10. marts 2015 | den store bunke |
Så skulle jeg være alene hjemme, fordi søn skulle spise hos sin far, og kæreste skulle til madlavning for finere jægere, og jeg havde bestemt, at efter arbejde ville jeg kigge ind til nogle bekendte og hilse på, derefter ville jeg købe ind, og hjemme ville jeg skifte til spandex og løbe en dejlig tur, og bagefter ville jeg sætte mig sofaen med fjernsyn og gadgets.
Men så gik det sådan, at det der besøg jo ikke behøvede at være i dag, så jeg kørte forbi. Og mens jeg var i Føtex, kom jeg i tanker om, at det jo kun er to dage siden, jeg løb sidst.
Så jeg gik direkte i pit med min gode alenehjemmesalat og leftovervinsjatter. Som nogen jo er nødt til at tage sig af.
Og sikke rart, det var!
At ikke have den mindste snert af dårlig samvittighed.
Bare aaahh!
11. januar 2015 | den store bunke |
Mit løbeur har lagt sig ud på terrassen for at lokalisere nogle satellitter, det vil bruge på en løbetur.
10 gode grunde til, at jeg ikke skulle tage med på den tur:
1. Det kommer nok til at regne
2. Det kommer nok til at blæse
3. Der er er mere søndagsavis at læse
4. Jeg kan gå direkte i bad uden at skulle svede først
5. Jeg har haft ondt i den ene side af ryggen og bevæget mig som en 80-årig i flere dage
6. Jeg gider ikke
7. Jeg kan risikere at møde andre løbere derude, som kendte mig, dengang jeg var fit og aktiv på ruterne
8. Jeg kan spille Candy Crush i stedet for
9. Jeg kan sidde og trykke ’opdater’ på Facebook hvert femte minut
10. Jeg kan sidde og trykke ’opdater’ på Instagram hvert femte minut
1 god grund til, at jeg skulle tage med på den tur:
1. Jeg har været af sted
4. januar 2015 | den store bunke |
Engang imellem skriver Endomondo til mig. We are glad to see you’re staying alive, skriver de, når jeg pludselig har været aktiv efter lang tids pause. Eller, det troede jeg i hvert fald de skrev første gang, jeg fik beskeden. Men det var ’staying active’, de skrev.
Godt jeg kan gøre dem glade.
I dag skete det igen. At jeg var aktiv. Men jeg gad nok vide, om jeg nogensinde kommer til at kunne løbe mere end 3-4 kilometer igen. Morten forsikrer, at det skal jeg nok komme til. Han var med i dag. Vi løb dog ikke samme rute, for det er meget længe siden, han har været ude, så han ville kun have en lille tur. Alligevel er jeg sikker på, at de er virkelig, virkelig glade omme hos Endomondo. Hvis altså de har opdaget, at han har haft løbetøj på. Han har ikke selv sagt det til dem, nemlig.
Jeg var ikke så hemmelighedsfuld om mit træningspas i dag. Allerede tre en kvart kilometer tilbagelagt i 2015. Og i et splitsekund har jeg løbet monsterhurtigt, viser grafen. Jeg kan huske det. Det var ned ad bakke.
Bagefter føltes det også som ned ad bakke. Som om vi begge to ude i skoven var blevet overfaldet og puttet i et par meget, meget gamle kroppe med ondt over lænden og i ryggen. Ømme og stivkroppede har vi krabbet os rundt resten af dagen. Ynkeligt.
Men det kan Endomondo jo ikke se. De er glade.
Og vi var af sted. Og det var overvejende solskin.
26. november 2014 | den store bunke, Heldige mig, Køkkenskriverier |
• dette syn, mens jeg sidder og hviler efter en løbetur. Onsdag er juniorkokkens maddag, og jeg rånyder, at han efterhånden er så dreven, at han både finder på, køber ind og udfører, uden at jeg behøver at være til stede, hverken mentalt eller fysisk.
• at tage løbetøj på, sætte en lydbog i ørerne og begive mig ud i mørket, hvor ingen kan kende mig. En lille tur uden andre ambitioner end at få mig rørt og alligevel lang nok til, at musklerne bliver ømme. I dag var det fire kilometer.
• når alt vasketøjet er tørt og ligger i stabler klar til at lægge på plads.
• bevidstheden om, at Lille Hviden fik sine nye vinterdæk på i weekenden, så jeg nu bare kan sige “Ja”, når jeg bliver spurgt, om jeg har skiftet til vinterdæk. Jeg efterspændte boltene i går og kunne rokke én ud af seksten. Og så var det jo ikke spildt at finde den krydsnøgle frem, som jeg har kørt rundt med i min gamle bil altid.
• at der er blevet lagt et dameblad til mig, så jeg kan slå hjernen fra og læse om Alt det, redaktørerne synes, jeg skal interessere mig for i denne uge.
• hvad juniorkokken tryllede frem
15. november 2014 | den store bunke |
Se godt på disse ben. De kan løbe. Nu er de plejet med bad og blød indpakning, men tidligere på dagen var de benhårde og seje transportmidler ude i mørket.
Jaha, de kan stadig løbe. Ingen troede længere på det, tror jeg. Der var pludselig gået tre måneder, siden de præsterede sidst.
Men det går simpelt hen ikke med det stillesiddende liv, jeg har fået på mig. Den eneste motion, jeg får, er når jeg går 50 meter ned til min bil om morgenen, og det samme når jeg kommer hjem om eftermiddagen. Indtil for et halvt år siden cyklede jeg på arbejde, ganske vist kun en kort tur, men dog en tur. Nu kører jeg bare bil og spiser godbidder. Og kan ikke passe mit tøj længere. Det vil jeg ellers gerne kunne.
Så nu har jeg lovet mig selv, at jeg vil løbe to gange om ugen. Uanset hvor mørkt det er, og hvor ugidelig jeg er. Der vil være opbakning hjemmefra. Hjemmefra i den betydning, at Morten ikke løber med – han skal jo også lave aftensmad imens – men peptalker. Sikkert også puffer mig ud.
Nå, men nu har jeg sagt det. Og undskyld mig, men jeg skal massere mine ømme ben. Tre kilometer sætter spor, jo.
