6. maj 2017 | den store bunke |
I aftes og i nat var vores nye og på ingen måde færdigindrettede hus rammen om en 2 x 20 års fødselsdag. Lasse fyldte 20 for et par uger siden, og vi havde sagt ja til, at han holdt fødselsdagsfest sammen med en kammerat, der fyldte år i forgårs. De to har gået i samme klasse gennem de første syv år i folkeskolen og igen i gymnasiet, og det var netop gymnasieklassen, der var inviteret. Dermed var festen også en reunion. Mange af dem har ikke set hinanden siden sidste sommer, hvor de blev studenter.
Selv om Lasse er mit tredje barn, har jeg faktisk ikke lagt hus til mange fester. De steder, vi har boet, har ikke rigtigt egnet sig til at samle mange mennesker. Men det gør vores nye hus. Vi har en stor stue ud i et med køkkenet og med direkte udgang til terrasse og have, og så er der to toiletter. Vigtig detalje. Derudover har vi urimeligt mange stole og borde, så vi kan snildt have plads til for eksempel 26 unge.
Så sådan blev det.
Jeg var spændt. Egentlig mest på hvordan der ville se ud bagefter. Vi havde aftalt at gå i eksil hos nogle venner nogle timer om aftenen for alle parters skyld. Vi tog af sted, da jeg havde hentet de pizzaer, Lasse havde bestilt, og så kom vi hjem igen ved 23.30-tiden og listede op i soveværelset uden at forstyrre festen, som var i fuld gang, både inde og ude med høj musik, snak, dans og åben havedør. Jeg opgav at sove, men opnåede heldigvis på det helt rigtige tidspunkt et par timers frit Candy Crush-liv, så jeg havde underholdning, indtil vært og gæster tog ind til nattelivet i byen omkring klokken 2.
Vi var spændte, da vi stod op i dag, og selvfølgelig var der tydelige festspor i stuen og i haven. Duge der sejlede i væske, vildt mange tomme flasker og dåser, glas med sjatter stillet de særeste steder, glemte effekter og beskidte, klistrede gulve overalt. En enkelt havde brækket sig ude på fortovet, og det havde tilsyneladende været svært for de fleste at ramme askebægrene på terrassen.
Men de havde gjort en ihærdig indsats for at rydde op, inden de gik, og det meste var samlet sammen i to store sække med pizzarester, engangstallerkener, flasker og dåser, og det skal de have tak for. Huset kunne have været efterladt i langt, langt værre tilstand, og mit indtryk (mens jeg sad i sengen og spillede på iPaden) var, at de hyggede sig og havde en god fest.
Fordi den 20-årige havde levet op til vores forventninger om at holde festen under kontrol, og fordi vi ellers ikke ville få gjort rent før sidst på eftermiddagen, hvis vi skulle vente, til han stod op, lavede vi et omfattende rengøringsraid i morges. Oprydning, sortering af skrald og flasker, gulvvask i hele hytten. Vi var tilfredse med, hvordan det var gået. Og han er glad, fordi vi er tilfredse, og taknemmelig, fordi vi gjorde rent.
Samlet set var der ikke de store tab. Der var gået et enkelt vinglas, og vi har to festivalstole færre i dag end i går. Men det blev en lille smule sært, da vi gjorde klar til at spise morgenmad. Jeg kiggede forundret på osten, da jeg tog den ud af køleskabet og pakkede op. Først spekulerede jeg på, om nogen havde revet ost til et eller andet og kørt hele osten op og ned ad rivejernet. Indtil det gik op for mig, at en eller anden (med et meget regelmæssigt tandsæt) simpelt hen har taget store bidder af den.
Foreholdt den skamferede ost fortalte Lasse i dag, at han havde skældt voldsomt ud over netop den episode i nat. Sådan skal ingen behandle vores ost!
16. februar 2017 | Heldige mig, Køkkenskriverier |
Det virker stadig på mig som noget, en fantasifuld eventyrdigter har fundet på, fordi ingen nogensinde ville have spået, at netop jeg ville kunne opdrage nogen i den retning, men det er den skinbarlige og uomtvistelige sandhed: Jeg har børn, der kan lave mad!
Jeg er fuld af respekt og stolthed, når yngsten kaster sig ud i ambitiøse projekter, fordi han kan og har lyst. Som nu i dag, hvor han tryllede sushi frem.
Vi har længe haft en pose fejlindkøbte sushiris i skuffen, og nu havde vi en rest fersk torsk, som han dybstegte, og i fryseren var der kylling, som han sojamarinerede og stegte, og vi havde agurk og avocado og tang. Rulle, rulle, trylle, trylle. Se hvor fint.
Det smagte godt, og der blev til både forret og madpakker til dem af os, som arbejder ude.
1. maj 2016 | At have have |
“Hurray hurray, first of May
Outdoor fucking begins today”
er et statement, jeg fiskede på Facebook i dag. Det viste sig jo at holde stik, det med udendørslivet. Sikke en fin dag, det har været. Jeg har selvfølgelig været i haven, for det var præcis sådan en dag, hvor det bedste sted at være var … i haven.
Ja, først forsøgte vi at skifte dæk på Lille Hviden, for når det er første maj, kører man ikke længere rundt på vinterdæk. Synes jeg. Min bil synes åbenbart noget andet, for den ville ikke slippe dem. Som i overhovedet ikke. Det lykkedes langt om længe at få møtrikkerne vristet løs på det ene forhjul, men så sad hjulet så fast, at det var fuldstændig umuligt for en granvoksen mand med det rette værktøj at få det af. Bilen ville BARE ikke af med vinterfodtøjet, så vi endte med at proppe alle sommerdækkene ind bagi og kalde det den mellemperiode, hvor jeg kører med både vinter- og sommerdæk.
Og så tog jeg i haven. Hvor jeg fejede vinter væk og rensede fliser på terrassen, drak kaffe, snakkede i telefon med min mor, kultiverede og lugede hele køkkenhaven, spiste frokost, flyttede rabarber, lugede lidt mere, tjekkede frøposer og besluttede, at det var på tide at så salat. Så kom Lasse. Først og fremmest for at sidde og læse i en anden sol end hjemme på terrassen, men han ville også gerne være med til at så. Nu venter vi på fire slags salat. Rød og grøn romaine, rucola og iceberg.
Bagefter satte han sig midt på græsplænene i solen og læste, og da han senere gik hjem, var det med afskedsreplikken “Jeg er overrasket over, hvor nemt havearbejde er”… Jaer! Som om! Alt det med luge, kultivere, feje og grave sprang han jo over og gik direkte til så- og kaffedelen. Men han sagde det sikkert for sjov. Han har jo humor. Det fremgik også af den seddel, han havde efterladt hjemme.
Jeg vovede også at så spinat, og jeg vurderer heldigvis, at den resterende plads i køkkenhaven nogenlunde kommer til at passe med det, jeg yderligere gerne vil have i jorden i år, men som det stadig er for tidligt at sætte i gang. Der skal være rødbeder, bønner og grønkål – og selvfølgelig de squash- og hokkaidoplanter, som stadig står hjemme i vindueskarmen og ligner en spirende succes.
Jeg er lidt stram i masken nu, måske er det faktisk lykkedes mig at få noget sol til at hænge fast i ansigtet, eller også er det bare al den friske luft.
I morgen må jeg ringe til værkstedet og høre, om det ikke lige er en opgave for dem at overtale bilen til at skifte sko. Det er tit nemmere, når nogle andre end forældrene siger det. Jeg skal i hvert fald ikke køre rundt for længe med kabinen fuld af dæk. De lugter lidt af sure tæer.
Og citatet dér i starten … hvis nogen tænker, at jeg har misforstået det, så er det da bare dem, der tænker med … ja, hvad ved jeg om, hvad folk tænker med.
