24. maj 2014 | den store bunke |
Fryseren var rendt tør for madpakkeboller, og jeg havde sat mig for at bage i dag. Det meste af denne weekend tilbringer vi på Mortens adresse, men han var rendt tør for bageingredienser.
Så jeg gik hjem og havde en date med min Ballerup. Og indså, at det ville blive en dag hakket i småbidder, hvis jeg skulle tilbage til min egen matrikel senere på dagen for at sætte på plade og endnu senere sætte i ovn.
Så jeg pakkede dejen i pose og tog den med. Meget sær ting at gå gennem byen med en pose dej.
Jeg fyldte Mortens ovn med bageplader og fik fine boller ud af det.
Men hans fryser var rendt tør for plads, og da vi senere skulle ud at løbe, gik vi først gennem byen med to poser boller for at gå op og putte dem i min fryser på vejen. Sær bagage for en person i løbetøj.
Jeg glæder mig, til vi flytter sammen.
20. maj 2014 | den store bunke |
Så sad jeg der i en frokostpause med en flok nye mennesker, der var fulde af imødekommende nysgerrighed og gerne ville vide, hvad jeg er for en.
“Er det så gymnastik, eller er det badminton, du beskæftiger dig med i din fritid?”
Jamen, det må da være, fordi det bare lyser ud af mig, at jeg motionerer på én eller anden måde, at han ikke spurgte, om det var porcelænsmaling eller slægtsforskning, jeg kastede mig over, når jeg kom hjem.
Hvor er det ærgerligt, at han ikke spurgte, om jeg eventuelt havde løbet fire halvmaraton.
24. april 2014 | den store bunke |
Jeg har lige løbet tre kilometer. Det er flot. Er vi nødt til at synes.
Til jul fik Morten en gave, han overhovedet ikke havde ønsket sig. Startnummer til en kvartmaraton ved Kalkmineløbet i slutningen af maj. Jeg havde også købt et nummer til mig selv og så det lidt som en udfordring og opfordring til os selv; vi ville sikkert bedre kunne komme af sted på løbeture, hvis vi trænede til noget. Det var i december, jeg tænkte sådan. Og fik ham til at tænke det samme.
Kristi Himmelfartsdag er faktisk … snart. Min statistik på Endomondo taler for sig selv.
Vi løb samme distance til Kalkmineløbet i både 2012 og 2013. Her er vi sidste år. Jeg forstår ikke, hvorfra Morten har hentet kræfter til det smil. Hvis det er et smil? Det var op ad bakke. Hele løbet er op ad bakke.
Lige forinden har fotografen fanget et Kodak moment. Prøv at se hvor sødt! Limegrønne mand rækker hånden ud til Pink lady og siger (gisper) sikkert: “Kom nu, du kan godt, det er bare en lille bakke, der kun findes inde i dit hoved!”.
Jeg ved ikke, hvem af os der skal tage opbakningstjansen i år. Jeg er nok nødt til at vinkle resultatet på samme måde som sidste år. At ’det er længe siden, jeg har kunnet løbe så længe…’
Men lad os nu bare se det fra den glade side: I april har jeg allerede løbet tre gange så meget, som jeg gjorde i marts.
Tak til den ukendte fotograf for at have foreviget en lille historie.
26. november 2013 | den store bunke |
Det er en tradition, at løbeskoene skal i med i bagagen på pigetur. Jeg har sat Endomondospor i både Rom og Bruxelles. Og selv om der i weekenden kun var afmålt plads i tagboksen til personligt stuff, fordi vi var seks i bilen, havde alle løbegear med.
Det var ikke første gang, jeg løb i Berlin. I foråret 2012 løb Morten og jeg halvmaraton. Men det var første gang, jeg (vi) var i så dårlig form. Jeg (vi) har sådan set ikke fået løbet siden august. Det er ikke vigtigt for mig (os) i øjeblikket. Men jeg kan ikke komme af med mit løberry, og jeg har én gang for alle bestemt, at jeg ikke vil bruge energi på at ærgre mig over dét, jeg ikke gør, men i stedet glæde mig over det, jeg faktisk gør. Og jeg løb med de andre i lørdags. Min forberedelse bestod i, at jeg havde ladet mit løbeur op. Og at det var lykkedes mig at huske, hvad man bruger af tøj, når man løber.
Målet var Grosser Bunkerberg, som var en af tre centrale forsvarsposter under anden verdenskrig. “Der er ikke ret langt”, blev der sagt, da vi stak ruten ud på bykortet. “Jeg skal løbe max fem kilometer!”, sagde en af de andre. Der viste sig at være over ni frem og tilbage, og jeg (og Morten) kastede håndklædet ved 7,7 og gik resten af vejen. Der var jo ingen grund til at smadre min krop og spolere resten af dagen.
Det gik okay. Men jeg kunne selvfølgelig godt mærke, at jeg ikke var i form. Jeg kunne mærke det meget. Det er sådan set også fair nok, at det er dem, der holder træningen ved lige, der bliver belønnet. For nogle år siden udtalte jeg her, at jeg gerne ville blive ved at være lige så god, som jeg var på det tidspunkt. Det vil jeg stadig gerne. Det bliver jeg sikkert også igen. Men jeg ærgrer mig ikke. Jeg var ude i lørdags. Det var fedt. Og det var først om mandagen, jeg humpede rundt med ømme baglår.
Halvmaratonruten (og maraton, går jeg ud fra) i Berlin er flad, og der bliver sat mange rekorder der. Men vil man løbe bakketure, er Grosser Bunkerberg i Volkspark Friedrichshain et rigtig godt sted. Klar, parat, start.
11. august 2013 | den store bunke |
Jeg sætter en ære i at bære farvekoordineret neglelak til 24 timersløbet. Så kan jeg da dét.
Vi er mange i Viborg, som er baldrede i dag. Vi har løbet rundt og rundt og rundt om Søndersø i 24 timer, og hvor har det været hyggeligt. Og hårdt. Og fedt. Og festligt. Igen. Der er slået rekorder, der er løbet langt, der er svedt, og nu har vi stive ben, og vores løbetøj er smidt til vask. Vi skal tidligt i seng, for nogle af os har ikke sovet så meget i nat.
Vi har fået lækker mad, masser af kaffe og sodavand, muffinsene er spist, både dem med blåbær og dem med squash. Det var om de sidste, Sigrid på 12 forundret sagde: “Altså, er det… grøntsagskager?”
Frem for alt har vi nydt hinandens selskab, heppet på hinanden og alle de andre, snakket med en masse venner og bekendte, som også var der, løbende eller tilskuende.
Vi glæder os allerede til næste år. Hvor nogle af os vil være i endnu bedre form.
De sidste meter. Foto: Morten Dueholm, Viborg Stifts Folkeblad.
