27. juni 2016 | At have have |
Mors georginer blomstrer i min have nu. Hun vil ikke have besværet med dem længere, så i efteråret fik jeg tre knolde, omhyggeligt mærket, så jeg kunne tage hensyn til farve og højde, når jeg satte dem i jorden. Jeg har gemt mærkesedlerne, så jeg kan videreføre omhuen til efteråret.
Aiiij, de sorte fingre!
Aiiij, det bed! Fredløs, bregner og skvalderkål har rottet sig sammen og overtaget bedherredømmet.
Snerler. Vinder. Altid.
7. juni 2016 | At have have |
Det er mig. Jeg holder øje med, hvordan det gror i haven. Og det er dygtigt derude for tiden. Se bare, hvor ambitiøs babyagurkeplanten er i år: MANGE på vej på én gang. Truuut, se hvad jeg kan, siger den med en koloni af gule trompetblomster. Uden for vinduet står skvalderkålens hvide skærmblomster. Dem vogter jeg også lidt på. Mere har jeg ikke nået.
Alle seks kammerater i plantekasserne gør det godt. Fra venstre: Bøftomat, almindelig tomat, blommetomat (den sidste har muligvis ikke så gode odds for stor avl, for den har ikke rigtig nogen top længere. Det var ikke mig!). Så kommer almindelig slangeagurk, babyagurk og peberfrugt (den sidste har lus. Som den indtil videre holder for sig selv. Nu må vi se, hvad den kan).
Det her er stukket af fra mig. Der er ingen grænser for vækst. Lørdag aften, da damerne og jeg festede i kolonihaven, fik vi besøg af nogle unge drenge. De gik forbi ude på vejen, vi råbte dem an, og de kom ind (Det var heller ikke mig!). De syntes, det var en labyrint at finde ned til huset der i nattemørket. Det er ikke en labyrint. Det er en lang, lige havegang, men jeg vil godt indrømme, at gangen er blevet noget smal nu med alle de blomster, der vælter ind over fra begge sider. Det stak som sagt af fra mig. Men det er også pænt. Iris, fredløs, lupin og marguerit, I må godt være der, så længe I ser sådan ud.
6. juni 2016 | den store bunke |
Billedet her er fra i lørdags, hvor jeg tilbragte eftermiddagen, hele aftenen og det halve af natten i kolonihaven sammen med to fantastiske kvinder, som jeg har delt arbejdsplads med for år tilbage. Nu er vi i vidt forskellige arbejdssituationer og bor i tre forskellige byer, men der er tale om tre mennesker, hvis kemi gik og går ualmindelig godt sammen, og derfor ses vi jævnligt. Som i lørdags. Det foregik som altid med rigelige mængder bobler, snacks og snak.
Da vi blev sultne, ringede vi efter pizzaer, som det sødeste pizzabud kom med.
Jeg gik op til lågen og tog imod. Han overdrog mig æskerne, kastede et langt fejende blik ind over væksterne i køkkenhaven og udbrød et dybfølt og glad: “Løg!!”.
Så konverserede vi lidt om løg, – gartneri interesserede ham tydeligvis.
Da jeg skulle betale, viste det sig, at han ikke tog kort. Heldigvis havde en af de andre kontanter. Jeg spurgte, om det simpelt hen ville sige, at de slet ikke tager kort, når de bringer ud. Og så leverede han endnu en replik, som kommer til at gå over i historien:
“Nej, kun Mobilepay og kontakt”.
16. maj 2016 | At have have, den store bunke |
Wup wup, så er der fyldt ud i køkkenhaven. Der er kun plads til små, små spontaniteter og Lasses bønner, som det stadig er lige tidligt nok at putte i jorden. I dag har jeg sået rødbeder og plantet grønkål og alle mine små squash- og hokkaidounger. Jeg håber, nogle af dem overlever. Hvis ikke, har jeg lært til næste år for pokker at vente lidt længere med udplantningen til friland. Vi ser.
Alle flagretingesterne er plastikstrimler, som skal skræmme de tykke duer, der kan lide nyspiret rucola (jeg VED det, for de narrede mig sidste år) og måske spæde grønkålsplanter (jeg ved det ikke, men naboen har hængt plastik over sine kålplanter, så det har jeg også gjort).
Det har været en fin anden pinsedag. Haven er så pæn, som den næppe bliver igen i år. Der er luget, og man kan se bar jord (ikke mellem trædestenene, ved det godt). Fra nu af bliver det et kapløb mellem naturen og mig, og vi ved ikke, hvem der vinder. Det er tit ukrudtet, der lægger sig i front og holder positionen gennem hele sommeren. Vi ser.
Jeg har også vasket bil i dag, og dét her lærer jeg aldrig at forstå. Hvordan ved min telefon, at der er nogen inde i vaskehallen foran mig? Ja ja, jeg kan godt regne ud, at det er den QR-kode, jeg lige har scannet fra standeren, som fortæller systemet (hvilket system? Hvor?), hvilken vaskehal jeg holder ved, og samme system har registreret al aktivitet. Men alligevel! Det er spooky.
Sommetider er jeg hamrende knivskarp, og sommetider er jeg virkelig, virkelig nem at imponere.
15. maj 2016 | den store bunke |
Når jeg viser billeder fra kolonihaven på Instagram er det tit med hashtagget #hyldehavenambiorix. Det er der en forklaring på. Morten overtog for fire år siden haven efter sin ekssvigermoster Gudrun, som efter ti år på lejekontrakten havde sat sit helt personlige præg på haven og huset.
Moster Gudrun købte kolonihaven i 2002, da hun kom hjem til Viborg efter tredive år som sprogrevisor i Bruxelles. Hun kom, nyuddannet i noget franskhalløj, derned i 1972 for at oversætte EF-traktaten, indmeldelsespapirerne, kan man kalde det, til dansk. Og blev hængende i tredive år. Hun boede på Square Ambiorix, og på skiltet her på kolonihavehuset er den mondæne Bruxelles-adresse forenet med havelivet på Hyldevej. Vi synes, historien om rødder og levet liv er så fin, så vi værner om skiltet og lader det sidde. Lampen ovenover lader vi også sidde, selv om den hverken har forklaring eller funktion. Den lyser ikke. Der er ikke strøm i huset.
Morten og Gudrun bevarede venskabet, også efter at han ikke længere var gift med hendes niece. De spiste frokoster, gik til koncerter og rejste sammen nogle gange. Hun var ikke helt begejstret, da jeg dukkede op på arenaen og tog ham, selv om hun skjulte det.
Det var imidlertid naturligt, at det var ham, hun lod haven gå videre til, da hun ikke længere magtede at holde den. Og jeg er så taknemmelig, for jeg elsker det sted.
Haven var virkelig tilgroet og ét stort sammensurium af små platforme og snoede gange kantet med sten, et lille hjørne med kartoffelforsøg, krukker, et hav af løgvækster og mange blomster, et vildt hindbærkrat, vildtvoksende røn, selvsåede ahorntræer, masser af ukrudt, alt sammen et resultat af Gudruns fantasi og blomsterbegejstring og til sidst de kræfter, der ikke slog til.
Vi har lavet det hele om. Vi startede med at rydde ud inde i huset, og udenfor skrællede vi hele det øverste lag have af – med Gudruns fine blomster und Alles – og startede helt forfra. Vi ville have græs på halvdelen, og resten skulle være køkkenhave. Så kunne vi altid regulere det med mere eller mindre græs, men det har nu vist sig at passe godt til vores behov med den fordeling.
Sådan så haven ud før, og sådan ser den ud nu. Den ene vej:
Og den anden vej.
Vi har også fældet et par træer, men der er stadig bede, som er uændrede og får lov til at vokse vildt, indtil vi får lyst til at lave om på det. Haven må aldrig blive en pligt og et pres. Aldrig. Er der noget, vi ikke når, ja, så når vi det bare ikke. Der skal også være tid til at drikke kaffe og bare nyde at være der. Jeg bliver glad i samme øjeblik, jeg åbner lågen. Det vigtigste for mig er køkkenhaven, ikke blomsterne, og jeg føler mig uendeligt rig, når jeg i høstsæsonen kører hjem med fyldte kurve til aftensmaden.
Gudruns præg findes stadig nogle steder i huset, og sådan må det gerne være. Jeg kan lide ting med historie, og jeg kan lide at kende historierne. Hun har besøgt os i haven et par gange, men nu er hun imidlertid desværre så plaget af demens, at hun næppe tænker på, at hun har haft en have. Hun savner den i hvert fald ikke.
Men hendes Hyldehaven Ambiorix lever og respekteres i et hashtag.
