19. december 2015 | den store bunke |
Noget af det fine ved at skulle købe julegaver er, at man kommer ud. Ud på gader og i byens forretninger. Sarte og hårdtprøvede sjæle kunne fristes til at sige “i den voldsomme trængsel og alarm”, men jeg er hverken sart eller hårdtprøvet, synes jeg, så jeg havde taget mit venlige ansigt og mit overskud på og stillet mig ud i kø. Faktisk havde jeg også den slags søde bemærkninger og snappy comebacks med, som for år tilbage fik min førstefødte til at konstatere, da vi kom ud fra en forretning, at “Mor, du er næsten lige så pinlig som far!”. Og jeg havde bare strøet et par små venlige morsomheder ud, mens ekspedienten pakkede ind.
Nå, men det gode ved at komme ud på handel er, at man møder mennesker. Nogle, man er på hils med, og nogle, man udveksler lidt snak med. I en af mine køer i dag kom jeg til at stå ved siden af en bekendt, jeg ikke har set i lang tid. Vi opdaterede derfor lidt på gøren og laden. Hun havde det godt og forstod at skønne på det hele hver eneste dag. Det har hun i øvrigt altid været god til. Hun var flyttet sammen med en mand. “Jeg har skudt papegøjen”, sagde hun og tilføjede “… men det har du jo også?”. Jeg bekræftede. “Man skal bare vente længe nok”, sagde hun, “eller gå i Bilka..” Her hentydede hun selvfølgelig til Bilka-daten, og jeg sagde, at det jo var fedt at finde en mand, der kunne se det sjove i at lægge det første stævnemøde i Bilka.
“Men du kunne heller ikke trives ret godt med en, der ikke havde humor, vel?”
Næh, præcis sådan hænger det sammen. Så jeg trives.
17. februar 2015 | den store bunke |
Det er godt at glæde sig. At have noget at glæde sig til. Det har jeg. Jeg glæder mig til kærestedage i Barcelona i april.
Jeg fodrer forventningen ved at kigge på billeder fra vinterferien for tre år siden, da jeg og børnene var der. Det var dejlige dage.
26. august 2013 | den store bunke |
Det er næsten ikke til at komme ned igen. Alt og alle slog sig sammen om at gøre i festen i lørdags til et uforglemmeligt allerbedste sted at være. Vejret, stedet, stemningen, gæsterne, maden, gaverne, talerne og indslagene, energien, glæden.
Morten gik i seng hen ad morgenen med væg-til-væg-smil på og vågnede fire timer senere og tog sine glade øjne på lige med det samme.
Jeg var glad og rørt langt ind over alt det fine og sjove, folk havde at sige til og om ham. Det er det, man skal. Man skal se at få holdt nogen fester, så det bliver sagt. Som Bedsteven sagde i sin tale: “Jeg kunne sige det til dig ansigt til ansigt. Men jeg kan også sige det, så allesammen kan høre det! Ellers tror du bare ikke på det.” Og det er jo sådan det er. Når alt det gode bliver sagt og gjort i en lind strøm i løbet af en aften, forstærkes det og forsvinder ikke, og alle kan se, at der sidder et menneske lige dér på et varmt leje af kærlighed og anerkendelse. Alt er godt.
Nu er der ikke flere lister at krydse af på. Ikke flere hemmeligheder at holde på. Det er rart. Og lidt mærkeligt. Lidt tomt. Jeg er træt. Men jeg har dejlige billeder på nethinden og på harddisken.
Jeg skrev en sang. Den var svær at lade være med at sige noget om på forhånd. Og nynne lidt. Skylder tak til storebror for tre linjer,
som jeg har planket og redigeret fra en konfirmationssang, han skrev til vores niece. Og for at have fundet verdens allerbedste melodi
at skrive festsang på. Siden den konfirmation har jeg ikke skrevet på andet end Sneflokke kommer vrimlende.
19. august 2013 | At have have, den store bunke |
I går dannede kolonihaven rammen om Mortens fødselsdag. Søster, svoger, brødre, svigerinder, datter, kæreste, mor og to andre gamle koner til kaffe og kage og en flok rådyrrygfileter på grillen. Dagen før havde vi ryddet ud og flyttet rundt og gjort klar, så vi kunne sidde i tørvejr.
Vi havde ikke lagt dugen på, for måske var der lidt hul i taget, og vi havde ikke været med til at bestemme vejret.
To timer før gæsterne kom, gik der hul i himlen også. Og taget var utæt, viste det sig. Der rendte vand ind tre-fire steder. Vi måtte gøre noget, før gamlerne og de andre kom, og heldigvis er Morten en handlingens og snarrådighedens mand.
Søm, tak.
Spand, tak.
Krus, tak.
Og så havde vi den dejligste dag. Gode mennesker, gode gaver, sol og regn, boller og kage, snak, hygge, smådrillerier og storgrillerier. Der er vide rammer på det fineste lille sted.
Glad fødselsdagsbarn. Og søndagsbarn.
11. august 2013 | den store bunke |
Jeg sætter en ære i at bære farvekoordineret neglelak til 24 timersløbet. Så kan jeg da dét.
Vi er mange i Viborg, som er baldrede i dag. Vi har løbet rundt og rundt og rundt om Søndersø i 24 timer, og hvor har det været hyggeligt. Og hårdt. Og fedt. Og festligt. Igen. Der er slået rekorder, der er løbet langt, der er svedt, og nu har vi stive ben, og vores løbetøj er smidt til vask. Vi skal tidligt i seng, for nogle af os har ikke sovet så meget i nat.
Vi har fået lækker mad, masser af kaffe og sodavand, muffinsene er spist, både dem med blåbær og dem med squash. Det var om de sidste, Sigrid på 12 forundret sagde: “Altså, er det… grøntsagskager?”
Frem for alt har vi nydt hinandens selskab, heppet på hinanden og alle de andre, snakket med en masse venner og bekendte, som også var der, løbende eller tilskuende.
Vi glæder os allerede til næste år. Hvor nogle af os vil være i endnu bedre form.
De sidste meter. Foto: Morten Dueholm, Viborg Stifts Folkeblad.
