13. juni 2014 | den store bunke |
“3-1 til Holland, hvem havde set dét komme?”. Ja, jeg havde ikke. Jeg havde heller ikke rigtigt set noget andet.
“Neejjjj, hvad sker der for Spanien?!?”. Tjae… det ser ud til, at de taber den fodboldkamp.
Det er andendagen af det fodbold-VM…
Hov… “Neeeeejj, hvor er det vildt!!”, råber fjernsynet. Så står der 5-1 til Holland, og tv-kommentatorerne er allerede ved at være hæse, og den spanske målmand bliver nok skudt ved daggry.
Det er andendagen, og som man nok fornemmer, går jeg ikke vældig meget op i det. Omvendt er jeg heller ikke fordømmende. Mine omgivelser – som i aften er mine tre nærmeste mænd – må hjertens gerne se de kampe, de vil. Jeg kan jo bare lave noget andet. Min ene søn er slukøret, for der er gået noget galt med hans oddsning, min anden søn er klar til at “knytte strikken”, rapporterede storebroren for lidt siden, og min kæreste kaster et blik på fjernsynet af og til, mens han roder med noget på computeren.
Jeg befinder mig et sted i periferien. Med et glas hvidvin og et åbent og iagttagende sind. Uden frustrationer over forfejlede satsninger i spil og uden præferencer. Det er jo bare fodbold, og jeg tror bare, jeg holder med dem med de pæneste trøjer. Jeg skal nok få samlet nogle gode kommentatorudtryk op i løbet af de næste tre uger og gjort nogle skæve betragtninger, men ellers smiler jeg bare mildt og rummeligt.
Jeg har faktisk selv spillet fodbold, da jeg var ung. I Skamby BK. Vi var i Fynsserien engang.
Dame senior. Fynsserien, efterår 1976
11. juni 2014 | At have have |
Høsthåbet i haven er lidt blandet i år. Der var mere grøde i afgrøderne sidste år. Måske har det regnet for lidt i vækstperioden. Eller jeg har været ualmindelig uheldig med de frø, jeg har sået. Jeg er i hvert fald færdig med icebergfrøbånd. Der kom slet ingenting op. Spinaten gror sporadisk. Jeg har sået påny. To gange. Men i forhold til sidste års imponerende overflod er det slemt skuffende. De fem rækker, jeg efterhånden har sået, kommer ikke engang til at give nok til ét måltid. Pastinakkerne kommer slet ikke. Af de tyve squashfrø, jeg har sået i potte og på friland, er der blevet én plante. Som endda ser en smule skravlet ud.
Men det nytter jo ikke at græde over alle de bare pletter. Der er også noget, som kvitterer for min indsats. Lad os hylde dét. Gulerødderne gror. Jeg har dild og to slags salat med hjem fra haven her i aften. Første række rucola er spist, og næste er godt på vej. Romainesalat er godt i gang, og vi har spist flere gange. Iceberg (løse frø!) pibler op. Det ser ud til, at persillerod endelig er kommet op. Rødbederne er fint på vej i en jævn række. Løgene er flotte.
Kartoflerne blomstrer endelig. Den middeltidlige sort Exquisa er kommet foran den megettidlige sort Hamlet. I sidste ende ender de samme sted.
Der er bær på både ribs- og solbærbuskene, men det ser allerede ud, som om solsortene igen i år ribber ribsene, før vi kan nå det – og før de er modne. Solbærrene lader de være i fred, så der er håb om lidt syltetøj. Hvem der vinder blåbærrene, ved vi ikke endnu, men bær er der.
På den overdækkede terrasse med de store vinduer – så det næsten er et drivhus – har vi to kapillærkasser. Den ene med almindelige tomater, som ser lidt pjevsede ud, men de skal nu nok sætte frugter. I den anden gror en lille trodsig peberfrugtplante, som kæmper for at få plads og lys ved siden af en blommetomat og en cherrytomat, som har vist sig at være himmelstræbende, livskraftige kæmper. Der er håb om hjemmedyrket peberfrugt.
10. juni 2014 | den store bunke |
I en uge havde jeg ikke indtaget litteratur i nævneværdige mængder. I går var jeg hele bredspektret rundt. I kolonihaven hørte jeg først Anne-Cathrine Riebnitzskys fremragende Forbandede yngel færdig. Derefter startede jeg på at lytte til Jo Nesbøs Sønnen, og jeg nåede at sidde på altanen og læse de sidste sider i Helen Fieldings Bridget Jones – vild med ham, inden den skulle afleveres på biblioteket i dag.
Jeg synes godt, vi kan sige, at jeg favner bredt.
Til gengæld skal jeg arbejde på at være rummelig i forhold til navne på fiktive drabsefterforskere. Jeg har læst tre bøger i Lotte og Søren Hammers serie, hvor hovedpersonen hedder Konrad Simonsen og bliver kaldt Simon. Jo Nesbø introducerer i Sønnen en ny politimand. Som hedder Simon. Jeg skal lige vænne mig til, at det er et helt andet univers.
9. juni 2014 | den store bunke |
To af mine børn er studenter, så jeg ved nok, hvordan den slags går for sig. I Danmark, förstås.
I torsdags var jeg til svensk studenterfest, og det er noget helt, helt andet. Vores svenske venner havde forsøgt at forklare dagens program for os, men vi var slet ikke forberedt på, hvad der ventede os, og i virkeligheden kunne de slet ikke have sagt noget, der havde fået os til at forstå.
En af de mest markante forskelle for danske øjne var dagens farver. Alt strålede selvfølgelig i gult og blåt.
Vi er så vante til, at det hele er rødt og hvidt, og studenterne bliver belæsset med langstilkede, røde roser. Men i Sverige er gule og blå fresier det oplagte valg.
Herhjemme får man huen på og bliver student den dag, man er oppe i sidste fag, og studenten fejres med champagne. I det svenske system er man ikke til eksamen, men har fagforløb, og alle bliver studenter – “springer student” – samme dag. Studentdagen! I Helsingborg, hvor vi var, sprang 1700 studenter fra samtlige byens gymnasier ud i torsdags.
Dagen starter med morgenmad, officiel afslutning og gudstjeneste i kirken, frokost på skolen, og derefter springer de. Løber, helt bogstaveligt.
“Vores” student skulle først springe sammen med kammeraterne fra egen skole. Nede for foden af trappen stod studenternes familier og venner og ventede med skilte og blomster.
Skiltene var fascinerende for os, der ikke havde set det før. Skilte med studentens navn, billede – langt de fleste var babybilleder – og skole/klasse. I flere tilfælde undrede og morede jeg mig over forældrenes valg af billede. Man kunne godt have valgt noget mere flatterende, tænker jeg. Skiltene har til formål, at studenten kan finde sin familie, og senere, at familien kan få øje på studenten i virvaret.
Så kom studenterne fra Annas skole løbende ned af trappen, hujende og råbende, og fandt deres egen flok, hvor folk stod klar med blomsterbuketter, små champagneflasker og studentertøjdyr i blågule bånd, som blev hængt om studentens hals. Sådan gør man nemlig på de kanter.
Efter lykønskninger, knus og kram og en lille pause tog studenterne videre til næste udspring, byens centrale torv, Stortorget. Her skulle alle studenterne – dog i hold – løbe ned ad trapperne oppe fra Kärnan, fæstningen øverst i billedet, og løbe syv gange rundt om rytterstatuen (af Magnus Stenbock, som besejrede den store danske hær ved slaget ved Helsingborg den 28. februar 1710).
Herefter myldrede studenterne ud til deres respektive vogntog af lastbiler og kæmpetraktorer med vogne, som var rigget til med bannere, skilte, musikanlæg, fyrværkeri, balloner, røgmaskiner – og hujende studenter med blomster, fløjter og konfettikanoner. Og der blev kørt kortege rundt i byen i halvanden time – vogntog med 1700 hoppende, skrålende og festende studenter i rendyrket pumpende technofest.
Det var vi ikke med til. Her var jeg også fyldt op med kulturelle indtryk for en stund. Vi tog hjem og forberedte det sidste til aftenens fest, inden hovedpersonen ankom, standsmæssigt transporteret i mosters cabriolet.
Jeg nåede aldrig at lære den svenske studentersang på trods af, at den blev sunget adskillige gange.
Sjungom studentens lyckliga dag,
låtom oss fröjdas i ungdomens vår!
Än klappar hjärtat med friska slag,
och den ljusnande framtid är vår.
Inga stormar än
i våra sinnen bo,
hoppet är vår vän,
och vi dess löften tro,
när vi knyta förbund i den lund,
där de härliga lagrarna gro!
där de härliga lagrarna gro!
Hurra!
Jeg ved ikke, om det kan betale sig at lære den til næste gang. Den er svær. Jeg kan allerede sidste linje, og bagefter siger man skål. Det kan jeg også. Det må være nok.
Det var en härlig dag.
Hyrrrråååå!
2. juni 2014 | Køkkenskriverier |
Den aftensmad, jeg lavede i dag, kunne jeg lave med to forskellige kasketter på. Det er dem her.
Den ene er den moderne Stop Madspild-kasket; inde under den er der en glorie, der stråler af politisk korrekthed ud gennem stoffet.
Den anden er en ærlig Gider Ikke Gå Ned Og Købe Ind-kasket. Den er gennemvædet af en lang arbejdsdags sved.
Det var nummer to, jeg havde på, da jeg kiggede i køleskabet og talte syv kogte kartofler, nogle grillpølser (halvanden, der havde været på grillen, og to, der ikke havde) og en halv bøtte rejer. Jeg skar i skiver, fordelte det i et fad, piskede fire æg, som jeg krydrede med salt, peber og paprika og hældte over. Rev noget rød cheddar over og satte fadet i ovnen.
Det fik en halv time ved 200°.
Så tog jeg kasketten af og opdagede, at der faktisk var en lille glorie inde under. Jeg bød yngsten til bords, og han så også lyset og fandt, at maden smagte godt.
