15. februar 2017 | den store bunke |
Jeg ville snyde mig foran i en kø, og så endte det med, at jeg selv blev snydt og kom sidst.
Det gik til på følgende måde.
De bøger, Morten og jeg læser, læser vi med ørerne. Vi læser mange bøger og mange forskellige bøger. Oftest går vi ad hver vores veje, men sommetider går vi lige i hælene på hinanden, og især når vi bevæger os blandt nordiske krimier, er vi ved at falde over hinandens fødder. Arne Dahl, Jo Nesbø, Thomas Enger, Lars Kepler, Mari Jungstedt, Åsa Larsson, Lotte & Søren Hammer, Oxen-trilogien, Afdeling Q er nogle af de universer, vi har været i begge to. Ikke sammen, ikke samtidig, men efter tur. For vi deler et Mofibo-abonnement, og det bliver for rodet at lytte til den samme bog og hele tiden skulle finde tilbage til det sted, hvor man selv er nået til, hvis den anden har lyttet i mellemtiden.
I nogle dage har jeg vidst, at Keplers Kaninjægeren var udkommet og lå tilgængelig på Mofibo, men jeg sagde det ikke til Morten, før jeg var blevet færdig med min igangværende bog og var helt klar til at downloade Kaninjægeren. Jeg ville nemlig gerne være den, der fik fingrene i den først.
Forinden ville jeg dog gerne lige vende med ham, hvordan den forrige, Stalker, sluttede, så jeg var opfrisket på, hvorfra handlingen og Joona Linna ville tage fat i den nye. Morten granskede sin hukommelse og kom med en masse “Var det ikke noget med…?” og “Jo, det var det med de der videoklip!”. Intet af det sagde mig noget. Ingen klokker ringede.
Jeg er ikke særlig god til at huske handlingen, når jeg er færdig med at læse en bog. Det bliver ikke lagret ret godt. Jeg kan sjældent referere en roman i meget mere end meget store træk, og jeg husker begyndelser bedre end slutninger. Men når jeg genhører brudstykker af lydbøger, kan jeg til gengæld genkalde mig, hvor jeg befandt mig, da jeg hørte det første gang; på landevejen tæt på Hammel, i kolonihaven, på vej ned i Føtex’ parkeringskælder, for eksempel.
I hele bloggens levetid har jeg haft et lille billede af min igangværende bog liggende ude i højre side under overskriften Lige nu i ørehøjde. Hvis jeg samtidig har haft gang i en papirbog, har der også været en bogforside nedenunder ved Lige nu i øjenhøjde. Jeg skifter dem ud, når jeg begynder på en ny bog. Det betyder, at jeg har et lille digitalt bibliotek med billeder af alle de titler, jeg har læst. Dét var bekvemt, da jeg skulle finde ud af, hvornår jeg havde læst Stalker.
Bortset fra at den ikke fandtes i mit arkiv. Jeg havde åbenbart slet ikke læst den.
Dérfor sagde referaterne af handlingen mig ikke noget. Da vi snakkede om den, bestemte Morten sig for at genlæse det sidste af Stalker og få opfrisket slutningen, inden han gik i gang med Kaninjægeren. Jeg er nødt til at læse hele Stalker først.
Nu har jeg hørt 20 procent af den, og der er ingen genkendelse. Jeg har ikke læst den før. Herover hævdede jeg, at jeg er bedre til begyndelser end slutninger, og den start ville jeg have kunnet huske. Det gør jeg ikke. Så jeg lytter videre. Mens jeg næsten ikke trækker vejret, så nervepressende er den.
Og Kaninjægeren? Jeg er nu nummer 2 i køen.
29. august 2016 | den store bunke |
Nå. Jeg ville egentlig have skrevet noget filosofisk over det faktum, at jeg lige er gået i gang med at lytte til sjette bind af Karl Ove Knausgårds Min Kamp, hans store selvbiografiske roman, der strækker sig over 2500 sider. Jeg er igen blevet grebet af hans sprog og hans detaljerede beskrivelser af hverdagsbegivenheder, hans betragtninger om sig selv, børnene, familien og det helt nære blandet med store litterære referencer og så sig selv igen og hvad det er, der skaber et menneske, og mens jeg lytter, bliver mine tanker sendt ud på mine egne erindringsveje.
Det ville jeg have drejet en række funderinger over, men da jeg kiggede tilbage i bloggens arkivalier, gik det op for mig, at det har jeg allerede gjort flere gange. Alt er sagt. Her pippede jeg første gang om Knausgårds filterløse skrivefacon. Her sendte bind 3 mig ud ad nogle af mine egne erindringstangenter. Og her læste jeg bind 5 og funderede igen over, hvor intimt og udleverende, han skriver, og hvordan det må være at være de mennesker, der er hans nærmeste.
Så nu skal I slippe for mere. HVIS altså alt er sagt. For denne sjette bog er lang. Jeg har hørt små to timer, og der er stadig over 44 timer tilbage, så september er nok nærmest brugt op, inden jeg er igennem bogen. Medmindre jeg ud over den daglige kørsel beskæftiger mig i timevis med støvsugning, løb og havearbejde, for så går det nok lidt hurtigere.
Jeg holder for resten fast i min anbefaling af Knausgård. Læs da. Begynd med bind 1 og hold op, når du ikke orker ham mere.
5. marts 2016 | Udpluk |
• En tagtækker ringede søndag morgen, fordi han var blevet bedt om at kontakte en Birgitte Bjærge angående sommerhuset i Klegod. Jeg har ikke noget sommerhus, men jeg har åbenbart en navnesøster. Og søger man mit navn, får man kun Lasses telefonnummer. Det var sådan set synd, at han blev vækket vedrørende et sommerhus, vi ikke har.
• Det virkede som en god ide at lave en ingefærromtoddy og indtage den på terrassen i solen. Det virkede knapt så gennemtænkt, at jeg bagefter var nødt til at vente med at køre bil, til 5 cl rom var fordampet ud af mit legeme.
• Vi så et nyhedsindslag om fuglekiggere i Lille Vildmose. De studerede ørne. “Det er utroligt, at de kan det”, sagde Lasse, “de spotter et svævende komma og siger “Dét er en kongeørn!”…”
• Jeg øffer igen over en skuffende lydbogsindlæser. Han lyder som en pensioneret stewardesse, der med en aldrende skuespillers stemmeskoling er slået ind på en seniorkarriere som messepræst. John Irving bliver pint ihjel.
• Tak for bekymring, Apple. Altså den bekymring, jeg nu skal håndtere – over den hær af opladere, jeg har til alle mine gadgets. De tal og bogstaver, jeg skal kigge efter på stikkene, er alt for forbandet SMÅ, så nu er jeg nødt til at sidde og kigge på alle mine gadgets, mens de lader op, så jeg lynhurtigt kan skride ind, hvis det fæle tilfælde er ude.
• Er på vej til træf med to yndlingsekskolleger. Det gælder om at være hurtig, skarp og følsom, snakke om alting, grine larmende, ryge, spise og drikke. Vi er ligedamer på samtlige punkter, og onde tømmermænd i morgen er en uundgåelig realitet.
17. januar 2016 | den store bunke |
I dag har jeg udelukkende bevæget mig i universer, som andre har lagt tilrette for mig.
Faktisk har jeg overhovedet ikke bevæget mig. Jeg har bare siddet stille og modtaget, hvad andre har skrevet.
Først læste jeg det meste af søndagsavisen. Som en række journalister og andre skribenter har gjort sig umage med at fylde med stof og historier, de har ment kunne interessere mig.
Derefter har jeg hele eftermiddagen siddet i en solstråle i køkkenet og er blevet gennembagt af varme, mens jeg først læste i en papirbog (Karitas uden titel af Kristín Marja Baldursdóttir) et par timer, og dernæst lyttede til en lydbog (Det syvende barn af Erik Valeur) et par timer.
Jeg rejste mig kun for at hente noget at spise og mere te, og det er alt, hvad jeg fysisk har gjort i dag.
Jeg har NYDT det.
Og det fortsætter. Om lidt skal jeg se Bedrag og bagefter så meget af Luftkastellet som blev sprængt, som jeg orker, inden jeg vælter i seng.
Disse linjer er alt, hvad jeg selv afsender i dag.
Modtaget?
Bag fedtede ruder
8. januar 2016 | den store bunke, Udpluk |
• Der var ABBA-tema på DRK. Ahhh! Jeg skal høre noget mere ABBA.
• Når jeg læser en velskrevet roman af høj sproglig kvalitet, får jeg lyst til selv at skrive.
• Hvorfor har jeg aldrig før læst noget af Erik Valeur? Det er smør for mine ører.
• Jeg har købt presenninger i dag. Engang holder jeg måske op med at tænke Prins Henning, lige efter at jeg har tænkt presenning.
• Der hvor jeg købte presenninger, var der en der hilste på mig, og jeg skulle lige komme i tanker om hvem han var. Optur. Det plejer at være omvendt: Mig der hilser på folk, som ikke kan huske mig.
• Stod i en butik og greb mig selv i at kigge på hjulkapsler. Men så gik jeg også ud igen. Jeg sender en mand. Vil ikke risikere et uudtalt “…. lille du”.
• Lille Hviden har rundet 45.000 kilometer og har fået lilletjekket på værkstedet. Der sendte jeg også en mand.
• Den første arbejdsuge efter juleferien gik godt nok hurtigt. Jeg nåede ikke at sove ret meget. På den måde er det, som det plejer.
• Facebook delte et femårsminde med mig i dag. Teksten var “har fået det udstikkersæt, jeg så tit har savnet. Fra nu af laver jeg KUN runde kager.” Jeg har måske stukket tre runde kager ud på de fem år. Så meget havde jeg åbenbart ikke savnet det.
