11. februar 2017 | den store bunke |
Ville man kalde dagens vejr, hvis man var i et tysktalende land og havde klumpstøvler og lange plader på fødderne.
’Solglimmer’ kalder jeg det og kniber øjnene sammen mod lyset og glæder mig over denne lørdag, hvor jeg…
… er på vej fra
brunch hos Søster Lagkage med Morten og Lasse, – noget vi aldrig har gjort før, selv om vi bor lige midt i caféland. Nu gjorde vi det, og det var hyggeligt.
… er på vej til
årets jagtmiddag på mit stambadehotel i Næsbydale med gode mennesker og god mad i gode omgivelser. Nu er vi raden rundt i jagtkonsortiet; første gang, jeg var med min jægersmand til jagtmiddag, var det også hos Mogens. Hvis vi ikke godt vidste det i forvejen, ville vi nu kunne regne ud, at vi har været kærester i over fem år.
21. oktober 2016 | den store bunke |
I går havde jeg en fridag. Det var torsdag, og hele dagen føltes som lørdag.
Aftenen før var Laura, som var hjemme på efterårsferie, og Lasse ude hos farfamilien, og de kom først hjem, efter at vi var gået i seng. Jeg havde lovet at lave brunch, men havde ikke fået aftalt vækning med dem, så jeg lagde en seddel.
Det var dejligt, at de kunne begge to.
Pandekager og pølser, bacon og røræg var hyggeligt og længe siden sidst. Resten af dagen fedtede jeg rundt og lavede ingenting. Meget lørdagsagtigt. Det regnede og var ikke havevejr, så jeg sprang over. Alle mulige overspring.
Det værste ved at holde en enkelt fridag på en torsdag er, at det virker helt uoverkommeligt at skulle på arbejde om fredagen. Om aftenen var Morten og jeg til Allan Olsen-koncert på Paletten. Fuldt hus, god koncert og høj stemning. Meget lørdagsagtigt. Tre fadøl og sen hjemkomst gjorde sit til at fastholde weekendstemningen.
Men jeg skulle jo altså op klokken 6 og have en helt almindelig arbejdsdag i dag. Jeg gennemførte, men jeg har godt nok været træt hele dagen.
Men hallo – det fede ved at holde fri på en torsdag og føle lørdag er, at efter kun en enkelt arbejdsdag er det allerede weekend IGEN!
22. april 2016 | At have have, den store bunke, Heldige mig |
Yngsten fylder 19 år i dag og blev forkælet med brunch og gaver, inden han sov nogle flere timer efter nattens bytur og senere tog ud og blev fejret hos farfamilien.
Vi valgte et 3-i-1-æbletræ til kolonihaven. Malus domestica. Det betyder bare almindeligt æble. Familietræ. Det betyder, at Guldborg, Discovery og Rød ananas bor sammen. Det skal nok blive godt. Først skal det plantes, og så må vi hellere få købt sådan en æblekurv til at have æblerne i.
Pludselig lå der en kæmpestor Yankiebar på terrassen. Med sol i ansigtet og bog i ørerne.
Vestergade har hængt sommerpynten op igen.
Jeg slog græsset for første gang i år og slog en pind i jorden der, hvor familietræet skal plantes. Så drak jeg kaffe og slog bolsjer ihjel i Candy Crush. Tiden slog jeg også ihjel. Ellers slår jeg ikke.
Det var en rar fredag.
21. april 2014 | den store bunke |
Der er én ting, der kan få min teenager forholdsvist tidligt ud af sengen på en fridag. Det er brunch med røræg, pølser og bacon. Jeg havde sørget for at have ingredienserne i huset til påsken og håbede, vi kunne ramme en dag, hvor også ældste søn kunne være med. Det lykkedes ikke, og yngsten havde vistnok opgivet håbet om, at nogen så gad stå og stege og bage for så fås skyld.
Jeg tænkte, at frafaldet ikke behøvede at gå ud over ham. Han fylder 17 i morgen, og det er tilfældigvis den dag, han skal tidligt op og i skole efter en meget lang påskeferie, så han fik valget: Fødselsdagsbrunch i morgen meget tidligt eller i dag. Han er ikke meget for ekstravirak (og tidligt op) og ville helst nyde den store morgenmad i dag.
Og sådan blev det. Han og jeg; det var faktisk også første gang, det store brunchapparat var kørt i stilling til bare os to. Jeg trumfede endda forventningerne med pandekager med ahornsirup; det kan han nemlig også godt lide.
Han fyldte køkkenet med sin tilfredshed og madglæde, og jeg har vist ikke før fået så mange “Det smager rigtig godt!” og “Tak, fordi du gad det her”.
