Rund er også en form

I dag var der audition og udtagelse af seks nye kokke til Danmarks Cateringlandshold, der skal træne fra nu af og frem til OL i Stuttgart i februar næste år. Sammen med fem ’gamle’ kokke på holdet kommer de til at lægge en masse arbejdstimer i træningen det næste år. Det foregår i weekender, for de har alle sammen fuldtidsjobs i kantiner rundt omkring i landet. Vi er nogle, der er tilpasse med, at træningen foregår i fritiden, for landstræner og Team Manager for holdet, Lars Brynjulf Nielsen, er til daglig kantineleder på min arbejdsplads. Køkkenholdet serverer hver dag helt fantastisk mad for mig og alle mine kolleger. Jeg kan lide alt ved frokost.

Måske så I Lars i Go’Morgen Danmark i formiddags. Det var også ham der underviste os, da min afdeling havde et kokkeskolearrangement i kantinen i efteråret. Han er cool.

Jeg SIGER ikke, at det er Lars’ skyld, at følgende skete: I aftes, da jeg havde tjans på Paletten til Laura Mo (som i øvrigt var fuldstændig fantastisk!), kiggede en – muligvis beruset og ikke på arbejde – frivilligkollega muntert op og ned ad mig og spurgte: “Birgitte, hvordan kan det være, at du er blevet sådan lidt … pæreformet?”. Jeg SIGER ikke, at skylden kan placeres andre steder end hos mig selv, men det VILLE være rart at kunne klandre nogen for, at jeg i hvert fald ikke har tabt mig.

Metalfestival i mit hoved

Lørdag aften og et stykke af natten tilbragte jeg på Paletten, det lokale spillested, hvor jeg er frivillig. Der var metalfestival over to dage. Altså heavy metal. Altså virkelig bombastisk megamonstertung rock. Dødsmetal. Det er ikke den slags musik, jeg normalt hører, og jeg havde kun sat kryds i den vagt på vagtønskeskemaet inden sæsonstart, fordi den hører til i gruppen af svært besættelige vagter, og dem bliver vi bedt om også at sætte et par krydser ved. Det var ikke en særlig svær eller travl tjans, det er mest, fordi den varer til et godt stykke over midnat, den er lidt tungere at få besat.

Den havde jeg altså fået, og jeg mødte ind til aftenvagten klokken nitten, hvor vi afløste dagholdet i garderobe, indgang og barer. Allerede da jeg kom, var alt anderledes, end det plejer. Udenfor stod store flokke af hår, læder og nitter og røg og hyggede sig, og inde i foyeren faldt mit blik allerførst på et kranium på en lang til lejligheden opsat bardisk (“Lemmybaren” til minde om nyligt afdøde Lemmy Kilmister fra Motörhead) og så i øvrigt endnu flere sortklædte med gotisk print og meget hår.

Musikken var høj. HØJ. Jeg stod i bar, og det var en af den slags vagter, der ville være utænkelig uden ørepropper. Frivillige i salen skal faktisk altid bruge ørepropper, men der er arrangementer, hvor det er mindre nødvendigt. Det her var et, hvor det var meget nødvendigt. Jeg skiftede endda til et mere beskyttende sæt undervejs. Heavy er heavy på alle måder. Bandet, som spillede, da jeg startede min vagt, var svenskere og egentlig meget gode. Tungt, ja, men de havde fløjte med, og det mindede mig lidt om Jethro Tull. Hvis nogen af mine læsere kan huske dem fra omkring 1980. Ellers var det med stort, svingende langt hår, pels, læderforklæde og et udstyr, der ledte tanken hen på en smed eller slagter fra fantasyuniverser som Game of Thrones. Det viste sig, at de var i den milde ende af metalskalaen. Bandet, der kom bagefter, blev annonceret som satanisk bøllerock og hed Horned Almighty. Herefter blev det bare værre. Jeg behøver ikke høre mere growl i et stykke tid nu. Growl er den dyriske brølesangteknik, som dødsmetal er kendt for, hvor lyden kommer helt nede fra mavemusklerne. Lærte jeg. Af søde, søde publikummer, som hang ud i baren. Alle de på ydersiden farlige, sorte og nittede er nemlige vildt søde og rare på indersiden. På den måde var sådan en lørdag på udebane berigende kontrastfyldt. En anden ting, jeg bemærkede, var, at der ikke er mange klapsalver til heavy metal. Når man skal kaste sataniske hyldesthåndtegn med den ene hånd, er det svært at klappe. Så når man udtrykker sin begejstring efter numrene, foregår det ved at løfte en knyttet højre hånd med pege- og lillefinger strakt ud – og brøle sin hyldest ud.

Det store klimaks var det polske band Vader, som skulle gå på lige før midnat, og som vi alle sammen ventede på, forstod jeg. “Og de er rigtig gode!”, forsikrede en pige mig, da hun købte en øl. Hun glædede sig i hvert fald, kunne jeg høre. Jeg kunne ikke overhovedet ikke høre forskel, er jeg nødt til at tilstå. Da de gik på, var jeg også så træt i hele min krop og i mit hoved, at bandets største kvalitet for mig at se var, at de var de sidste. Undskyld, Vader, men jeg kunne jo se, at der var dedikerede fans nok til jer den aften, uden at jeg behøvede at brøle med.

Jeg kom hjem kvart i tre om natten, og jeg kan ikke helt afgøre, hvilken slags metaltræthed, det er, jeg har lidt af lige siden. Om det er den konkrete lydpåvirkning fra metalmusikken, der har sat sig som en konstant tung hovedpine hos mig, eller det er min gamle krop, der er ved at øve influenzasymptomer med svimmelhed og ømme knogler. Jeg håber mest det første. At jeg bare ikke kan tåle metalrock. Metalfestival slutter vel hurtigere end influenzafestival.

Nå, men det kan vel ikke være ret meget bedre

 Oktoberudsigt. Med fugleklat, som vi er åbentsindede nok til at se uden om.


Oktoberudsigt. Med fugleklat, som vi er åbentsindede nok til at se uden om.

Udsigten er god, både fra køkkenet og meteorologisk. Jægersmanden er taget på premierejagt i konsortiet og vender hjem senere på dagen med gyldne oktoberskovsoplevelser, som kan opveje den tomme vildtpose, der altid er risiko for. Fra teenageværelset er der stille. Jeg har sovet så længe, som jeg kunne, og som jeg altid trænger til efter en række hverdage, hvor vækkeuret er stillet til 05.50. Og 05.55. Og 06.00, hvor jeg står op. Jeg har fået morgenmad og kaffe og har ikke flere liv tilbage i Candy Crush. I aften har jeg en frivilligtjans på Paletten, hvor Thorbjørn Risager spiller blues/soul/rootsrock. Det skal nok blive godt og svedigt.

Men nu. Det er havevejr. Det er tid at tage kontaktlinserne på, putte plugs i ørerne – lige nu hører jeg Anna Grues Judaskysset – og tage i kolonihaven. Jeg har en overordnet ide om, hvad jeg vil lave. Det er noget med at trække en række rødbeder op af jorden og finde vinteropbevaring til dem. Gøre det samme med en række gulerødder, som til gengæld nok ryger direkte i komposten. Jeg er temmelig sikker på, at der er sorte ormespor i samtlige rødder, og lad det så være det endelige argument for at droppe gulerødder i køkkenhaven herefter. Tre sæsoner har gjort det. Vi. Gider. Ikke. Rodgnaskere. Vi gider i hvert fald ikke ulejligheden med at skaffe dem et hjem.

De ældste jordbærplanter kan graves op og smides i komposten. Rabarberne bliver måske flyttet. Det store bed foran huset, som for tredje år i træk ikke er blevet “ryddet hen over sommeren” kan … ryddes. Jeg kan starte på vintergravningen, så det ikke – igen – bliver den, jeg skal starte med til foråret. Måske får jeg gjort halvdelen af det, jeg har i tankerne. Måske mindre. Bemærk, at jeg skriver ’kan’, ikke ’skal’. Der skal jo også være tid til at fundere og tænke kloge tanker, drikke kaffe og bare sidde i terrassekrogen og kigge ud over jorderne og føle mig rig. Og spise den madpakke, jeg laver. Nu.

Ha’ en gylden lørdag.

Børn i bevægelse

“Når det bliver hårdt, så er I simpelt hen nødt til at blive ved! Ellers får I ingen muskler…” råber træneren.

“Det gider vi heller ikke ha’! Vi har fedt!”, råber en dreng i hvid t-shirt.

Jeg kan høre den samme dreng kommentere stort set alt. Efter håndstand og rulning på den lange madras giver træneren gode råd om, hvordan man skal huske at spænde kroppen. “Gør det selv”, råber Hvid t-shirt.

Det er torsdag aften, og jeg sidder på balkonen i en idrætshal og overværer en flok 10-13-årige gymnasters ugentlige træning. De har lavet planke og tonset rundt til musik. De træner håndstand og balance. De slår vejrmøller og øver serier. Flikflak og tøndebånd.

Og selv om Hvid t-shirts ego af og til fylder irriterende meget i hallen denne aften, skal han have ros for at være til stede og for i øvrigt at deltage aktivt i træningen. Det skal de allesammen. Og stor ros og respekt til de frivillige ledere, der bruger deres tid og energi på det her. Rummer alle børnene og støtter dem, både i springene og mentalt. Roser både dem, der gør det godt, og dem, der trænger. Favner børn som Hvid t-shirt og giver dem plads, men ikke for meget. Forbereder springprogrammer og rytmeserier.

Det er godt gjort. Verden bevæger sig.

“Gør det selv!”

Ulven kom

Belli

Jeg havde barvagt på Paletten til Peter Belli. Han er fyldt 70, og det var flere af publikum også. Han kan endnu og synger stadig fantastisk. Det er godt, at han forlod ’Teddybjørnen’ og ’Ingen regning’ og gik tilbage til rock’n’roll. Det var en fed koncert og på flere måder en usædvanlig aften. Belli skulle gå på klokken 20. I sig selv er dét tidligt for en stor artist en lørdag aften, men jeg har aldrig oplevet, at størstedelen af publikum var kommet og på plads ved cafebordene kvart over syv. I tal: 19.15. Jeg tror ikke engang, de havde været ude at spise først; de havde bare spist tidligt og var taget af sted.

Det var gæster på 50++, de drak vin og øl – ingen farvestrålende drinks, og de betalte stort set alle sammen kontant. Vi havde usædvanligt få dankorttransaktioner, og det var også den type publikum, der ikke går i baren under sættet. De gør det forinden og igen i pausen. De var gråhårede og havde briller og deres pæne tøj på.

Men tag ikke fejl. Dengang Peter Belli var langhåret, var de det også. Langhårede, unge og rock’n’roll. Og deres dna kunne godt huske det. Rocken og rytmen boblede i dem, og mange af dem kunne slet ikke sidde stille, de gamle beatnikker var unge igen. Det var så fedt.

Belli2

Prøv engang at forestille jer en koncert om fyrre år med dem, der er vokset op med Nik&Jay…