at have en bil, hvor triptælleren stod på 3 km, da jeg satte mig ind første gang. Det er muligvis den eneste gang i mit liv, det sker. Størrelsen kan næppe imponere nogen, men bilen er fyldt med blærede features, og jeg tror, vi bliver gode venner, den lille endnu unavngivne og jeg.
Det skal nok gå op i en højere enhed, det hele. Min nye telefon og min nye bil har allerede parret sig, og man kan også få en Toyota-app.
18. juni 2014 | den store bunke |
I forgårs luftede jeg tanken om, at noget var dødt under motorhjelmen på min bil, fordi der lugtede så råddent i kabinen. I går viste det sig pludselig, da jeg drejede nøglen i tændingen efter at have tanket op, at der var noget dødt. Det var batteriet, og nu er jeg så meget klogere, at jeg ved, at rådden lugt også kan skyldes et batteri, der er ved at klappe sammen og lækker ubehageligheder på sin deroute.
Her holder Hvide T med punkteret lunge. Og med sin 60 liters benzintank helt fuld. Øv!! Til begge dele.
Patienten er diagnosticeret. Det er ikke helt nok med et friskt batteri, og i øjeblikket holder den stille – fordi det er hvad den kan – og ved ikke, hvor tæt jeg er på at opløse sytten års registreret partnerskab. Jeg kigger på lille ny bil. Det er både spændende og sørgeligt. Og udmattende.
I aften er det mig, der er på lavt batteriniveau efter at have tænkt så mange voksentanker om biler og finansiering og afgifter og forsikring og komfort og kilometerpris og udbetaling og service og sikkerhed. Der er ikke tale om, at jeg går i tomgang. Det er lavere end det.
På den gode side er der sket det forunderlige, at jeg har gennemført niveau 266 i Candy Crush. Det har jeg bakset med i mange uger.
Så var der ikke flere opdateringer for i dag.
