13. maj 2016 | Udpluk |
Forleden aften var der en baby i lejligheden ved siden af vores!! Åbne vinduer og skærende barnegråd. “Hvad tror du vores venner vil sige, hvis vi siger, vi vil flytte, fordi der er en baby her?”, sagde Morten.
(Nej, venner, vi vil ikke flytte. I skal ikke til at slæbe alle vores ejendele. Igen. Vi har ørepropper!)
Til gengæld er overboen flyttet. Vi befinder os for en periode i et lydtomt limbo uden løbende børn ovenpå, uden stole der bliver skubbet hen over gulvet, uden energisk klakkende skohæle. Måske er det stilhed før storm. Vi ved det ikke, men lige nu er det os selv, der står for det meste lyd.
Jeg har ikke fået is endnu i år. Hverken ispind eller vaffel eller bæger. I går på vejen hjem fra min mor på Fyn var jeg inde på en tankstation, fordi Lille Hviden ikke ville bringe os helt hjem uden optankning. Jeg kunne også gå ind og købe mig en is, tænkte jeg, men så nøjedes jeg med at fodre bilen. Det var da dumt. Nu holder de varme dage op.
Jeg var på Fyn, fordi vi – og mor – havde en aftale med en visitator fra kommunen. Det er flot at være fyldt 90, men svært at acceptere, at man ikke kan, hvad man før har kunnet. Nu har vi ansøgt om en plejebolig til mor. Det ene øjeblik betragter hun det som verdens værste påhit, og det næste kan det ikke går hurtigt nok. Og sådan kan der gå mange måneder. Men hurra for Nordfyns Kommunes samarbejdsvillighed.
I går lærte jeg et nyt ord. Samskabelse. Min læseklub – læsekreds, bogklub, kært barn, I ved – havde besøg af to bibliotekarer, som er ved at gøre sig klogere på netop det. De har valgt læsekredse som deres fokusområde. Det blev en god snak om ideer til gensidig inspiration med både biblioteket og andre læsekredse i området. Det kan godt gå hen og blive sjovt med sådan noget samskabelse.
På mandag går bukkejagten ind. Nogen her i husstanden glæder sig vildt meget. En stor og en lille. Nogen her i husstanden står fælt tidligt op på mandag og sætter sig ud i et tårn og er helt stille. En anden her i husstanden glæder sig mest til at skille krudt fra ukrudt i kolonihaven.
5. maj 2016 | den store bunke |
Det har været en alsidig dag. Først stod jeg op, og det skulle jeg faktisk have gjort lidt før. Men jeg havde bare fået ind i hovedet, at den distance, jeg skulle løbe til Kalkmineløbet i Mønsted, først havde start kl. 10.15. Så lå jeg i min seng i morges og skimmede en Facebooktråd, hvoraf det fremgik, at der var start kl. 9.15. Så stod jeg op. Tak til Gerda for den information.
Egentlig ville jeg slet ikke have løbet i år. Det er et hårdt løb, og i de fire tidligere år har jeg bare løbet langsommere og langsommere, og jeg troede jeg kunne slippe i år. Men for nogle dage siden blev jeg tilbudt et startnummer, og da jeg er til fals for alt, der er gratis, kom jeg til at sige ja. Det er nemlig også på mange måder et fedt løb.
Den eneste rekord, jeg slog, var den, jeg regnede med: Det tog endnu længere tid at tilbagelægge distancen end sidst. Til gengæld gik det langt bedre på den allermest kritiske stigning end i fjor. Se bare billederne herunder. Præcist samme sted på ruten. Voldsomt stejlt. Det til venstre – fra i dag – takker jeg Jan Poulsen for, det til højre – fra 2015 – har jeg ingen anelse om, hvem fotografen er. Jeg havde tydeligvis for travlt med at lide. Teksterne på Vestjysk Banks henholdsvis hvide og lyserøde løbe-T siger jo egentlig det meste.
Senere var jeg i haven. Slog græs, plantede georgineknolde og lugede ukrudt, mens jeg fik årets første sol på bare skuldre. Jeg kan altså så godt lide at være i den have. Reglerne er enkle dér: Det er godt, hvis jeg laver noget, og lige så godt, hvis jeg ikke gør. Bedet her med skvalderkål og tulipaner regner jeg med, at vi får ryddet og nyplantet i år. Det er cirka fjerde sæson i træk, jeg siger det. Uden at det er sket. Det går alligevel.
Så var det også Lasses maddag, og jeg skal lige love for, maden var en helligdag værdig. Han tilberedte ryggen fra det rådyr, han selv var med til at pille fra hinanden i efteråret. Begge dele under pædagogisk vejledning fra jægersmanden. Krydret rub, godt med bacon, og så på grillen med den. Kæft det smagte godt.
1. maj 2016 | At have have |
“Hurray hurray, first of May
Outdoor fucking begins today”
er et statement, jeg fiskede på Facebook i dag. Det viste sig jo at holde stik, det med udendørslivet. Sikke en fin dag, det har været. Jeg har selvfølgelig været i haven, for det var præcis sådan en dag, hvor det bedste sted at være var … i haven.
Ja, først forsøgte vi at skifte dæk på Lille Hviden, for når det er første maj, kører man ikke længere rundt på vinterdæk. Synes jeg. Min bil synes åbenbart noget andet, for den ville ikke slippe dem. Som i overhovedet ikke. Det lykkedes langt om længe at få møtrikkerne vristet løs på det ene forhjul, men så sad hjulet så fast, at det var fuldstændig umuligt for en granvoksen mand med det rette værktøj at få det af. Bilen ville BARE ikke af med vinterfodtøjet, så vi endte med at proppe alle sommerdækkene ind bagi og kalde det den mellemperiode, hvor jeg kører med både vinter- og sommerdæk.
Og så tog jeg i haven. Hvor jeg fejede vinter væk og rensede fliser på terrassen, drak kaffe, snakkede i telefon med min mor, kultiverede og lugede hele køkkenhaven, spiste frokost, flyttede rabarber, lugede lidt mere, tjekkede frøposer og besluttede, at det var på tide at så salat. Så kom Lasse. Først og fremmest for at sidde og læse i en anden sol end hjemme på terrassen, men han ville også gerne være med til at så. Nu venter vi på fire slags salat. Rød og grøn romaine, rucola og iceberg.
Bagefter satte han sig midt på græsplænene i solen og læste, og da han senere gik hjem, var det med afskedsreplikken “Jeg er overrasket over, hvor nemt havearbejde er”… Jaer! Som om! Alt det med luge, kultivere, feje og grave sprang han jo over og gik direkte til så- og kaffedelen. Men han sagde det sikkert for sjov. Han har jo humor. Det fremgik også af den seddel, han havde efterladt hjemme.
Jeg vovede også at så spinat, og jeg vurderer heldigvis, at den resterende plads i køkkenhaven nogenlunde kommer til at passe med det, jeg yderligere gerne vil have i jorden i år, men som det stadig er for tidligt at sætte i gang. Der skal være rødbeder, bønner og grønkål – og selvfølgelig de squash- og hokkaidoplanter, som stadig står hjemme i vindueskarmen og ligner en spirende succes.
Jeg er lidt stram i masken nu, måske er det faktisk lykkedes mig at få noget sol til at hænge fast i ansigtet, eller også er det bare al den friske luft.
I morgen må jeg ringe til værkstedet og høre, om det ikke lige er en opgave for dem at overtale bilen til at skifte sko. Det er tit nemmere, når nogle andre end forældrene siger det. Jeg skal i hvert fald ikke køre rundt for længe med kabinen fuld af dæk. De lugter lidt af sure tæer.
Og citatet dér i starten … hvis nogen tænker, at jeg har misforstået det, så er det da bare dem, der tænker med … ja, hvad ved jeg om, hvad folk tænker med.
22. april 2016 | At have have, den store bunke, Heldige mig |
Yngsten fylder 19 år i dag og blev forkælet med brunch og gaver, inden han sov nogle flere timer efter nattens bytur og senere tog ud og blev fejret hos farfamilien.
Vi valgte et 3-i-1-æbletræ til kolonihaven. Malus domestica. Det betyder bare almindeligt æble. Familietræ. Det betyder, at Guldborg, Discovery og Rød ananas bor sammen. Det skal nok blive godt. Først skal det plantes, og så må vi hellere få købt sådan en æblekurv til at have æblerne i.
Pludselig lå der en kæmpestor Yankiebar på terrassen. Med sol i ansigtet og bog i ørerne.
Vestergade har hængt sommerpynten op igen.
Jeg slog græsset for første gang i år og slog en pind i jorden der, hvor familietræet skal plantes. Så drak jeg kaffe og slog bolsjer ihjel i Candy Crush. Tiden slog jeg også ihjel. Ellers slår jeg ikke.
Det var en rar fredag.
10. april 2016 | At have have |
Endelig er jeg på omgangshøjde med kolonihavenaboerne, og jeg er måske endda så stolt af mig selv, at jeg er nødt til at strække armene op over hovedet, lægge nakken tilbage og råbe et begejstret Ha! over min egen dagsindsats.
Jeg har været på feddet hele eftermiddagen, og jeg har trætte øjne og varme kinder efter en hel dag ude. Og lidt ondt over lænden. Men jeg fortjener at hvile på veludført gerning nu. I sofaen med benene oppe, et glas vin ved min side og noget håndbold i fjernsynet, som mest bare kører uden voldsomt engagement fra min side. Det ser ud til, at de klarer det alligevel.
Jeg har lagt kartofler. To sorter, der hedder Hamlet og Mirage, og en sort, der hedder Egen Avl. Alle småknoldene fra i fjor, som vi ikke fik spist, fordi de var så små, at ingen gad dem, har ligget i opbevaringskassen og fulgt deres kartoffelinstinkt. Lange, målrettede spirer har de sat, og jeg har givet dem en chance til.
De mere velopdragne Hamlet.
Det var bare at starte fra hækken og fortsætte, række efter række.
I alt har jeg nok lagt 130 kartofler. Hvis alt går lige så godt, som jeg drømmer om, er vi selvforsynende med kartofler langt ind i vinteren. Jeg er vild med den tanke.
Og jeg har sat løg i lange baner. Eller snarere i korte baner, men mange af dem. Hvidløg stod fra sidste år, og dem har jeg ikke prøvet dyrke før, så jeg er spændt. Almindelig gule løg er det, vi plejer at have, men i år har jeg også sat rødløg, skalotteløg og bananløg. Jeg bredte armene ud og opmålte omkring 22 meter løg – i runde og rundhåndede tal. Det kan da godt være, det er alt for meget til vores husholdning, men så må jeg jo dele ud og i øvrigt lære af det til næste sæson.
Det føles helt umådeligt godt at have fyldt halvdelen af køkkenhavens areal med forventninger om rigelige afgrøder og lækre måltider. Jeg kan allerede mærke høsten nærme sig.
Der skal mere i jorden. Jeg har lagt kartofler, og jeg har lagt planer. Men det er først senere. Lige nu hviler jeg på laurbærrene. Og Danmark vandt over Bahrain.
Laurbærbusken har også lagt planer for den kommende tid.
