Sådan halverer vi cherrytomater – og tilbereder dem

I denne weekend har vi klippet hækken omkring både hjemmematriklen og kolonihaven, trimmet buskads og gjort ved, og mine arme, ben og normalt upåagtede muskler værker efter at have klippet, kravlet, revet og luget, og i aften har jeg en frivilligtjans på Paletten, hvor Ghita Nørby, Michala Petri og Lars Hannibal optræder med ’musikalsk magi og eventyrstemning’, og det glæder jeg mig til …

Så.

I dag vil jeg blot berige jer med et enkelt tomattip. En nem og hurtig måde at halvere cherrytomater på. Morten gør sådan, og nu gør jeg det også sådan.

Læg tomaterne på en tallerken.

Læg en tallerken ovenpå og find en lang, skarp kniv, for eksempel en savtakket brødkniv.

Pres let ned på tallerknerne og skær med kniven imellem dem.

Vupti, så er der halve tomater.

Og hvad kan man bruge halve tomater til? Jo, læg dem i et ovnfast fad med skærefladen opad, kværn salt og peber over, drys med sukker, giv en rigelig sjat af din bedste olivenolie og bag i ovnen ved 200 grader i 20-30 minutter, så har du søde, syrlige himmerigsmundfulde, der passer til alt.

Rund er også en form

I dag var der audition og udtagelse af seks nye kokke til Danmarks Cateringlandshold, der skal træne fra nu af og frem til OL i Stuttgart i februar næste år. Sammen med fem ’gamle’ kokke på holdet kommer de til at lægge en masse arbejdstimer i træningen det næste år. Det foregår i weekender, for de har alle sammen fuldtidsjobs i kantiner rundt omkring i landet. Vi er nogle, der er tilpasse med, at træningen foregår i fritiden, for landstræner og Team Manager for holdet, Lars Brynjulf Nielsen, er til daglig kantineleder på min arbejdsplads. Køkkenholdet serverer hver dag helt fantastisk mad for mig og alle mine kolleger. Jeg kan lide alt ved frokost.

Måske så I Lars i Go’Morgen Danmark i formiddags. Det var også ham der underviste os, da min afdeling havde et kokkeskolearrangement i kantinen i efteråret. Han er cool.

Jeg SIGER ikke, at det er Lars’ skyld, at følgende skete: I aftes, da jeg havde tjans på Paletten til Laura Mo (som i øvrigt var fuldstændig fantastisk!), kiggede en – muligvis beruset og ikke på arbejde – frivilligkollega muntert op og ned ad mig og spurgte: “Birgitte, hvordan kan det være, at du er blevet sådan lidt … pæreformet?”. Jeg SIGER ikke, at skylden kan placeres andre steder end hos mig selv, men det VILLE være rart at kunne klandre nogen for, at jeg i hvert fald ikke har tabt mig.

Forårsmusikken

Jeg havde første arbejdsdag efter juleferien i dag og mødte som altid kl. 8. Omkring 8.15 syntes jeg egentlig, jeg var klar til at gå hjem igen, og sådan var vi flere, der havde det. Det er alt for brat at skulle starte 2. januar, når det nu lige gik så godt med at holde ferie. Alt, alt for brat.

Men dagen gik alligevel, og jeg fik trods alt færdiggjort en hel del arbejdsopgaver. Og heldigvis er ugen kort, så vi får en nogenlunde blid start.

En anden ting, der kommer lige efter nytår med samme usvigelige sikkerhed som arbejdsstart, er den interne tilmelding til forårets frivilligtjanser på Paletten. Jeg har været frivillig siden sommeren 2010, og jeg synes, det er umådelig privilegeret selv at kunne vælge og vrage blandt alle spillestedets forårsarrangementer, hvornår det passer mig at nuppe et stykke med frivilligt arbejde. Vi plotter ganske enkelt vores navne ind i kalenderen på de datoer og de arrangementer, der passer os hver især, og når dagen kommer, investerer vi en aften i baren, indgangen, køkkenet og garderoben og får en frisk glorie og en god oplevelse for det. Det er der kun godt at sige om.

Jeg er færdig med sæsonbestillingen. Personligt kan jeg bedst lide at stå i baren, og hvis jeg også får det ønske opfyldt, kan I komme og få gyldne smil og velskænkede dråber hos mig, når Laura Mo, Thøger Dixgaard, Dicte & Frederik Vedersø, Annika Aakjær og Gorm Bull & Palle Hjorth lægger vejen forbi Paletten.

Ses vi?

Hvad jeg IKKE skal …

For det meste prøver jeg at vende min verden om til ja’er i stedet for nej’er. Vende det negative 180° og få det positive frem. Ja-hatten, I ved. Jeg skrev engang om det under overskriften Ingen rotter på Esbjerg havn. Det holder stadig, synes jeg. Og måske kunne jeg sagtens tage mig lidt sammen med det igen.

Alligevel må jeg engang imellem definere verden ved hjælp af ikker og tage udgangspunkt i noget der ikke sker. Som nu.

I denne weekend skal jeg ikke:

  • løbe 24 timers løb i Viborg. Jeg meldte selv fra, fordi, ja … dårlig form, mit spillesteds 25 års jubilæum, min kærestes fødselsdag, især dårlig form. Andre faste løbere meldte også fra, sikkert med langt bedre undskyldninger, og det betyder, at mit hold endte med ikke at stille op i år. Det er første gang i mange år, jeg ikke er med i løbefesten med hjemmebagte muffins til holdet og farvejusteret neglelak (skriv ’24 timer’ i bloggens søgefelt og få hele farvehistorikken). Ganske vist er mine negle lige nu flotte og røde, jeg ved bare ikke, hvilke af de mange aktive holdtrøjer, jeg eventuelt er farvekoordineret med. Vi får det ikke at se.
  • til mit spillesteds jubilæumsfejring. Det er 25 år siden spillestedet Paletten slog dørene op i en ombygget biograf, og jeg har været med som frivillig i otte af dem. Jubilæet fejres med to dobbeltkoncerter og en reception. Og jeg når simpelt hen ikke at vende snuden ind omkring. Heller ikke selv om det var et af argumenterne for at springe over ovenstående. Sådan kan det gå.

TIL GENGÆLD skal jeg:

  • fejre Mortens fødselsdag hele lørdagen. Der er lister, planer, pandekager, røræg, flag, gæster, sjungen og hurra, og jeg står tidligt op i al hemmelighed. Vi bager rævekager og andre kager, og der er dejlige gaver. Det bli’r en go’ dag! Måske ryster vi lagkagen på plads med en spadseretur til valpladsen ved 24 timers løbet, så vi kan få plads til aftenens grillerier, og jeg alligevel kan se, hvem min neglelak passer til.

Fest og fejring … det hele ender alligevel toppositivt.

Sort Sol skinnede

Sommetider falder de fineste oplevelser på en torsdag aften.

I aftes skinnede Sort Sol over Viborg. I en fyldt Store Sal på Paletten, som er sådan et fint spillested. Jeg har været frivillig på Paletten i syv år, og der har jeg haft mange bartjanser og – frem for alt – rigtig mange gode musikalske oplevelser, både med artister, jeg kendte i forvejen, og nogle, der kom ud af det blå. For mig i hvert fald.

I aftes var jeg ikke på arbejde. Jeg var var der som gæst sammen med en flok gode venner, og jeg stod lige midt i salen. Få meter fra scenekanten, få meter fra Steen Jørgensen.

 

Jeg må indrømme, at jeg ikke er ret godt hjemme i Sort Sols bagkatalog. Faktisk kender jeg kun én sang sådan rigtigt. Men det betød ikke noget i går. Det var en megagod og meget intens koncert. Flot, flot lysscenografi, meget enkelt i sit udtryk, og et super velspillende band med en karismatisk forsanger. Både nye og gamle numre. Ikke så meget snak, bare musik fra start til slut. Og lys. Og nærvær.

Tak for det. Bare tak.

Her får I fire lykkelige, uredigerede minutter af den sang, jeg kender.