2. oktober 2017 | den store bunke |
Der er to ting, man altid skal gøre, hvis det er muligt, når man er turist i en by.
Den ene er at tage en sejltur på byens kanaler, flod, havn eller hvad den nu har af vand. Den anden er at finde et højt tårn at klatre op i og se ud til alle sider. De to er de allerbedste måder at få overblik på.
Inden for de seneste måneder har jeg besejlet og begloet to storbyer på havn&tårn-måden. Fælleshelgenen for udsigtsbillederne fra de to byer er Sankt Nikolaj.
I Hamborg – genkend Hamborgbilledet på den spektakulære Elbphilharmonie – stod jeg i St. Nikolaikirkens restaurerede tårn og skuede ud. Kirken blev bombet af de allierede under 2. Verdenskrig, og kun tårnet er bevaret. For 5 € kommer man med elevatoren 76 meter op til udsigtsplatformen. Det er det værd. Resterne af kirken står som mindesmærke over krigens ødelæggelser, og i krypten er der et fortrinligt museum, som også er værd at besøge.
I København stod jeg i Christiansborgs tårn og kiggede blandt andet over på Sankt Nikolaj Kirke, der i dag huser Kunsthallen Nikolaj. Det er ganske gratis at komme op i tårnet på Christiansborg, man skal blot igennem et omfattende security check ganske som i lufthavnen, og det er jo fuldstændig rimeligt. Besværlighederne og ventetiden belønnes, når man står deroppe, især når der er Kaiserwetter som i lørdags.
Begge byer er sejlbare, og jeg har været på vandet begge steder. Havnen i Hamborg er KÆMPEstor, og kanalerne i København er hyggelige. Med Nettobådene fra Nyhavn koster det 40 kroner for en times rundtur med guide, og det er altså billigt for al den viden, man får serveret. Selv inkarnerede københavnere ved garanteret ikke alt om deres by. Og i godt selskab er sejlturen ekstra god. Jeg tog den sammen med min datter.
20. oktober 2015 | den store bunke |
Skal I lige følge med på en tur rundt i Budapest i vores kulinariske fodspor? Jeg lover, det bliver hurtigt. Måske kommer I selv til byen engang og vil gerne puffes i retning af gode oplevelser.
Kom, så går vi.
Morgenmaden.
Den første morgen insisterede Laura på, at vi skulle spise morgenmad på, hvad hun kaldte verdens bedste bagelsted. I sommer havde hun spist en fantastisk bagel med gedeost fra Budapest Bägel, Baross utca 4, og den oplevelse skulle jeg også have. Desværre havde de ikke gedeost den dag, men bagelen med parmaskinke var supergod. Og det var lunt nok til, at vi kunne sidde på bænken udenfor og spise. Det er nemlig mest et take away-sted.
Anden dag gik vi hen på Csiga Cafe, Vásár utca 2. Det var lørdag, og de lokale mødtes til halvsen brunch. Der var god stemning og et rart miljø. Lækre omeletter og friskpresset juice.
Sidste morgenmad spiste vi på Spinoza i Dob utca 15 i det jødiske kvarter, hvor vi boede. Billigt, hyggeligt, godt. Scrambled egg til mig, french toast til min ledsager.
Frokosten.
Lækkerlækker hummus og falaffel spiste vi på Hummus Bar, som findes flere steder i byen, denne her var på Wesselényi utca 14 i det jødiske kvarter.
Kagerne.
Den første dag kom vi til at spise kage til aftensmad. Det var fordi vi havde spist hummus og falaffel så sent på eftermiddagen, at vi ikke nåede at blive rigtigt sultne igen. Kun en lillebitte smule lækkersultne. Og så gik vi lige forbi Veryberry i Zrínyi utca 12. Og så gik vi tilbage og gik ind. Jeg fik et stykke Dobostorta, som enhver ungarsk kageudbyder har på kortet. Den er opfundet af en østrigsk konditor, Josef Dobos, og består af ni ekstra tynde lagkagelag lagt sammen med chokoladesmørcreme og en hård karamelglasur på toppen. Jeg kan ikke huske, hvad Laura fik, kun at det vist var lyserødt.
Man skal også huske at gå på et af de gamle berømte konditorier. Vi nappede Gerbeaud, Vörösmarty tér 7-8. Flotte lysekroner, draperede gardiner og spektakulære kager. Vi valgte en Emil Gerbeaud’s Legacy og en Royal Chocolate. De kostede begge en god ’halvtreller’, så man skal være både nærig og kalorieforskrækket for ikke at unde sig selv den oplevelse. Ellers kan man bare nappe et stort glas hjemmelavet limonade til for lige at pifte det op med noget sundt.
Aftensmaden.
Laura og Simon var på Véndiák Étterem på Egyetem tér 5 i sommer, og hun syntes, at hun og jeg skulle spise der. Det var en god ide. Dejlig and.
Og så var der clou’et. Det som vi hjemmefra havde været stensikre på, at vi ville gøre. Spise på en Michelinrestaurant. Der er tre restauranter i Budapest, som har opnået en Michelinstjerne. Onyx er den fineste og dyreste, Costes er den midt i mellem og den første som fik en stjerne, og Borkonyha er den afslappede og den billigste af dem. Adressen er Sas utca 3, og det var den vi valgte. Laura ringede onsdag aften og bestilte bord til lørdag, altså bare tre dage før. Klokken 18 skulle vi være der, og 19.45 skulle vi være ude igen. Men det gik fint med tiden, vi lod bare tjenerskabet styre, at vi nåede det hele. Og det var ganske enkelt supergodt. Der var a la carte, og så var der dagens retter på tavlen: to forretter, en suppe og fire hovedretter. Vi valgte begge to perlehøne med linser til forret og kanin med græskar til hovedret, og så lod vi tjeneren vælge den rigtige henholdsvis hvid- og rødvin til begge retter, et glas til hver. Til desserten valgte vi forskelligt, og der er kun ét at sige om det hele: Det. Smagte. Fantastisk. Og så kostede det bare 388 kroner for hver af os. Alt inklusiv. Så det siger sig selv, det er forbudt at lade være med at spise sådan et sted, hvis man er i Budapest.
Men ellers er der ingen tvang. Og nu er turen slut. Velbekomme.
Nåjo. Download den app, der hedder Budapest. Den fungerer offline med kort og beskrivelser af snart sagt alt. Den brugte vi virkelig meget.
4. oktober 2015 | den store bunke |
Tænk, at der kun er fire dage, til Laura og jeg tager til Budapest. Vi indløser min fødselsdagsgave fra hende til mig. Og jeg glæder mig.
Vi har flybilletter. Vi har indkvartering. Vi har arvet lidt lokal valuta fra venner, der var i Ungarn i sommer og ikke fik brugt deres penge op. Undervejs finder vi ud af, hvad vi skal opleve. Hun var i Budapest på interrail i sommer, jeg var der sidste gang i ’86. Vi kombinerer erfaringer og ønsker og stykker noget godt sammen, er jeg sikker på. På Michelinrestaurant og i termalbad skal vi. Jeg vakler mellem gul badedragt fra cirka 1990 (note til mig selv: tjek elastikken) og bikini fra dengang, jeg var slank. Laura og jeg er enige om at være badetøjshadende landkrabber, men jeg insisterer på, at vi skal i termalbad. Der er nok heller ikke nogen, vi kender, som ser os. Og så skal vi ose og trave og suge til os. Det bliver så hyggeligt.
Desværre har jeg ikke fået læst op på mine mere end tredive år gamle sprogkundskaber. Hvis jeg kan nøjes med at sige øl, vin, skål, tak, ja og nej, skal det nok gå. At det lige er de ord, der har bidt sig fast i vokabulariet, afspejler meget godt, hvad jeg havde brug for at sige, da jeg var i Ungarn i 1983 sammen med en gruppe arkæologistuderende, som min ungarsklektor arrangerede en fjortendagestur studietur for. Hanne og jeg havde ungarsklektioner sammen og var med for at forfine vores sprogskills. Det skete ikke i nævneværdig grad, så vidt jeg husker, men det var en forrygende sjov tur. For arkæologerne var det fagligt, og vi var rundt og besøge utallige udgravninger og museer i landet, men ingen forventede noget som helst fagligt af Hanne og mig. Så vi studerede arkæologerne i stedet og hjalp dem med at feste. Det blev vi gode til.
Engang kunne jeg også sige ’Jeg vil gerne bede om ti busbilletter’. I dag ved jeg hverken, hvorfor jeg havde brug for ti billetter, eller hvordan jeg sagde det.
Jeg satser på at hive glemt sproglig viden frem fra det inderste arkiv, når jeg ser ordene, og så vil det vise sig, om det kan bruges til noget. I hvert fald dukkede der talord op, da jeg så pengesedlerne, og pludselig kan jeg mirakuløst tælle til ti.
Det er så fedt, så fedt, at min datter har lyst til at tage på tur med sin mor.
På gensyn, Magyarország, vi ses på torsdag.
