Ting min mor har lært mig

Hæld wc-rens i toilettet et godt stykke tid før du gør badeværelset rent.

Da jeg gjorde rent på badeværelserne i dag, undskyldte jeg – igen – i tankerne overfor min mor, at jeg bare hældte rengøringsmidlet ned ad toiletkummens sider og lige med det samme gav mig til at skrubbe med børsten. Jeg ved jo, at det skal have tid til at virke. Alle de lørdage i min barndom, hvor vi ikke kunne bruge toilettet i halve timer, fordi mor allerede var gået i gang med lørdagsrengøringen. Hvis vi ikke havde nået at forrette inden, måtte vi bare holde os. Ellers gik der jo dyrebar wc-rens til spilde.

Kender I det, at man gør nogle ting på en bestemt måde, fordi man har lært det engang og aldrig har stillet spørgsmål til, hvorfor det skal gøres sådan, eller om den grund, man engang fik, egentlig var korrekt?

Jeg har lært alle mulige ting af min mor. For eksempel:

Sæt fade, der har været brugt til gærdej, i blød i KOLDT vand. Bruger du varmt vand, stivner melet og bliver næsten umuligt at få af.

Jeg hørte mig selv udbryde: Nejnejnej – koldt vand!!! mod Morten en dag, da han satte sådan et fad i vasken og åbnede for den varme hane. Han reagerede forundret og næsten forarget. Og okay, han er vokset op i et bageri og har virkelig gode argumenter for, at det ikke gør nogen forskel – deres redskaber er tilsyneladende altid uden problemer blevet rene med varm iblødsætning. Nånå.

Æg skal koge i 12 minutter. Blødkogte 9.

Altså, læg æggene i koldt vand i kasserollen. Tænd pladen, sæt uret til 12 minutter og skru ned, når vandet koger. Blødkogte æg tager ni minutter. Men okay, mor har ikke lagt information ind om, at komfurer kan være forskellige. Eller at man senere ville udvikle induktion og anden hurtig opvarmning. I må nok prøve jer frem. Jeg tager stadig udgangspunkt i 9 og 12.

Stryg skjorternes skulderstykke først.

Den er i hvert fald sikker. Først bærestykket over skuldrene, derefter manchetterne og så ærmerne, først på den ene side og så på den anden. Så er det det ene forstykkes tur, derefter ryggen og det andet forstykke. Endelig kraven, først ydersiden og til sidst indersiden, fordi det er den, der vender udad, når kraven foldes. Jeg har skullet stryge mange af min fars skjorter, og der var ikke nogen nem snydevej med mor på sidelinjen.

Der er helt sikkert mange flere rutiner, der ikke fortjener den blinde tillid, jeg udfører dem med. Hvis I oplever mig gøre noget sært, så spørg eventuelt om det er noget, jeg har lært af min mor for et halvt århundrede siden.

 

Moster i Farstrup

I et blødt sving på landevejen mellem Morud og Søndersø ligger en ejendom med en karakteristisk kvist, og jeg har ingen anelse om, hvem der bor i huset. Men da jeg var barn, boede min rige familie der.

Bag huset ligger Farstrup Furniture, som dengang hed Farstrup Savværk, og det blev grundlagt i 1910 af min mormors søster Marie og hendes mand Theodor. Jeg er ikke helt sikker på, om jeg kan huske Theodor, som døde, da jeg var knapt 4 år, men Moster i Farstrup er et fyrtårn i min erindring.

Min mormor og hendes søskende med ægtefæller spillede kort hver tirsdag eftermiddag, mændene spillede l’hombre, og konerne spillede et kortspil, der hedder brus, og som vi sikkert er meget få mennesker tilbage i verden, der kan. Jeg lærte det som helt lille, og sommetider blev jeg tilkaldt, hvis damerne manglede en fjerdemand. Jeg elskede det, og Moster var den af mormors søskende, jeg bedst kunne lide. Hun var rap i replikken, klog, velhavende og eventyrlig, rejste til eksotiske steder, der hed De Kanariske Øer, fortalte sjove historier og var på alle måder et fascinerende menneske med tanke for andre. Hun blev altid kaldt Moster i Farstrup – fordi hun var min mors moster og boede i Farstrup. Hun tog endda titlen så meget til sig, at hun på sine gamle dage pyntede den lidt op, når hun skrev postkort og fødselsdagkort til mig. Hun indledte dem altid med ’Kære lille Bergitte’ (sådan udtaler gamle mennesker på Fyn mit navn) og afsluttede dem med ’Kærlig hilsen Mosther’ med et kækt h føjet ind.

Alt det når jeg at tænke på, hver gang jeg passerer huset og fabrikken.

Da jeg var barn, skummede vi fløden

Det er rigtigt, det gjorde vi.

Mælk og fløde i kartoner var noget, de havde hos de af mine skolekammerater, der boede i selve landsbyen, for de var nødt til at købe deres mælk hos købmanden. Bybørnene vidste selvfølgelig godt, hvor mælken rigtigt kom fra, for så tæt var de alligevel på kildens udspring, og der var flere gårdbørn i klassen.

Jeg var et af dem, og købemælk fik jeg først et forhold til, da jeg flyttede hjemmefra.

Da jeg var barn, var det sådan her: Om aftenen – efter malkningen, og inden tankbilen kom efter mælken – hentede vi mælk i mælketanken. Tre liter. Hver aften var der nogen (primært min mor og senere, da jeg fik armkræfter, mig), der gik ned i malkerummet med er lerfad som det på billedet og et litermål og øste mælk op fra tanken tre gange og bar tilbage. Fadet stod i bryggerset natten over med et trælåg på. På køl? Nej, det brugte vi ikke, for det forstyrrede flødeprocessen, og så varmt var der da heller ikke i bryggerset.

Næste dag var fløden steget op og havde samlet sig på overfladen af mælken, og så skulle den skummes. En opøseske blev trukket forsigtigt hen over overfladen, så den kun liiiige fangede flødelaget. Man skulle passe godt på ikke at få plumret for meget rundt med skeen, for så stak al den gode fløde af ned i mælken igen, og mor blev utilfreds med éns indsats, for vi skulle jo bruge fløden til jordbærgrøden, rødgrøden og fars øllebrød. Især det sidste. Far spiste kun fløde på sin øllebrød, aldrig mælk. Det var også den fløde, vi brugte til flødeskum, og var der kommet mælk i, kunne den ikke piskes stiv. Derfor.

Den skummede mælk (som jo ikke blev til skummetmælk, bare fordi den blev skummet – jeg er vokset op på fuldfed sødmælk fra røde køer!) kom i køleskabet i kander og var til havregryn, grød, frugtgrød, tørst og hvad man ellers bruger mælk til. Tre liter var det daglige forbrug al den tid, jeg kan huske.

Sådan var det, da jeg var barn. En anden gang skal vi måske høre om rygeosten.

Lige ned i arvekassen

At tømme min mors hus var som en tur igennem IKEA: På et tidspunkt undervejs mistede jeg dømmekraften og fik behov, jeg ikke havde, da jeg gik ind.

Det er i hvert fald, hvad indholdet af min hjemtagne kasse blandede arvebolscher antyder. Alle i familien havde haft mulighed for at ønske og prikke ud, hvilke af mors efterladte ting, de gerne ville overtage, når hun selv havde taget det, hun gerne ville have med til sit nye hjem. Jeg var listebestyrer, og under mit navn på listen stod der egentlig ikke ret meget. Det gule æggeur, de hæklede mellemlægsservietter og portvinsglassene.

Men skulle grænsen være trukket der, skulle vi have sendt en anden over for at tømme hus. Der gik jo nostalgi i det, og faktisk skal vi nok være glade for, at det ikke gik værre.

Mangler jeg en håndmixer? Nej. Vi har endda en ekstra i kælderen, fordi vi heller ikke behøvede to, da vi flyttede sammen. Men det her er jo en Ballerup! Selveste en Balletto de Luxe. I original emballage. Man smider ikke kram ud.

Det anerkender hele verden.

Lyngbyvasen ville min mor have med. Men hvem har et Lyngby askebæger? Jeg har. Der er en hel barndom i det askebæger, og jeg vidste ikke engang, det var et Lyngby.

Et skandinavisk modeblad for toilette og kvindelige håndarbejder fra 1880? Jeg ved ikke, hvor det kommer fra. Eller hvad jeg vil med det. Men man smider det jo ikke ud, vel?

Mors store opskriftbog med et helt husmoderlivs håndskrevne opskrifter og mormors lille. Jeg kommer aldrig til at lave noget, der hedder Tobbington, men mormor startede på den i 1913. Sådan noget vil slet ikke i småt brændbart.

Måske kommer der engang en vinteraften lang nok til, at jeg pludselig broderer mors nye stramajbetræk til fodskamlen færdigt.

Der røg også kagegafler, fotografirammer med og uden gamle fotografier, en dug, et par fade og en skål, en rullemadras, stearinlys, brilleetuier og ostestrenge i kassen. Ja, jeg ved det godt! Dømmekraften røg med på genbrugspladsen.

Til gengæld var denne her hjemtagelse helt efter planen. Stopuret, der ringer så højt, at man kan høre over hele egnen, hvornår æggene er færdige og småkagerne skal ud af ovnen. Dét har vi ønsket os.

Om mindre end tre måneder skal vi selv flytte, og så skal alle de nye rare sager pakkes ned og flyttes igen. Yay…

Gemme fingerbøl

gemfingerboel

Jeg hørte nogen sige “fugl eller fisk”, og så fortsatte jeg for mig selv “… eller midt imellem?” og blev sendt omkring halvtreds år tilbage i tiden.

Kan I huske legen Gemme fingerbøl? Det var dengang i den lykkelige og nøjsomme barndom, hvor der ikke skulle så meget til for at underholde – faktisk bare et fingerbøl. En person gik ind i et rum – eller alle de andre gik ud – og gemte et fingerbøl et sted i rummet. Det måtte ikke være gemt bag noget eller i noget, men skulle være synligt. Så kom de andre ind og råbte “Fugl eller fisk eller midt imellem?”, og den der havde gemt fingerbøllet svarede “fugl”, hvis det var i den øverste halvdel af rummet, “fisk” hvis det var gemt nedad mod gulvet, og “midt imellem”, hvis det var … midt imellem. Og så gjaldt det sådan set bare om at finde fingerbøllet først og dermed blive den næste, der skulle gemme det. Hvis det var svært at finde, kunne man spørge, om der var koldt eller varmt dér, hvor man i øjeblikket befandt sig, og bevægede man sig tæt omkring gemmestedet, råbte den, der havde gemt fingerbøllet “Det brænder..!!”

Meget enkel leg. Og en af de få, man endda kunne få lokket sin mor til at lege en kort stund mellem strygning og syltning. Men mest en leg, jeg legede hos mormor og morfar sammen med kusinerne.

Det ville nok ikke kunne udkonkurrere de elektroniske legeapparater her hos os. Men jeg kunne da prøve. Jeg har et fingerbøl.