2. maj 2016 | den store bunke |
– Goddag, det er [nyt dækcenternavn), tidligere [gammelt dækcenternavn], samme ejer, samme gode, kendte service. Vi tager telefonen om et øjeblik… blip … (nyt dækcenternavn], det er Bjarke.
– Goddag, det er Birgitte Bjærge, jeg har vinterdæk på min bil…
– Ja?
– … og sommerdæk i bagagerummet. Jeg kunne godt tænke mig, at det var omvendt. Er det noget I kan hjælpe med?
Bjarke og jeg lavede en aftale, og til aftalt tid trillede jeg Lille Hviden ind på pladsen foran [nyt dækcenternavn]. I løbet af ingen tid var sommerdækkene pillet ud af bagagerummet, og den lille bil svævede over gulvet i arbejdshøjde. 16 gange bzzzt med luftmøtrikspænderen eller hvad sådan en nu hedder, syv-otte slag på bagsiden af dækkene med en gummihammer, og så havde skaldet værkstedsdude på ingen tid sat alle fire fastrustede vinterhjul ned på gulvet.
Og her var det, jeg fik mit nye dækskiftekodeord. Kobberfedt.
Kobberfedt er løsningen, hævdede skaldet værkstedsdude. Når man skifter hjul, renser man lige navpladen eller hvad den nu hedder, den hvor møtrikhullerne sidder, af med noget luftpolérværktøj, og så pensler man den lige med nogle strøg kobberfedt. Det er ikke noget, jeg finder på, jeg så ham gøre det.
På med de fire andre dæk, 16 gange bzzzt med luftmøtrikspænderen (den findes rigtigt, i modsætning til luftguitaren), en anden værkstedsdude tjekkede dæktryk og satte kapsler på, skaldet værstedsdude sænkede køretøjet og lagde vinterdæk i bagagerummet. Færdig. Betale ved kassen hos Bjarke og af sted med mig med tak til [nyt dækcenternavn].
Det er godt nok stadig den periode, hvor jeg kører med både sommer- og vinterdæk, nu bare omvendt, men det gør jeg noget ved i morgen. De fylder ret meget i bilen.
Og husk det nu. Kobberfedt.
1. maj 2016 | At have have |
“Hurray hurray, first of May
Outdoor fucking begins today”
er et statement, jeg fiskede på Facebook i dag. Det viste sig jo at holde stik, det med udendørslivet. Sikke en fin dag, det har været. Jeg har selvfølgelig været i haven, for det var præcis sådan en dag, hvor det bedste sted at være var … i haven.
Ja, først forsøgte vi at skifte dæk på Lille Hviden, for når det er første maj, kører man ikke længere rundt på vinterdæk. Synes jeg. Min bil synes åbenbart noget andet, for den ville ikke slippe dem. Som i overhovedet ikke. Det lykkedes langt om længe at få møtrikkerne vristet løs på det ene forhjul, men så sad hjulet så fast, at det var fuldstændig umuligt for en granvoksen mand med det rette værktøj at få det af. Bilen ville BARE ikke af med vinterfodtøjet, så vi endte med at proppe alle sommerdækkene ind bagi og kalde det den mellemperiode, hvor jeg kører med både vinter- og sommerdæk.
Og så tog jeg i haven. Hvor jeg fejede vinter væk og rensede fliser på terrassen, drak kaffe, snakkede i telefon med min mor, kultiverede og lugede hele køkkenhaven, spiste frokost, flyttede rabarber, lugede lidt mere, tjekkede frøposer og besluttede, at det var på tide at så salat. Så kom Lasse. Først og fremmest for at sidde og læse i en anden sol end hjemme på terrassen, men han ville også gerne være med til at så. Nu venter vi på fire slags salat. Rød og grøn romaine, rucola og iceberg.
Bagefter satte han sig midt på græsplænene i solen og læste, og da han senere gik hjem, var det med afskedsreplikken “Jeg er overrasket over, hvor nemt havearbejde er”… Jaer! Som om! Alt det med luge, kultivere, feje og grave sprang han jo over og gik direkte til så- og kaffedelen. Men han sagde det sikkert for sjov. Han har jo humor. Det fremgik også af den seddel, han havde efterladt hjemme.
Jeg vovede også at så spinat, og jeg vurderer heldigvis, at den resterende plads i køkkenhaven nogenlunde kommer til at passe med det, jeg yderligere gerne vil have i jorden i år, men som det stadig er for tidligt at sætte i gang. Der skal være rødbeder, bønner og grønkål – og selvfølgelig de squash- og hokkaidoplanter, som stadig står hjemme i vindueskarmen og ligner en spirende succes.
Jeg er lidt stram i masken nu, måske er det faktisk lykkedes mig at få noget sol til at hænge fast i ansigtet, eller også er det bare al den friske luft.
I morgen må jeg ringe til værkstedet og høre, om det ikke lige er en opgave for dem at overtale bilen til at skifte sko. Det er tit nemmere, når nogle andre end forældrene siger det. Jeg skal i hvert fald ikke køre rundt for længe med kabinen fuld af dæk. De lugter lidt af sure tæer.
Og citatet dér i starten … hvis nogen tænker, at jeg har misforstået det, så er det da bare dem, der tænker med … ja, hvad ved jeg om, hvad folk tænker med.
