Vi løb Søndersøløbet i aftes. Traditionsrigt, lokalt og ikke særlig langt. Heller ikke særlig hurtigt. Jeg var ude på ruten i omkring fire minutter mere end sidste år. Det er en hel del, når distancen ikke er mere end 5,7 km. Morten lagde to et halvt minut oveni sin sidste års tid.
Jeg er god til at vende tingene på hovedet, så fakta smager bedre. Som i min Facebookstatus: “løb årets Søndersøløb fire minutter langsommere end sidste år. Men altså, det er REKORDmeget længere tid end min rekord”.
Og da Morten konstaterede, at han var kommet i mål præcis midt i feltet, som nummer 534 ud af 1068 deltagere, og jeg kiggede på mine tal og så, at jeg både i den samlede placering og i placeringen blandt kvinderne lå i sidste halvdel, så skumlede jeg lidt. I min aldersklasse lå jeg som nummer 24 af 46, og det var der jo heller ikke noget spektakulært i. Men hey, jeg var nummer 1 i den sidste halvdel!
Når man i flere år har flashet på de sociale medier hver eneste gang, man har løbet, og fortalt om den ene forbedring efter den anden og skrydet om nye ruter og landvindinger, og faktisk også er blevet set derude og har knyttet nye løbebekendtskaber, så har man et ry. Et omdømme som en, der løber. Og det forsvinder ikke så nemt. Mærkeligt nok hænger det ved endnu. For tre uger siden løb jeg Kalkmineløbet i Mønsted (og har kun haft løbeskoene på på en enkelt træningstur i de mellemliggende tre uger!), og da jeg pustende og gispende nærmede mig målet efter ti hårde kilometer, blev min chip registreret, og kommentatoren annoncerede i højttalerne, at jeg var på vej, og fortsatte “… hun er også en Viborgløber”. Uuuh, ja. Det er også et smalltalk-emne, når jeg møder mennesker, jeg ikke har talt med længe: “Du løber vel stadig helt tosset?”, som noget de bare går ud fra. Og genboerne synes, at min løbejakke hænger til luftning på altanen hele tiden. De ser det bare hver gang, den hænger der. Og i aftes mødte vi en bekendt, der sagde: “Åh nej, kommer I? Jeg skulle jo løbe langsomt i dag…!”
Jeg kan joke med, at jeg var rekordlang tid ude på ruten, og jeg kan insistere på, at jeg ikke vil ærgre mig over dårlige resultater og over, at jeg kommer så sjældent af sted, men glæde mig over, når jeg løber. Det fortsætter jeg med, og så længe der klæber et billede af en fit og stramhudet – og tynd – løber til mig, nyder jeg også dét.
Men.
Det er jo ikke godt nok. Jeg kan godt mærke det. Det kan vi begge to. Jeg ved ikke helt, hvilke mekanismer der har haft fat i os. Da vi mødte hinanden for halvandet år siden, løb vi begge regelmæssigt og med pæne distancer og tider, vi var glade for, og vi havde begge to startnummer til Berlin Halbmarathon i april sidste år. Løberiet er bare ikke blevet prioriteret særlig højt det seneste års tid af nogen af os.
Vi må lægge en plan, blev vi enige om i aftes. Vi må i gang igen. For det er jo godt at få motion. Det er dejligt at have god samvittighed. Det er simpelthen rart at være i form. Vi må prioritere.
Vi vil.
Vi kan.
Vi har bare først tid i næste uge.
