Fistel
Fistel… det er omtrent det grimmeste ord, jeg kan komme i tanker om. Det skulle da lige være kødgarn, som kunne slå det. Med fistel er det mest betydningen, der er væmmelig, selve ordet har en meget fin i-lyd, som trækker op i den samlede bedømmelse. Men dét, det dækker over…!
Jeg undgår ordet, hvis jeg kan, men jeg kunne ikke forhindre tandlægen og klinikassistenten i at stå og mumle det henne foran skærmen, hvor de inspicerede de røntgenbilleder, der lige var taget af mine kindtænder.
Jeg har et præmietandsæt, som for de fleste tænders vedkommende kun har været til glæde og fornøjelse for mig. Mit livs tandlæger har ikke høstet meget profit på dem. Bortset fra én enkelt farisæer. Min seksårstand, min minus 6. Den har været en bandit. Et tidligt hul med en fyldning, der har skullet renoveres mere end én gang, senere en truende revne, der krævede en grundig forebyggelse og en porcelænskrone, og som kronen (!) på værket endte det med en rodbehandling i sommeren 14.
I dag ved et ordinært tandeftersyn bekræftede tandlægen, hvad jeg godt selv har bemærket gennem det seneste halve år: Der er noget rod dernede. Tanden har noget i lommen. Det murrer og går i udbrud. Der er en ventil – det var den, de mente, da de sagde f-ordet, men vi skal ondet til livs, og i første omgang er det en penicillinkur. Den kostede 35 kroner. “Ja, tandlægeregningen er nok lidt større”, sagde apoteksassistenten, da jeg råbte højt af glæde over den lave pris. Hun er en klog og klartseende kvinde med sans for fakta.
Nu ved verden lidt om mine tænder, og sådan ser de ud. Det giver vel sig selv, hvor synderen sidder. Jeg satser på, at der ikke bliver mere at sige om dem.
