25. februar 2017 | den store bunke |
Det her er fire kilometer, hvoraf jeg halvdelen af tiden var på afveje. Faktisk havde jeg seriøst mistet orienteringen. Inde i mit hoved var der en klar forestilling om, hvad jeg skulle, men jeg kan se på oversigten her, at den på ingen måde stemte overens med virkeligheden.
Området hedder Neckelmanns Plantage og ligger nord for Viborg. Af og til kører jeg derud for at løbe en tur, især i de perioder, hvor jeg er i ekstremt dårlig form og ikke så gerne vil ses af bekendte, som stadig tror, at jeg er letfodet og fit. Min plan er, at jeg lige kan løbe mig lidt i form ude i skoven, inden jeg viser mig i bynære og befærdede områder. Det er aldrig rigtigt sådan, det går i længden. Jeg når aldrig rigtigt ind til byen. Til gengæld starter jeg tit.
Plantagen er ikke ret stor. Der er to vandre-/løberuter på 1,9 og 3,6 km, og det var den korte af dem, jeg begav mig ud på i dag. Da jeg var næsten rundt og kunne se parkeringspladsen og min bil, besluttede jeg, fordi det egentlig gik helt godt, og to kilometer var lige i underkanten, at tilføje en lille tur rundt på den anden side af den brede skovvej, bare lige lidt ind ad en sti og til højre og en gang mere til højre for at ramme skovvejen igen og følge den tilbage til bilen.
Som det ses af gps-oversigten fra mit løbeur gik det ikke sådan. Det vil sige, jeg ramte faktisk skovvejen og kunne snildt have løbet den hjem derfra. Tilsyneladende gik det bare aldrig op for mig, at jeg befandt mig, hvor jeg havde planlagt. I stedet fik jeg drejet en gang for meget til højre og forvildede mig langt mod nord. På et tidspunkt – oppe i hjørnet – anede jeg faktisk ikke, hvor jeg var. Det var godt, jeg til sidst kom ud til en asfalteret vej, som jeg kendte.
Heldigvis var det, inden det begyndte at regne.
Men er vi enige om, at det er bedst, jeg aldrig begynder at løbe orienteringsløb?
19. april 2016 | den store bunke |
I Natholdet i aftes med Niels Hausgaard som medvært så jeg et klip om en figurløber, altså en løber der lavede sine ruter, så satellitoptegningen kom til at forestille noget. En giraf, en gris og så videre.
Det er da ikke nyt. Det har jeg da tit gjort. Se selv.
Frankrig
Karlsvognen
Ostehøvl
Båndsalat
Kyllingelår
21. oktober 2015 | den store bunke |
Jeg kom til at tænke på løb. Jeg ved ikke, hvor tanken kom fra, for jeg har ikke været i nærheden af det længe, og jeg har det heller ikke aktuelt stående på min to do-liste. Sådan er det, og fred med det. Fed med det, kom jeg først til at skrive, og det kunne sagtens være en lige så dækkende beskrivelse.
Det er således sjældent, jeg færdes blandt Endomondos statistikker, men jeg ved, at det står fint til derinde på min personlige platform på deres hjemmeside. Sidst jeg kiggede, konstaterede jeg for eksempel, at jeg har løbet mere i år end sidste år. Muligheden for også at passere 2013-distancen er til stede. Men det er ikke vigtigt. Jeg har allerede en fin form ifølge graferne.
Lidt som en hval. En af dem fra Rasmus Klump-universet. Det er nok heller ikke helt skævt.
4. januar 2015 | den store bunke |
Engang imellem skriver Endomondo til mig. We are glad to see you’re staying alive, skriver de, når jeg pludselig har været aktiv efter lang tids pause. Eller, det troede jeg i hvert fald de skrev første gang, jeg fik beskeden. Men det var ’staying active’, de skrev.
Godt jeg kan gøre dem glade.
I dag skete det igen. At jeg var aktiv. Men jeg gad nok vide, om jeg nogensinde kommer til at kunne løbe mere end 3-4 kilometer igen. Morten forsikrer, at det skal jeg nok komme til. Han var med i dag. Vi løb dog ikke samme rute, for det er meget længe siden, han har været ude, så han ville kun have en lille tur. Alligevel er jeg sikker på, at de er virkelig, virkelig glade omme hos Endomondo. Hvis altså de har opdaget, at han har haft løbetøj på. Han har ikke selv sagt det til dem, nemlig.
Jeg var ikke så hemmelighedsfuld om mit træningspas i dag. Allerede tre en kvart kilometer tilbagelagt i 2015. Og i et splitsekund har jeg løbet monsterhurtigt, viser grafen. Jeg kan huske det. Det var ned ad bakke.
Bagefter føltes det også som ned ad bakke. Som om vi begge to ude i skoven var blevet overfaldet og puttet i et par meget, meget gamle kroppe med ondt over lænden og i ryggen. Ømme og stivkroppede har vi krabbet os rundt resten af dagen. Ynkeligt.
Men det kan Endomondo jo ikke se. De er glade.
Og vi var af sted. Og det var overvejende solskin.
26. november 2013 | den store bunke |
Det er en tradition, at løbeskoene skal i med i bagagen på pigetur. Jeg har sat Endomondospor i både Rom og Bruxelles. Og selv om der i weekenden kun var afmålt plads i tagboksen til personligt stuff, fordi vi var seks i bilen, havde alle løbegear med.
Det var ikke første gang, jeg løb i Berlin. I foråret 2012 løb Morten og jeg halvmaraton. Men det var første gang, jeg (vi) var i så dårlig form. Jeg (vi) har sådan set ikke fået løbet siden august. Det er ikke vigtigt for mig (os) i øjeblikket. Men jeg kan ikke komme af med mit løberry, og jeg har én gang for alle bestemt, at jeg ikke vil bruge energi på at ærgre mig over dét, jeg ikke gør, men i stedet glæde mig over det, jeg faktisk gør. Og jeg løb med de andre i lørdags. Min forberedelse bestod i, at jeg havde ladet mit løbeur op. Og at det var lykkedes mig at huske, hvad man bruger af tøj, når man løber.
Målet var Grosser Bunkerberg, som var en af tre centrale forsvarsposter under anden verdenskrig. “Der er ikke ret langt”, blev der sagt, da vi stak ruten ud på bykortet. “Jeg skal løbe max fem kilometer!”, sagde en af de andre. Der viste sig at være over ni frem og tilbage, og jeg (og Morten) kastede håndklædet ved 7,7 og gik resten af vejen. Der var jo ingen grund til at smadre min krop og spolere resten af dagen.
Det gik okay. Men jeg kunne selvfølgelig godt mærke, at jeg ikke var i form. Jeg kunne mærke det meget. Det er sådan set også fair nok, at det er dem, der holder træningen ved lige, der bliver belønnet. For nogle år siden udtalte jeg her, at jeg gerne ville blive ved at være lige så god, som jeg var på det tidspunkt. Det vil jeg stadig gerne. Det bliver jeg sikkert også igen. Men jeg ærgrer mig ikke. Jeg var ude i lørdags. Det var fedt. Og det var først om mandagen, jeg humpede rundt med ømme baglår.
Halvmaratonruten (og maraton, går jeg ud fra) i Berlin er flad, og der bliver sat mange rekorder der. Men vil man løbe bakketure, er Grosser Bunkerberg i Volkspark Friedrichshain et rigtig godt sted. Klar, parat, start.
