13. oktober 2015 | den store bunke |
I den store synagoge i Budapest er der nogle vildt flotte lamper, mange mindre og især de store lysekroner fik mig til at tænke på snebærbuskene i min barndoms have. Se selv.
Ved slottet oppe på Budahøjen var efteråret ikke nået helt ind i hjørnet endnu. Der var det stadig sommer.
Vi fandt sære frugter, som vi ikke kunne artsbestemme. Overhovedet. De lignede mest grønne hjerner med hår, og det var i lang tid mit bedste bud. Senere billedklynkede jeg på Facebook, og særheden har vist sig at være frugten fra orangemorbærtræet, som gror i Sydamerika. Og så lige to på Budahøjen.
Sådan er der så meget spas i Budapest.
Vi havde en god tur!
6. oktober 2015 | den store bunke |
At jeg i morges satte mig ned i min bil og opdagede, at der kun var sluppet tre filer af den nye lydbog, jeg havde tænkt mig at skulle begynde på i dag, med ind på min telefon, betød en lille forskydning af balancen i mikrobilen. Specielt fordi det ikke engang var de tre første filer af bogen, jeg havde fået med, men nummer 179, 180 og 181. Et kedeligt sted at starte på en roman.
Jeg måtte høre radio undervejs, hvilket jeg så godt som aldrig gør, og den lille rutineændring forårsagede, at jeg fuldstændigt glemte at drikke min medbragte kaffe på vejen. Bittesmå variationer i udgangspunktet kan have stor effekt. Det er det, man kalder sommerfugleeffekten; forestillingen om, at et sommerfuglevingeslag på den ene side af kloden kan starte en orkan på den anden side. Vingeslaget kan teoretisk igangsætte en påvirkning, der fortsætter og forstørres.
Jeg håber sandelig ikke, at det lille stykke ubalance i mit mikrokosmos har spredt sig til makrokosmos, og jeg derved uforvarende er kommet til at starte et meningsskred på Madagascar eller har taget livet af en bogorm i Canada.
Jeg har læsset resten af filerne ind på telefonen og genoprettet verdensordenen.
4. oktober 2015 | den store bunke |
Tænk, at der kun er fire dage, til Laura og jeg tager til Budapest. Vi indløser min fødselsdagsgave fra hende til mig. Og jeg glæder mig.
Vi har flybilletter. Vi har indkvartering. Vi har arvet lidt lokal valuta fra venner, der var i Ungarn i sommer og ikke fik brugt deres penge op. Undervejs finder vi ud af, hvad vi skal opleve. Hun var i Budapest på interrail i sommer, jeg var der sidste gang i ’86. Vi kombinerer erfaringer og ønsker og stykker noget godt sammen, er jeg sikker på. På Michelinrestaurant og i termalbad skal vi. Jeg vakler mellem gul badedragt fra cirka 1990 (note til mig selv: tjek elastikken) og bikini fra dengang, jeg var slank. Laura og jeg er enige om at være badetøjshadende landkrabber, men jeg insisterer på, at vi skal i termalbad. Der er nok heller ikke nogen, vi kender, som ser os. Og så skal vi ose og trave og suge til os. Det bliver så hyggeligt.
Desværre har jeg ikke fået læst op på mine mere end tredive år gamle sprogkundskaber. Hvis jeg kan nøjes med at sige øl, vin, skål, tak, ja og nej, skal det nok gå. At det lige er de ord, der har bidt sig fast i vokabulariet, afspejler meget godt, hvad jeg havde brug for at sige, da jeg var i Ungarn i 1983 sammen med en gruppe arkæologistuderende, som min ungarsklektor arrangerede en fjortendagestur studietur for. Hanne og jeg havde ungarsklektioner sammen og var med for at forfine vores sprogskills. Det skete ikke i nævneværdig grad, så vidt jeg husker, men det var en forrygende sjov tur. For arkæologerne var det fagligt, og vi var rundt og besøge utallige udgravninger og museer i landet, men ingen forventede noget som helst fagligt af Hanne og mig. Så vi studerede arkæologerne i stedet og hjalp dem med at feste. Det blev vi gode til.
Engang kunne jeg også sige ’Jeg vil gerne bede om ti busbilletter’. I dag ved jeg hverken, hvorfor jeg havde brug for ti billetter, eller hvordan jeg sagde det.
Jeg satser på at hive glemt sproglig viden frem fra det inderste arkiv, når jeg ser ordene, og så vil det vise sig, om det kan bruges til noget. I hvert fald dukkede der talord op, da jeg så pengesedlerne, og pludselig kan jeg mirakuløst tælle til ti.
Det er så fedt, så fedt, at min datter har lyst til at tage på tur med sin mor.
På gensyn, Magyarország, vi ses på torsdag.
3. oktober 2015 | At have have, den store bunke |
Oktoberudsigt. Med fugleklat, som vi er åbentsindede nok til at se uden om.
Udsigten er god, både fra køkkenet og meteorologisk. Jægersmanden er taget på premierejagt i konsortiet og vender hjem senere på dagen med gyldne oktoberskovsoplevelser, som kan opveje den tomme vildtpose, der altid er risiko for. Fra teenageværelset er der stille. Jeg har sovet så længe, som jeg kunne, og som jeg altid trænger til efter en række hverdage, hvor vækkeuret er stillet til 05.50. Og 05.55. Og 06.00, hvor jeg står op. Jeg har fået morgenmad og kaffe og har ikke flere liv tilbage i Candy Crush. I aften har jeg en frivilligtjans på Paletten, hvor Thorbjørn Risager spiller blues/soul/rootsrock. Det skal nok blive godt og svedigt.
Men nu. Det er havevejr. Det er tid at tage kontaktlinserne på, putte plugs i ørerne – lige nu hører jeg Anna Grues Judaskysset – og tage i kolonihaven. Jeg har en overordnet ide om, hvad jeg vil lave. Det er noget med at trække en række rødbeder op af jorden og finde vinteropbevaring til dem. Gøre det samme med en række gulerødder, som til gengæld nok ryger direkte i komposten. Jeg er temmelig sikker på, at der er sorte ormespor i samtlige rødder, og lad det så være det endelige argument for at droppe gulerødder i køkkenhaven herefter. Tre sæsoner har gjort det. Vi. Gider. Ikke. Rodgnaskere. Vi gider i hvert fald ikke ulejligheden med at skaffe dem et hjem.
De ældste jordbærplanter kan graves op og smides i komposten. Rabarberne bliver måske flyttet. Det store bed foran huset, som for tredje år i træk ikke er blevet “ryddet hen over sommeren” kan … ryddes. Jeg kan starte på vintergravningen, så det ikke – igen – bliver den, jeg skal starte med til foråret. Måske får jeg gjort halvdelen af det, jeg har i tankerne. Måske mindre. Bemærk, at jeg skriver ’kan’, ikke ’skal’. Der skal jo også være tid til at fundere og tænke kloge tanker, drikke kaffe og bare sidde i terrassekrogen og kigge ud over jorderne og føle mig rig. Og spise den madpakke, jeg laver. Nu.
Ha’ en gylden lørdag.
1. oktober 2015 | At have have, den store bunke |
Phyw, det er allerede torsdag. Der var ellers stof nok til en lang fortælling om weekenden. Men nu bliver det bare kort. Ud skal det. Jeg skal ikke brænde inde med min dokumentation.
Der var fyldt med oplevelser og foretagsomheder sidste lørdag og søndag. Noget af det fandt vi selv på, andet havde universet arrangeret. Den der måne søndag nat, for eksempel. I Viborg var det blevet tåget i løbet af natten, så vi så ingenting af rød og fuld. Vi kunne ikke engang se formørkelsen.
Lørdag flyttede vi for vores gode venner, Ida og Sven Erik. Det har jeg ingen billeder af, for jeg havde travlt med at bære og bære og gøre gengæld for deres flyttehjælp til os sidste sommer. Det var hyggeligt, og der var øl og pizza.
Som om det ikke var nok aktivitet på en lørdag, kom jeg til at løbe en tur i skoven bagefter. Langsomt. Der var pænt. Og sol.
Om aftenen indløste Lasse sin fødselsdagsgave fra april. Vi havde givet ham billet til Jan Gintberg Live – Det store spørgsmål og havde købt til os selv også. Det har jeg heller ikke billeder af, for det måtte man ikke. Men det var godt nok godt. Jeg grinede i to timer. Der er stadig forestillinger tilbage på turen, så man kan godt nå det.
Det var jo forrygende vejr, og søndag var vi i haven. Som sædvanlig var vi bagud med hækklipning i forhold til naboerne, men ved I hvad: Det er vi ikke længere. Jeg ryddede også spinatbedet. Der var tosset meget spinat, og det tager så lang tid at plukke og pille og skylle og blanchere, og det fylder så lidt, når det endelig er klar til at putte i fryseren. Men det føles rart og rigt.
Om aftenen kørte Morten og jeg til Lille Vildmose og kiggede på kronvildt. Der var en stor krabat med en ordentlig flok hunner og to enlige gadedrenge i skovbrynet, der gerne ville have nogen af hunnerne fra alfaens flok. Det blev et nej. Og godt med brunst og brøl. Det var ret vildt.
Morten skød dem. Med kamera.
Var det så ikke en vildt spændende weekend?
