Berlinerlaufen
Det er en tradition, at løbeskoene skal i med i bagagen på pigetur. Jeg har sat Endomondospor i både Rom og Bruxelles. Og selv om der i weekenden kun var afmålt plads i tagboksen til personligt stuff, fordi vi var seks i bilen, havde alle løbegear med.
Det var ikke første gang, jeg løb i Berlin. I foråret 2012 løb Morten og jeg halvmaraton. Men det var første gang, jeg (vi) var i så dårlig form. Jeg (vi) har sådan set ikke fået løbet siden august. Det er ikke vigtigt for mig (os) i øjeblikket. Men jeg kan ikke komme af med mit løberry, og jeg har én gang for alle bestemt, at jeg ikke vil bruge energi på at ærgre mig over dét, jeg ikke gør, men i stedet glæde mig over det, jeg faktisk gør. Og jeg løb med de andre i lørdags. Min forberedelse bestod i, at jeg havde ladet mit løbeur op. Og at det var lykkedes mig at huske, hvad man bruger af tøj, når man løber.
Målet var Grosser Bunkerberg, som var en af tre centrale forsvarsposter under anden verdenskrig. “Der er ikke ret langt”, blev der sagt, da vi stak ruten ud på bykortet. “Jeg skal løbe max fem kilometer!”, sagde en af de andre. Der viste sig at være over ni frem og tilbage, og jeg (og Morten) kastede håndklædet ved 7,7 og gik resten af vejen. Der var jo ingen grund til at smadre min krop og spolere resten af dagen.
Det gik okay. Men jeg kunne selvfølgelig godt mærke, at jeg ikke var i form. Jeg kunne mærke det meget. Det er sådan set også fair nok, at det er dem, der holder træningen ved lige, der bliver belønnet. For nogle år siden udtalte jeg her, at jeg gerne ville blive ved at være lige så god, som jeg var på det tidspunkt. Det vil jeg stadig gerne. Det bliver jeg sikkert også igen. Men jeg ærgrer mig ikke. Jeg var ude i lørdags. Det var fedt. Og det var først om mandagen, jeg humpede rundt med ømme baglår.
Halvmaratonruten (og maraton, går jeg ud fra) i Berlin er flad, og der bliver sat mange rekorder der. Men vil man løbe bakketure, er Grosser Bunkerberg i Volkspark Friedrichshain et rigtig godt sted. Klar, parat, start.
