Nå, men det kan vel ikke være ret meget bedre
Udsigten er god, både fra køkkenet og meteorologisk. Jægersmanden er taget på premierejagt i konsortiet og vender hjem senere på dagen med gyldne oktoberskovsoplevelser, som kan opveje den tomme vildtpose, der altid er risiko for. Fra teenageværelset er der stille. Jeg har sovet så længe, som jeg kunne, og som jeg altid trænger til efter en række hverdage, hvor vækkeuret er stillet til 05.50. Og 05.55. Og 06.00, hvor jeg står op. Jeg har fået morgenmad og kaffe og har ikke flere liv tilbage i Candy Crush. I aften har jeg en frivilligtjans på Paletten, hvor Thorbjørn Risager spiller blues/soul/rootsrock. Det skal nok blive godt og svedigt.
Men nu. Det er havevejr. Det er tid at tage kontaktlinserne på, putte plugs i ørerne – lige nu hører jeg Anna Grues Judaskysset – og tage i kolonihaven. Jeg har en overordnet ide om, hvad jeg vil lave. Det er noget med at trække en række rødbeder op af jorden og finde vinteropbevaring til dem. Gøre det samme med en række gulerødder, som til gengæld nok ryger direkte i komposten. Jeg er temmelig sikker på, at der er sorte ormespor i samtlige rødder, og lad det så være det endelige argument for at droppe gulerødder i køkkenhaven herefter. Tre sæsoner har gjort det. Vi. Gider. Ikke. Rodgnaskere. Vi gider i hvert fald ikke ulejligheden med at skaffe dem et hjem.
De ældste jordbærplanter kan graves op og smides i komposten. Rabarberne bliver måske flyttet. Det store bed foran huset, som for tredje år i træk ikke er blevet “ryddet hen over sommeren” kan … ryddes. Jeg kan starte på vintergravningen, så det ikke – igen – bliver den, jeg skal starte med til foråret. Måske får jeg gjort halvdelen af det, jeg har i tankerne. Måske mindre. Bemærk, at jeg skriver ’kan’, ikke ’skal’. Der skal jo også være tid til at fundere og tænke kloge tanker, drikke kaffe og bare sidde i terrassekrogen og kigge ud over jorderne og føle mig rig. Og spise den madpakke, jeg laver. Nu.
Ha’ en gylden lørdag.