udsigt

Jeg sidder på altanen og gearer ned efter en dag i lavt gear. Det eneste, jeg har lavet i dag, – udover at vaske en kulørtvask – er at skure altangulvet for alger og fugleklatter, mens jeg passede på, at vandet ikke løb ud over kanten og ned på underboerne, der var ved at male et stort skab på deres altan. Anstrengelserne trak spor. Ikke i deres hvide maling, men i mig. Jeg må have forstrukket en central muskel i den ene balle og har siden haltet og humpet og ømmet mig. Jeg fik Lasse og Astrid til at bære ting, som skulle på genbrugspladsen, ned til bilen og insisterede på, at de begge to skulle tage med derud for at bære tingene fra bilen til containerne. Og bagefter hjælpe mig med at købe ind, så jeg ikke behøvede at slæbe varerne op på tredje. De brokkede sig ikke, og det var hyggeligt.

Aftensmad kunne jeg lave. Og se Frozen sammen med Astrid kunne jeg også. Og nu sidder jeg og er tilpas på altanen, hvor der hverken er fodbold, Le Mans eller nogen, der sover. Bare stille sommeraften med svaler i luften, lyden af et udsugningsanlæg og klirrende bestik i restauranten i den næste baggård og en rosafarvning af himlen, mens lyset langsomt forsvinder.