17. november 2015 | den store bunke |
Mens fodboldentusiaster langsomt bereder sig på at holde med Island under EM til sommer, fordi den eneste spiller i verden, som alle nævner udelukkende med hans fornavn, bare er bedst, har jeg vendt skuffelsen over, at eReolen kun kunne tilbyde Denne dag, et liv som e-bog og ikke som lydbog, til noget rart og komfi.
Med benene oppe og tilbagelænet i sofaen læser jeg for første gang i lang tid med øjnene. Jens Andersens Astrid Lindgren-biografi på min iPad. Det fungerer.
Samme app, men forskellige apparater. Lydbøger på telefon, ebøger på tablet. Alsidig berigelse. Point til mig, og jeg er videre i turneringen.
29. september 2014 | den store bunke |
Jeg har haft iPad i tre år. Jeg har aldrig opdateret styresystemet. I flere år har der stået et rødt ettal ved Indstillinger-ikonet og flimret med, at jeg kunne hente en opdatering. Der har det stået godt. “Hvorfor reparere noget, som fungerer fint?”, har en eller anden sagt. Det kunne have været mig.
For lidt siden installerede jeg iOS 8 på min iPhone.
Verden står endnu.
Nu er jeg ved at opdatere min iPad. Det er en stor aften.
Bagefter vil jeg opdatere til en ny version af mig selv. Den indeholder forbedringer og rettelser ligesom alle de andre opdateringer.
17. august 2013 | den store bunke |
Søn har installeret svært vanedannende spil på min iPad. “Har du ikke Candy Crush Saga? Den henter jeg lige…”.
Tak, dreng. Nu læser jeg udsagn som Niveau ikke gennemført! Du nåede ikke målet! Du fejlede! Du har ikke ryddet al geléen!
Og det passer faktisk ikke. Jeg har gennemført niveau 35. Mange gange. Jeg har fejet blævrende gele til side og forenet farvet slik i striber på tre og fire og fem. Herligt! Niveau gennemført! Blev der sagt.
Men. For at låse næste verden op kan jeg gøre tre ting.
Jeg kan spørge mine Facebookvenner om hjælp. Bare rolig, guys, det gør jeg ikke. I må rode i jeres egne kulørte bolchekogerier, så skal jeg nok fedte rundt i mit eget sukkerstads uden at belemre jer.
Jeg kan låse op nu. “Køb øjeblikkelig adgang til den næste, lækre episode.” Gu’ vil jeg ej. Det koster 7 kroner. JEG GØR DET IKKE. Jeg ved, at det vil være begyndelsen på et skråplan. Så må jeg jo også godt næste gang.
Så jeg er den personificerede standhaftighed og vælger den tredje mulighed. Jeg spiller opgaver. Man må få én i døgnet. Jeg har løst to ud af tre, og lige nu er der 10 timer, 29 minutter og 22 sekunder til næste hemmelige opgave. Kæft der er langt til niveau 36! Gad vide om man også skal stride sig ind i de efterfølgende verdener på samme slid- og langsommelige måde.
Hov. Jeg må løbe. Jeg er blevet bevilget endnu et liv… jeg træner lige bane 35 igen.